Milan Design Week 2018 – fuori salone

Milan Design Week 2018 – fuori salone

MINI Livings forskellige levemiljøer iscenesat i pastelfarver. Foto: MINI Living

af Charlotte Jul

Charlotte Jul er cand.mag og chefredaktør på designETC. De sidste 17 år har hun formidlet området for design og kunsthåndværk kunstnerisk som kommercielt i tekster, artikler og via iværksætterportalen items.nu, som hun startede i 2001.

Billedserie

Milan Design Week 2018
#MDW2018
17 - 22 april 2018

Designugen i Milano er synonym med glipsyndrom, for det er umuligt at nå det hele. Måske er de sociale medier kommet mig i forkøbet, og måske var jeg ikke alle de rigtige steder i år, men den nylige Milano Design Week gav mig ikke den forventede åbenbaring, kun mindre spjæt af wauw.

Møbelmessen i Milano, som den hed i danske munde, før den for alvor invaderede byen og blev til en designuge uden for messen (fuori salone), var ankeret. Det var messehallerne uden for centrum med de bedste internationale sværvægterbrands – og en hel masse andre. Det var her, jeg som dansk skribent fik mine allerførste aha-oplevelser. Her var sofaer i guldglimmer fra Edra, her var borde med reb fra Cappellini, her var så overdreven brug af farver, former og effekter, der lå så langt fra dansk jantelov og funktionalisme set fra bunden af en stol, som man kunne komme.

Det var det, der var så fantastisk. Kontrasten. Den flabede tilgang til møbler og ressourcerne og modet til at føre dem ud i livet. Det var en på opleveren for den danske møbelstand, der fik vendt op og ned på, hvad man kunne, burde eller måtte. For italienerne var ligeglade. De gjorde det bare og havde en fest imens.

Brosse, som reolen af Inga Sempé hedder, blev udgivet i 2003 af Edra, men landede i 2016 hos producenten Moustache. Pressefoto

Første wauw
Mit første møde med den franske designer – og nu megastjerne – Inga Sempé skete på Edras stand i 2003, hvor jeg pludselig stod foran et reollignende skab, der havde sorte børster fra koste rundt om hylderne som et bastskørt, man skulle stikke hænderne igennem. Som en tryllekunstners æske, hvor man ikke vidste, hvad man ville trække ud. Hvor ’cheaky’, hvor modigt, hvor ikke særlig funktionelt. Og så designet af en kvinde. Wauw!

I forlængelse af messehallerne lå satelitten, hvor talenterne holdt til. Designskoler og små selvstændige designere fra hele verden havde ansøgt om at udstille i små aflukker, og her kunne man således møde designere fra Israel, Tyrkiet og mange andre lande, som man ikke ellers havde mulighed for at møde. Det var nyt, finurligt og horisontudvidende, og der var mange, kompetente designbud og formgivere imellem, der var udvalgt til at udstille.

Fra møbelmesse til designuge
De sidste ti år har møbelmessen udviklet sig til en decideret designuge, hvor messen er det mindst attraktive trækplaster, for så vidunderligt er det heller ikke at trave igennem de nogle og tyve messehaller. Talenterne fik deres eget område, selvom en mindre spændende udgave af Satelit-talenthallen på messen stadig findes, og hele byen er proppet med større og mindre udstillinger på midlertidige – og normalt lukkede venues sammen med iscenesatte showrooms.

I Eileen Fishers ‘one off’-værker kan man ane konturerne af undertrøjer, tørklæder, sokker mm. Foto: Charlotte Jul

Det stærke talentområde i udkanten af byen hed i mange år Ventura Lambrate, men i år er det blevet til to afdelinger; nemlig Ventura Futura og Ventura Centrale. Centrale ligger i de gamle værkstedshaller ved centralstationen, hvor togene tidligere blev repareret. Den lokation er vidunderlig. Med historier i væggene og rust, der driver de rigtige steder i de autentiske, buede bygningskonstruktioner. Sidste år var første gang, de var i brug i forbindelse med designugen, og udstillingerne dér var noget af det bedste.

I år var udvalget i Ventura Centrale hverken nævneværdigt æstetisk eller ’groundbreaking’, selvom der var to sympatiske bud; amerikaneren Eileen Fisher, der havde skabt tekstilprodukter og unika-vægtæpper ud af overskudstekstiler, og japanske AGC Asahi Glass, der havde udstillet glas akkompagneret af lyd for at understrege pointen om, at glas i fremtidens byggerier også kommer til at inddrage høresansen som et ekstra arkitektonisk element. Og det er jo faktisk både ret fantastisk og ret tankevækkende.

En sjov feature i Centrale i år var, at en af toghallerne var blevet omdannet til en amerikansk diner. Skøn idé og gennemført koncept, skabt af magasinet Surface og designeren David Rockwell, som man forsvandt helt ind i, når man trådte ind.

KADK præsenterede to langborde for at sætte fokus på mad- og ressourcespild som led i skolens mål om at arbejde efter FN’s 17 verdensmål. Foto: Charlotte Jul

Designskolerne
Ventura Futura, hvor flere designskoler holdt til, var heller ikke bjergtagende. Dog havde både Designskolen Kolding og KADK forfriskende afholdt sig fra at vise produkter, men skabt installationer – Kolding som et langbord med væsker, du kunne lege med for at promovere den nye uddannelsessatsning PLAY – mens KADK havde skabt et andet langbordsunivers med madspild som afsæt for en diskussion om, hvordan man designer med FN’s 17 verdensmål som rettesnor. De andre designskoler viste produkter fra kandidater, der ikke var modnet nok i deres formsprog til for alvor at være interessante.

Kan grafisk design være med til at gøre en forskel for fx fake news?, var temaet i denne installation hos Design Academy Eindhoven, hvor The Misinformation Times blev et produkt i den lokale bladkiosk. Foto: Design Academy Eindhoven

Design Academy Eindhoven bringer altid nye tanker til torvs, og i år var de gået all in på at sætte spørgsmålstegn ved, hvad design er – i alle sine afskygninger. Under temaet NOT FOR SALE havde de i en gade i et område et godt stykke væk fra centrum engageret sig med apotek, food hall, en bar, et vaskeri og flere butikker i en gade – som et mikrokosmos af menneskelig interaktion, hvor design spiller en rolle.

Jeg tror, jeg kom på et uheldigt tidspunkt, for der var lukket flere steder, og det hele virkede lidt afpillet og lemfældigt. Og for at få en smule ud af den dedikerede indsats for at ankomme til området, læste man pligtskyldigt de længere tekstklamamser, der var sat udenpå vinduerne hos de udvalgte butikker og restauranter, for at forstå projektet. En heftig hollandsk ambition med en fantastisk spændende dagsorden, men i praksis var eventen, udstillingen, eller hvad man nu skulle kalde det, desværre for abstrakt til at ramme rent. Det analoge virker nu stadig bedst, når man på kort tid skal besøge et hav af udstillinger og afkode dem i et ruf.

’The shock of the new’, som denne hollandske ambition vel egentlig skeler til, blev uheldigvis til ’the dissapointment of the new’ for mig. Måske fordi stort set alle brands, designskoler og individuelle designere efterhånden poster, poster og poster deres møbler, produkter og projekter på de sociale medier, længe før designugen åbner. Og selvom der ALTID er forskel på billeder og real life-oplevelser, så er ’the shock of the new’ ikke længere et chok, men en konstatering. Og så fiser aha-oplevelsen ligesom ud.

Gode spjæt
Designugens bedste oplevelser var nok igen i år Nilufar Depot (der vist kun havde teaset med ét billede på insta), hvor high-end vintagemøbler, lamper og tæpper møder værker skabt af innovative, kunstneriske ’makers’ fra hele verden.

Nilufar Depot uden for centrum viste både en kurateret udstilling sammen med deres egne indretninger i mindre rum i rummene, hvor møbler, lamper og tæpper var iscenesat med vanlig sikker hånd. Foto: Charlotte Jul

Gallerist Nina Yashar iscenesætter det hele i et eklektisk og overskudsagtigt mix af nyt og gammelt i den gamle lagerhal med de ufatteligt mange kvadratmeter, så man ville ønske, man var oliemiliardær. Også Hermès’ til lejligheden skabte installation var imponerende. Som rum i rummene havde de opbygget labyrinter belagt med fliser i de smukkeste farver, der spillede raffineret op mod hinanden. Men med tanke på, at der lå mange tusinde, hvis ikke millioner af euros bag en installation, der skulle rives ned efterfølgende, får man en ærgerlig smag i munden. Ingen recirkulerbare strømme her, kun et overbevisende overflødighedshorn af luksusiscenesættelse af designobjekter, som ikke helt havde opfundet den dybe tallerken.

En anden optur var MINDCRAFT, som du kan læse om i min anmeldelse, men roen, stedet og den harmoniske iscenesættelse var en positiv totaloplevelse. Også den materialenørdede udstilling U-Joints, der handlede om samlinger i alle mulige materialer, var særlig og relevant. Med et enkelt og ærligt greb udstillede den designeres våde drømme udi samlemuffer i alskens materialer og afskygninger, ligesom over 50 nutidige designere og producenter viste nye produkter – heriblandt Cecilie Manz, Konstantin Grcic og Bouroullec-brødrene. Det fokus på fagligt indhold var en lise som konstrast til iscenesættelse, overflade, salg og overdådige paladser, som flere igen i år havde lejet som lokations under designugen.

HAY havde fundet det mest blærede palads at udstille i i år – og hvilket tilløbsstykke. Foto: Charlotte Jul

Palads på plads
Både HAY og GUBI havde lejet sig ind i to af de vildeste paladser, og HAY tog prisen for den bedst iscenesatte. Måske fordi kontrasten mellem demokratiske møbler, som alle kan komme i nærheden af og de elegante og exorbitante omgivelser med renæssancemalerier i loftet, der i øvrigt var over ti meter op til, bladguld på døre og karme og trægulve skabt med intarsia-teknik gjorde, at det var modigt og skabte en identifikation hos publikum. Tænk, at man faktisk kan møblere et slot med disse jordnære møbler i bl.a. plast. At den præmis tog kegler, skyldtes HAY’s kompetente team af stylister og arkitekter, der forstod at iscenesætte produkterne i en skødesløs kombination mellem høj og lav, billig og dyr.

GUBI udstillede i et andet af byens vidunderlige paladser, hvor jeg sidste år faldt pladask for Jaime Hayóns legesyge, karusseliscenesættelse af glasproducenten Ceasar Stones materialer. I år havde GUBI indtaget de hellige og smukt doucede gemakker med deres internationale stil, der helt naturligt passede ind i omgivelserne. Men måske fordi det matchede lidt for godt, altså møbler og royale omgivelser, blev det hele for pænt og uden kant. Derudover havde GUBI valgt at svinge tunge podier rundt i de smukke rum, der blev for solide i stedet for fx at lave glaspodier, hvis overhovedet nødvendigt, så man kunne få fornøjelse af de smukke, helt sikkert, håndlavede gulve på vejen rundt.

La Sfere hedder kollektionen af Gino Sarfatti, som Astep præsenterede på Palazzo Litta i samarbejde med Flos. Foto: Astep

Et tredje palads, der også er kommet på kortet de sidste par år, er Palazzo Litta, der fungerer som high-end messe, hvor forskellige brands kan udstille. Her var de bedste Japan Creative, der er en sammenslutning af japanske håndværksorienterede producenter, der samarbejder med nutidige designere. Her var de bedste bud Faye Toogoods cremefarvede kanvaspudemøbler og Gamfratesis sorte trådgrid. Også det dansk-italienske firma Astep præsenterede her godter fra gemmeren af lysarkitekt Gino Sarfatti, der bliver genudgivet i samarbejde med Flos.

MINI Livings forskellige levemiljøer iscenesat i pastelfarver. Foto: MINI Living

Mini-living og rekreative zoner
Zona Tortona, der i mange år var området i udkanten, man også BURDE besøge, har de sidste par år ligget lidt stille, men i år var det ligesom om, at energien vendte lidt tilbage. Her faldt jeg over Mini Living, der er en afstikker af bilfirmaet, der med en installation – designet i samarbejde med Studio Mama aka Nina Tolstrup, der er dansk, men bor i London og tidligere har været kurator for MINDCRAFT – viste flere forskellige bud på, hvordan man med de samme byggeelementer kan forme en fleksibel og personlig bolig.

Club Unseen indrettet af designdoen Studio Pepe. Foto: Charlotte Jul

Studio Pepe, stylisterne Arianna Lelli Mami og Chiara Di Pinto, som alle vil lege med, havde designet en bar, Club Unseen, i udkanten af centrum, hvor det intime rum var iscenesat i lyse, doucede og rolige farver, som en pause fra det hektiske udbud af produkter, udstillinger og mennesker. Et nobelt ærinde med en bar, hvor man ikke kunne se bartenderen, men kun hans hænder, mens han mixede drinks. Men som et hypet ‘members only’-pauserum uden for alfavej var Club Unseen desværre ikke rigtigt oppe at ringe hos mig. Stedet var for småt og for meget i tråd med ’de rigtige’ designforventninger til et roligt og lækkert interiør, trods Studio Pepes gode intention og høje ambition om at skabe en alternativ VIP-scene i byen.

Sværvægterparade
Vitra, der vel er tæt på at betegnes som en af hovedspillerne i branchen i flere årtier, havde i år lejet sig ind på La Pelota, en idrætshal, der er en fænomænal location i hjertet af Brera. På banen havde de lavet et kæmpe podie, en scene, hvor 200 objekter fra deres bagkatalog over ikoner og klassikere stod opstillet side om side i et koordineret kaos af møbler og farver under titlen Typecasting.

Ligeligt fordelt stod Pantons S-Chair i sølv og neonpink sammen med Bouroullec-brødrenes Slow Chair, Frank Gehrys Wiggle Side Chair, Jasper Morrisons Ply Chair, Antonio Citterios kontorstol, Eames-parrets ikoniske Fiberglass Chair og Isamu Noguchis Freeform Sofa – de var her alle sammen. Som et iscenesat skattekort over kvalitet, innovation og designhistorie.

Vitras Typecasting var rodet æstetik, men modig og ikonisk møbelhistorie. Foto: Charlotte Jul

Det syntes jeg var temmelig blæret, og netop fordi farvesætningen var så rodet og ’ikke rigtig’, blev det også et statement over tider og modeluner, der kommer og går, mens møblet består. Det var i hvert fald sådan, jeg læste Vitras udstilling i år. Som et befriende mod til at gå efter kernen: det langtidsholdbare møbel.

Milano er en fantastisk by, og designugen er nogle magiske dage, hvor firmaer og designere fra hele verden har lagt sig i selen og brugt enorme summer, timer og kreativitet på at lave særlige udstillinger i byens skæve og fantastiske rum. Og selvom der var små perler ind i mellem, som fx Apparatus’ lille showroom på Via Santa Marta, så havde jeg mæthedsfornemmelse hele ugen. Som om jeg havde set det meste før og det mest af alt handlede om at overgå hinanden.

Hvor?
Der er selvfølgelig også alt det, jeg ikke nåede at se, og som jeg reelt ikke ved om ville have indfriet mine forventninger – som upcoming star Bethan Laura Woods mexikanske installation hos Moroso, Michel Anastasiades nyheder flere steder i byen, Achille Castiglionis fejring hos Flos, Doshi Leviens installation hos Kvadrat og Nendo i Zona Tortona.

Men i det generelle designuge-billede savnede jeg større fokus på faglighed og indhold. Jeg manglede flere aha-åbenbaringer og ’educational value’ fremfor sensationel lækkerhed og stylet iscenesættelse. For det valide indhold behøver ikke koste kassen som hos Hermès, men kan klares for mindre som hos U-Joints.

Hermès imponerende installation, hvor rum i rummene var iscenesat med kakler i de smukkeste farver, der spillede op mod hinanden. Foto: Charlotte Jul

Det kan godt være, at det bare er mig, men jeg gik rundt med en følelse af, at det mere handlede om at poste, at man havde besøgt de rigtige steder i stedet for at forholde sig til dem. Mere handlede om at lave penge på designugen som hos Rossana Orlandi, der engang var stedet, man SKULLE besøge, men som i år virkede som en rodebutik af udstillingspladser solgt til højest bydende, selvom der var kvalitetssikre navne med som Piet Hein Eek, Valerie Objects og danske Please Wait to be Seated.

Som erfaren skribent i feltet på jagt efter ’the new’ er jeg selvfølgelig svær at imponere, men jeg synes, der er for meget bundlinje og styling frem for dagsordensættende agendaer som fx hos Really, der reelt forsøger at ændre måden, vi producerer på, og balancerer bundlinje og klodens anliggende i samme ombæring.

Så årets guldæg, årets store ’must see’-event, produkt eller udstilling udeblev for mit vedkommende, selvom jeg forsøgte at navigere efter både Interni-guide – der engang var Gud, men nu er tæt på ligegyldig – Instagram og personlige anbefalinger. Men som sagt: Udbuddet i designugen er multifacetteret og umuligt at gabe over, så man er nødt til at vælge sin vej og stole på sin mavefornemmelse.

Teltinstallationer hos Dimores kendte studio, hvor folk stod i kø ned af trappen for at kigge ind i det 20. århundredes stilarter og designikoner. Foto: Dimore Studio

Modige Dimore 
En af dem, der kom tættest på at tage mig med bukserne nede, var italienske Dimore Studio. Dimore, der de sidste mange år har været et must visit, havde taget konsekvensen af deres dagsordensættende popularitet og skabt små telt-installationer i deres populære showroom i Brera for at hylde nogle af det 20. århundredes store designikoner som Charlotte Perriand, Carlo Mollino og Jean Prouvé.

I næsten mørke rum famlede man sig frem til et kig ind i et telt ad gangen, hvor studiet havde iscenesat en stemning, en historie, en stil. Kikset, nytænkende, gammeldags eller bare helt aldeles skønt, fordi de er ligeglade. Ligeglade med at være populære.

Teltinstallationer hos Dimore Studio. Foto: Dimore Studio

Hele verden har alligevel kopieret dem de sidste mange år, og køen ned af trappen blev kun længere og længere, som dagene gik. Skønt fordi de har modet til at trodse forventningerne og gøre det skæve og utilregnelige for at fortælle om deres personlige fascination af nogle af det 20. århundredes store designikoner og stilarter.

Dimore Studio viste flere stærke træk på flere udstillinger. Her er det skumgummi forvandlet til ‘high end’-taburetter sat ned i messingstel. Foto: Charlotte Jul

Dimore udstillede også i to andre rum på den anden side af gården, hvor deres signatur var lettere afkodelig med skumgummi(celle)vægge, storblomstret væg-til-væg-gulvtæppe, tekstilbeklædte hvide rum og en vitrine fyldt med blomster – med kant og store armbevægelser, som vi kender Dimore Studio.

Og det er præcis det, jeg savnede i år. At flere gjorde som Dimore og gav de pæne designforventninger et los i ’det rigtige’, så vi kan (ny)tænke godt og grundigt over form og indhold i flyveren hjem til dansk ro, renlighed og regelmæssighed. Milano, bliv ved med at tage mig med bukserne nede!

Del artiklen

'Milan Design Week 2018 – fuori salone'

Facebook