Creme de la creme
Designmuseum Danmark
til 27 jan 2019
Sjældent udstillede værker af Matisse, Gauguin, Toulouse-Lautrec og Jorn er hevet frem fra gemmerne i Designmuseum Danmarks nye udstilling Creme de la creme. Vi giver dig her et indblik i udstillingen.
Man kan skrive “selveste” foran mange af de kunstnernavne, hvis værker udstilles på Designmuseum Danmark for tiden.
Selveste Henri Matisse, selveste Fernand Léger, selveste Paul Gauguin.
Under den raske titel “Creme de la creme” har designmuseet sat sig for at forkæle sit publikum med en række af museets sublime værker. Værker, som sjældent er blevet vist.
1: Fordi mange af værkerne er ganske skrøbelige og ikke tåler lange udstillingsperioder. 2: Fordi mange af disse værker er eftertragtede og ofte udlånt til museer verden over.
I år har Designmuseet så sørget for at holde alle mesterværkerne hjemme, og besøgende kan således se frem til en udstilling med gobeliner af Matisse og Léger, keramik af Paul Gauguin, Jorn og Corneille, glas af Emile Gallé, plakater af Toulouse-Lautrec, sølv af Johan Rohde og Georg Jensen, smykker af Lalique og meget mere.

Museumsdirektør Anne-Louise Sommer forklarer:
”Vi ønsker med udstillingen at slå at slag for kvalitet og det gode håndværk, som vores museum er sat i verden for at udbrede. I en tid, hvor digitalisering, flygtighed og informationsoverload er hverdagskost for mange, tror vi på, at det langsomme, dygtigt forarbejdede og kunstneriske har en vigtig plads. Som designmuseum bevæger vi os i grænsefeltet mellem unika og kunst på den ene side og det industrielt massefremstillede på den anden. Det er netop spændingsfeltet mellem kunsten og det massefremstillede, som vi mener er interessant for os at fremhæve som designmuseum. Derfor glæder vi os til at vise disse enestående værker fra vores samling frem, og håber at udstillingen kan skabe et lille åndehul i hverdagen og inspirere alle.”
Se designmuseets film om udstillingen og dens tilblivelse her: