Hvad kan man få for en ti’er?

Hvad kan man få for en ti’er?

Kasia Gasparski ønsker at sætte fokus på prisen for menneskelighed - her i form af brocherne INSERT COIN og 1 TUR 2 kr. Pressefoto

af Mette Saabye

Mette Saabye er smykkekunstner og designer med 20 års erfaring i feltet nationalt og internationalt. Mette Saabye var også den første kvindelige oldermand i Guldsmedelauget og har siddet i Statens Kunstfonds udvalg for kunsthåndværk og design.

Billedserie

Biennalen for Kunsthåndværk & Design
Museumsbygningen
Til 27. maj 2017
Biennalen.dk

Hvis der er noget, du begærer, kan du købe dig til det. Alting har en pris og er en transaktion, hvor prisniveauet styres af magtforhold, køn, kultur og hjerte. Mette Saabye møder guldsmed Kasia Gasparski for at tale om biennaleprojektet Møntindkast, der tager afsæt i prisen på menneskelighed.

Jeg mødes med guldsmed Kasia Gasparski til en for guldsmede atypisk samtale om næstekærlighed og solidaritet fremfor guld, ædelstene og æstetik. Vi skal tale om Kasias bidrag til dette års Biennale for Kunsthåndværk & Design, som er en af branchens mest prestigefulde konkurrencer for professionelle udøvende.

Udstillerne er med årets bidrag blevet bedt om at forholde sig til et overordnet politisk tema med afsæt i den polske sociolog Zygmunt Bauman og herigennem appellere til ‘en humanistisk vækkelse’. Bauman beskriver menneskets utilstrækkelighed i det moderne samfund, hvor det forventes, at man er omstillingsparat og følger med den hastige udvikling. Tanken er dog, at det ikke er muligt at følge med, og undervejs risikerer man at miste sig selv og de humanitære grundværdier.

Biennaleprojektet Møntindkast er en serie brocher i sterlingsølv, skabt af guldsmed Kasia Gasparski som et opråb til danskerne om at genfinde medmenneskeligheden. Foto: Dorte Krogh / Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2017

At lægge et tema som dette ned over udstillingen har ikke blot til formål at give bidragyderne en ramme at forholde sig til, men tvinger også deltagerne til at reflektere over deres virke og formål. Den præmis stemmer fint overens med Kasia Gasparskis generelle princip om altid at stille sig selv ’Hvorfor’-spørgsmålet. Der skal være en grund til at bringe ting ind i verden, og det er i den proces absolut væsentligt at være selvkritisk og tage ansvaret på sig som udøvende. En refleksion man godt kunne tænke sig, at flere designere ville udfordre, når vi lever i en verden, der er ved at drukne i overflødigheder og plastaffald.

Kasia Gasparskis værk: I CAN BE YOUR FRIEND. Foto: Dorte Krogh / Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2017

Selvfølgelig kan et tema af politisk karakter godt være lidt af en mundfuld, hvis man er mere interesseret i at udfordre et materiale eller en teknik. Men for Kasia ligger et tematisk afsæt i en naturlig forlængelse af den måde, hun har arbejdet på siden begyndelse af sin karriere.

“Jeg har altid haft et øje på, hvad det er, der sker ude i verden. Med min første udstilling på Charlottenborgs Efterårsudstilling i 1993 tog jeg udgangspunkt i krigen i Jugoslavien på et abstrakt plan. Temaet til dette udstillingsprojekt lå allerede i lommen, så det var lige til højrebenet, da jeg læste oplægget fra Danske Kunsthåndværkere og Designere.

Show me you love me problematiserer den velkendte fordom om ’Trofækonen’, der er et statussymbol for den rige mand. Foto: Dorte Krogh / Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2017

Jeg arbejder projektorienteret, da det er en arbejdsform, der giver mig frihed. Og jeg gør det uden at skele så meget til, om værkerne er genkendelige fra projekt til projekt. Det er konstruktivt, at vi som udøvere bliver tvunget til at byde ind og deltage i samfundsdebatten. I sidste ende afgør det måske vores overlevelse som seriøst designfag, at vi lærer at forholde os til vores samtid, fremfor blot at fremstille masseproduceret ’dekoration’. Livet er ikke helt så enkelt, som det var for 20 år siden. Der er nogle større og overordnede samfundsmæssige problematikker, som man bliver nødt til at forholde sig til. Man må løfte blikket og deltage i debatten.”

Angsten for usikkerheden
Men det er som bekendt øjnene, der ser og afgør, hvordan temaet skal tolkes. 27 kunsthåndværkere og designere viser deres værker i Museumsbygningen på Østerbro, og derfor er der også 27 tilgange til Biennalens fælles tema, og jeg er derfor spændt på at høre mere om Kasias.

“Jeg valgte at dykke ned i et delelement af oplægget, nemlig usikkerheden, der hersker i den brede del af befolkningen. Folk er utrygge, og det har givet en højredrejning i vores samfund. Man solidariserer sig ikke med fremmede, og vi oplever en kamp om goderne.

Det, der fangede min interesse ved oplægget, var opfordringen til at tage del i den humanistiske vækkelse. Det handler om at tage ansvar og ændre på årsagerne til den usikkerhed og angst, der opstår i befolkningen på grund af uvidenhed og frygt.

Jeg tror, at vi kan blive bedre borgere og sammen løfte opgaven med at passe på dem, der har det svært. Vi skal kæmpe for at bevare de bløde værdier som barmhjertighed, næstekærlighed og empati.”

At kaste en mønt
Ovenstående iagttagelser og refleksioner har Kasia omsat til en serie brocher under navnet Møntindkast. Hver af de fem brocher har en individuel inskription og er udstillet på en tilhørende fotostat, der hver især portrætterer udsatte mennesker i vores samfund. Det er arketyper som den hjemløse, flygtningen, bandemedlemmet, trofæ-konen og postordre-bruden. Ved at udstille brocherne på fotostaterne sikrer Kasia sig, at man aflæser dem i den rette sammenhæng.

“Med fotostaterne benytter jeg mig af de samme mekanismer, som man benytter sig af i reklamebranchen. De skal virke hurtigt og stærkt på mennesker, og jeg ville gerne kaste budskabet direkte i hovedet på folk. Jeg håber, at billederne brænder sig ind i folks hukommelse, fordi det kommer tæt på, når man ser mennesket bag problematikken.”

Værket hedder Protection Money. En betegnelsen, der både refererer til, at man køber sig til tryghed og samtidig dækker over, at en person trues til at betale for at blive ladt i fred. Foto: Dorte Krogh / Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2017

Brocherne, der til forveksling minder om dem, man finder på automaterne i Tivoli, fungerer udstillingsteknisk godt på fotostaterne. Det er fint at se dem på kroppen i stedet for liggende i en montre, og man aflæser helt naturligt mennesket som en maskine, hvor der er monteret et møntindkast på fronten.

“Normalt finder man møntindkast på en børneforlystelse; man putter penge i og figuren ’gør noget’. Når møntindkastet bliver sat på en krop, er historien en ganske anden.

Vi lever i en tid, hvor det meste efterhånden er genstand for kommercialisering. Mit projekt handler om relationer, hvor der ikke burde være penge imellem folk, men hvor relationen alligevel er blevet en form for handelsvare. Vores samfund, som er funderet på et kristent værdigrundlag, er blevet til en økonomisk funderet verden, og vi er i højere grad blevet økonomisk afhængige af hinanden. Man kan købe sig til tryghed og kærlighed, og personen, der sælger disse ydelser, kan opretholde sit livsgrundlag gennem dem. Den problematik ville jeg gerne italesætte,” afslutter Kasia.

Socialt og mentalt over- eller underskud
Men hvem vil gå med smykker med en socialpolitisk dagsorden? Man skal have et vist overskud mentalt og socialt. Kasia påpeger da også, at hun i første omgang kommunikerer til en kulturel elite, men at hun håber, at diskussionen siver ned og danner grobund for frugtbare diskussioner i alle samfundslag.

INSERT COIN er en serie af brocher i sølv. Pressefoto

Under vores samtale fortæller Kasia om sine vanskeligheder med at få folk til at stille op til fotograferingen.

“De mennesker jeg portrætterer, ønsker sjældent at stå frem. Det er udsatte grupper med et meget lille selvværd. Deres situation er så problematisk og smertefuld, at de sjældent kan rumme at dele den med en fremmed. Det er svært at melde ud, at man har brug for hjælp. Det er ydmygende, og man placeres automatisk nederst i det sociale hierarki. Møntindkast handler om at åbne folks øjne, så de kan forstå eller indleve sig i, hvad det betyder at befinde sig i de udsatte lag af vores samfund.”

Værket Save Me tager udgangspunkt i flygtningedebatten og diskussionen om, hvorvidt vi er villige til at betale, hvad det koster for at redde menneskeliv. Foto: Dorte Krogh / Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2017

Kunstnerisk og kommercielt
Når man arbejder både som guldsmed og smykkekunstner som Kasia Gasparski, vil de smykker, man skaber, ofte rette sig mod forskellige målgrupper. Forskellige udtryk til forskellige sammenhænge. At arbejde indenfor flere kategorier af samme felt er ikke et problem for Kasia, da det ene skinner tilbage på det andet.

Nogle tanker egner sig bedst til at komme til udtryk i Kasias kunstneriske produktion, mens andre bæres af tekniske og æstetiske kvaliteter. Kasia Gasparski beskriver det som hudløst og hårdt at befinde sig i kunstens verden, fordi det næsten altid er personligt. Derfor kan det være en lise at komme tilbage og arbejde som teknisk guldsmed. At få hænderne i værktøjet. Håndværket er basen. Det kunstneriske er en slags ventil for Kasias tanker omkring det at være i verden.

“Et projekt som Møntindkast hører til i et andet regi. Det er derfor en stor ære, at mit budskab er inviteret indenfor på Biennalen. Det er en anerkendelse at udkomme i denne sammenhæng, for det giver mig mulighed for at starte dialogen og ramme et bredere publikum, end hvis jeg udstillede det i mit eget galleri i Kompagnistræde. Det er i denne sammenhæng, at dette projektet hører hjemme.”

Kasia Gasparski er født i 1966 og uddannet guldsmed hos Jytte Kløve i Lyngby i starten af 90'erne. Siden har hun været udstillingsaktiv i både ind- og udland. Til daglig arbejder og udstiller hun sine værker i sit værksted og galleri i Kompagnistræde i hjertet af København.

Kasia.dk

Kasia Gasparskis projekt er efterfølgende blevet præmieret af Statens Kunstfond som det eneste på Biennalen. Tillykke!

Del artiklen

'Hvad kan man få for en ti'er?'

Facebook