3daysofdesign
24-26 maj 2018
Nogle er helt nye, mens andre tilbyder en helt særlig udsigt, en helt særlig arkitektur eller en helt særlig location. Under 3daysofdesign i maj kan du opleve en række af Københavns showrooms, og vi guider dig her til nogle af de bedste.
Festivalens generelle åbningstider er 10-18 i hverdage, lørdag 10-14. Du kan også downloade festivalens app og sammensætte din egen rute, men husk, at nogle events kræver tilmelding på forhånd, ligesom bus- og båd-shuttle kræver 3daysofdesign-pas, som du kan købe på billetlugen.dk.
Vi håber, vores anbefalinger er med til at give dig nogle unikke dage under festivalen.
Kvadrat / Really / PAKHUS 48
Hvor: Pakhus 48, Klubiensvej 22, Nordhavnen
Bouroullec-brødrene har netop indrettet Kvadrats nye showroom i Pakhus 48, så hvis du lægger vejen forbi Nordhavn, kan du både opleve havets klukken langs kajen og de nye internationale rammer skabt af den verdenskendte franske duo. Her kan du også opleve Really, der er partner med Kvadrat, og exsellerer i at genanvender overskydende tekstil til nye bæredygtige materialer. Syv nye prototyper er netop blevet designet af bl.a. den engelske designer Benjamin Hubert og har netop været udstillet under designugen i Milano. I Pakhus 48 kan du også møde andre brands som Erik Jørgensen, GRID og Vola, der iøvrigt fejrer 50-års fødselsdag.
Fredericia Furniture
Hvor: Løvstræde 1, 4. sal, København K
Fredericia Furniture flyttede på toppen af Købmagergade i hjertet af København for godt et års tid siden og er med den nye adresse blevet begavet med den fineste tagterrasse. Her boede Post- og Telegrafmuseums café tidligere , der var et must for turister at besøge. Det kan du også gøre under festivalen, hvor møbelbrandet både afholder talks med bl.a. Space Copenhagen, viser nyheder og inviterer til mingling og udsigt over byens historiefyldte tage.
&tradition
Hvor: Kronprinsessegade 4, København K
&tradition er flyttet fra den industrielle tidligere papirhal på Papirøen, hvor Norm Architects havde iscenesat de mange kvadratmeter med en håndfuld rum i rummene. I år skal du besøge virksomhedens nye showroom, der ligger i en storslået historisk bygning med udsigt over Kongens Have. Her er firmaets nyheder iscenesat i herskabelige omgivelser under titlen Home of a Collector, og du får således både arkitektur, interiør og møbler i ét og samme hug.
by Lassen
Hvor: Søtorvet 5, 3. sal, København K
by Lassen har fået nyt showroom ved søerne i København. I bygningen, hvor Dinesen gulve holder til i stueetagen, folder by Lassen deres møbler og produkter ud på tredje sal med søerne som nabo. Under 3daysofdesign kan du således opleve Mogens og Flemming Lassens mange produkter i et nyt showroomunivers med en misundelsesværdig udsigt.
KLASSIK Studio
Hvor: Bredgade 3, København K
KLASSIK Studio er en ny afdeling af butikken i Bredgade, der er kendt for at forhandle brugte danske designklassikere. KLASSIK Studio er med andre ord en forretning i forretningen, der sætter glemte klassikere i produktion sammen med helt nye designs, skabt af studiet selv. Under 3daysofdesign kan du opleve møbler, tæpper, lamper og accessories i en selvstændig afdeling i butikken i Bredgade.
Carl Hansen & Søn
Hvor: Bredgade 18, 21-23, København K
Retreat kalder de det selv. Retreat forstået som et sted, du kobler af og lader op. Et sted, der fylder sjælen med energi. Prøv det og døm selv, når Carl Hansen & Søn inviterer indenfor i Bredgade, hvor kærligheden til håndværk kan opleves ’live’, når håndværkere fletter stole m.m.
House of Finn Juhl / FREDERIKSGADE 1
Hvor: Frederiksgade 1, 2. sal, København K
House of Finn Juhl udspringer af OneCollection, men forhandler nu udelukkende Finn Juhl-møbler. Sammen med deres nye identitet har firmaet fået istandsat deres showroom i Frederiksgade, hvor et hav af andre virksomheder, designere og udstillinger også holder til. Der er således ‘full value for money’ i huset, hvor du får et sammenhængende og stemningsfuldt indblik i Finn Juhls univers og lærer andre brands at kende som File Under Pop, Please Wait to be Seated, &Shufle, Getama, Fabula Living, Overgaard Dyrmann, Vibeke Fonnesberg Schmidt, Mia Lagerman, Brunner Studio, danish DESIGNMAKERS, Sika Design, Knothouse m.fl.