Design Awards 2017

Design Awards 2017

Cecilie Manz blev Årets Designer til Design Award showet 2017. Her hendes helt nye design fra Fritz Hansen Objects, der bliver præsenteret i Paris i denne uge. Pressefoto

af Redaktionen

Charlotte Jul, Lotte Gellert og Susanne Hviid udgør tilsammen redaktionen på designETC, og denne artikel er blevet til i et samarbejde mellem vores forskellige kompetencer, blik og erfaring.

Vis billedserie

Torsdag aften blev årets Design Award-priser uddelt i Folketeatret i København. Marianne Krumbach, Cecilie Manz og Snedkernes Efterårsudstilling var blandt aftenens vindere, hvor i alt 12 priser blev overrakt for bl.a. original idé og for at pege ud i fremtiden.

Folketeatret var onsdag aften fyldt med designere, kunsthåndværkere, formidlere, producenter og andet relateret godtfolk, da de fire boligmagasiner, Bo Bedre, Boligmagasinet, Nordic Living og Costume Living igen var sammen om at afholde det årlige Design Award-show. Aftenens første overraskelse var, at Anders Lund Madsen var showets konferencier – og det var godt set, for Madsen styrede slaget på kaotisk, men helt sikkert koreograferet, charme-improvisatorisk vis.

Marianne Krumbachs foldet blå og lille blomst lilla fra udstillingen Rundt om et bord hos Butik for Borddækning. Foto: Katrine Borup

Jury og kategorier
En jury bestående af Uffe Buchard, Susanne Holte, Helle Blok, Charlotte Ravnholt, Jesper von Wieding, Anette Eckmann og Bo Bedres mangeårige chefredaktør Erik Rimmer skulle uddele priser i 12 kategorier, som var: Årets Lampe, Årets Møbel, Årets Rumdesigner, Årets Innovative, Årets Kunsthåndværker, Årets Upcoming, Årets Talenter, Årets Comeback, Årets Design, Årets Designer, Årets Ildsjæl og Årets Læserfavorit.

Getama vandt prisen for Årets Comeback med Nøglehullet, designet af Hans J. Wegner. Pressefoto

Årets Kunsthåndværker
Keramiker Marianne Krumbach blev Årets Kunsthåndværker med følgende begrundelse:

“Her bevæger vi os i grænselandet mellem brugsting og kunst – det er kunsthåndværk i ordets bedste betydning. Vi ser glimt fra den danske keramikhistorie og de store mestre som både Arne Bang og Axel Salto. Men Marianne Krumbach er samtidig helt sin egen. Hun formår på forunderlig vis at skabe de smukkeste værker, som i den grad overrasker, gør os nysgerrige og ikke mindst får os til at sætte spørgsmålstegn ved den måde, vi ser verden på. Og det har vi brug for.”

Årets Møbel Tailor er designet af Rui Alves og produceret af Menu. Pressemøde

Udover Marianne Krumbach var kunstner og designer Helle Mardahl og keramiker Tina Marie Bentsen nomineret i kategorien. Kategorien favnede kun tre kunsthåndværkere og var dermed den mindste af alle, og det undrer. For hvorfor nu det? Denne kategori kunne sagtens rumme mindst fem yderligere markante kunsthåndværkere, der har gjort sig bemærket i år. Men procenten af reelle kunsthåndværkere i år – to ud af tre – var dog højere end sidste år, hvor kun halvdelen af de seks nominerede var egentlige kunsthåndværkere. Resten stod opført som arkitekt, illustrator og designer – i kategorien ‘kunsthåndværker’…

Cecilie Manz blev Årets Designer
“Ingen danske designere har i 2017 markeret sig så overbevisende som Cecilie Manz. Det har ganske enkelt været et imponerende år. Vi vil fremhæve den nye badeværelsesserie for Duravit, en overbevisende puf og vase (og nu også net red.) for Fritz Hansen, og en hel kollektion af flotte udemøbler for Gloster. Disse nye produkter viser spændvidden i designerens produktion. Vi bør som nation være stolt af, at hun med sit skarpe øje og sit aldrig-gåen-på-kompromis fører dansk design videre. Kun de allerstørste designere får lov til at arbejde med de firmaer, som Cecilie Manz har formgivet for i år. Hun tilhører en superelite. Nationalt og internationalt.”

I tilgift hertil kunne man have nævnt det imponerende arbejde som kurator, som Cecilie Manz lige har afsluttet i Japan i forbindelse med åbningen af den store dansk-japanske designudstilling Eeryday Life – Signs of Awareness. En enorm præstation, som i vores bog vidner om en designer, der ikke kun har designhistorien præsent i generne, men bruger af den, står på den og udvikler den i sit daglige virke som aktiv designer.

Ildsjæle og talenter
Aftenens overraskelse var den andensidste nominering, nemlig Årets Ildsjæl. Her blev Snedkernes Efterårsudstilling kåret og det til stor overraskelse for formand Claus Mølgaard, der intet vidste om nomineringen, men heldigvis var til stede. Motivationen lyder:

Årets Lampe blev Yuh, designet af GamFratesi og produceret af Louis Poulsen. Pressefoto

“I år har vi valgt at give en særlig hyldest til en forening, som gennem 37 år har gjort en stor indsats for dansk design og møbelkunst. Utrætteligt og med større og større ambitioner er de med til at manifestere Danmark som en designnation, som lægger ekstraordinær vægt på kvalitet og håndværk. Især de senere år har man tænkt innovativt og lukket flere og flere unge designere og arkitekter ind i det eksklusive selskab.

Det er en voksenlegeplads, et laboratorium, grundlagt af 46 producenter og arkitekter tilbage i 1981, som ønskede et fundament, hvorfra der kunne udtænkes og udstilles nye møbeltyper. I aften, hvor vi sætter spot på talenterne, er det endnu mere relevant, når man som I inviterer ’spirerene’ ind for at samarbejde med de etablerede, de erfarne, producenterne.

Ud af de synergier, der opstår, kommer der altid dynamiske og spændende resultater. Oftest smukke og lige til at sætte i produktion, men nogle gange ‘kun’ interessante og debatskabende. Nøjagtig som i kunstens verden. I år går prisen som Årets Ildsjæl til Snedkernes Efterårsudstilling, som netop i morgen åbner dørene for SE 2017 med temaet Nærvær/udenfor på Designmuseum Danmark. Tak for at insistere på og stille krav til faget og håndværket. Hvor har der været mange, mange fantastiske møbler gennem årene.”

Andre velfortjente priser blev uddelt til møbeltalentet Christian Juhl, der modtog  prisen som Årets Upcoming:

“En ung designer, der tager stafetten, tænker ud af boksen, har stor materialeforståelse og fine snedkermæssige detaljer i sine møbler. Møbler, man har lyst til at røre og undersøge. Christian Juhl er en klassisk upcoming, som tænker innovativt, men også bruger historiske referencer og lægger sig i fin forlængelse af de helt store designere, der har mestret kunsten af forfine og forædle. Det handler ikke altid om at opfinde den dybe tallerken, men om at gøre den dybe tallerken bedre. Vi ved godt, at du, Christian, allerede har fået en række talentpriser i studieårene. Du er nyuddannet, men godt på vej til at etablere dig selv som navn. Nu får du så én pris mere … for man skal jo ikke straffes for at være dygtig, som en af dommerne i juryen pointerede.”

Jonas Edvard & Nikolaj Steenfatt: Volume Chair, 2017. Foto: JE & NS

Aftenens øvrige priser
Årets lampe blev Yuh, designet af GamFratesi og produceret af Louis Poulsen, Årets Møbel Tailor designet af Rui Alves og produceret af Menu. Dette valg undrer også, for hvordan kan en sofa, der har været på markedet siden 2014, vinde kategorien Årets Møbel?

Årets Rumdesign blev tildelt OeO Studio, der har stået bag både Flos’ og Brdr. Krügers nye showroom i år. Årets Comeback gik til Nøglehullet, designet af Hans J. Wegner og produceret af Getama. Årets Talenter, der hver fik 10.000 kr i rejselegat, indbefattede bl.a. møbeldesignstuderende Julie Begtrup Hansen fra VIA University College i Herning. De øvrige var Mia Maya Christophersen, keramiker uddannet fra Kunstakademiets Keramikskole i 2016, Rikke Palmerston Christensen, studerende ved Aarhus Arkitektskole, Therese Damkjær, møbel- og interiørdesigner uddannet ved VIA Design og Business og Troels Flensted, uddannet ved Central Saint Martins i London.

Herudover fik den kreative kravlegård Danishdesign MAKERS tildelt prisen Årets Innovative. De tre stiftere Thomas Albertsen, Antonio Scaffidi og Øivind Slaato modtog også tidligere på året – sammen med designETC – Albertsen Fondens pris for at etablere en inspirerende udstillingsplatform, der har samlet og profileret en række unge designere i et udviklende, fagligt fællesskab.

B&O’s Beosound Shape; designet af  Øivind Slaatto løb både med prisen Årets Design og Årets Læserfavorit. Pressefoto

Og endelig blev Årets Design givet til Beosound Shape designet af  Øivind Slaatto med Bang & Olufsen som producent, der også var aftenens hovedsponsor. Beosound Shape vandt tillige Læsernes pris.

Årets kunsthåndværker Marianne Krumbach var tidligere på året aktuel med udstillingen Rundt om en tallerken hos Butik for Borddækning i København. Læs anmeldelsen her

 

Kommentarer

Del artiklen

'Design Awards 2017'

Facebook