En bro af ler mellem ny teknologi og tradition

En bro af ler mellem ny teknologi og tradition

”At opsætte systemet og skabe en verden, jeg kan gå ind i på dets egne præmisser og drive det bedste potentiale ud af. Det er det, der driver mig,” fortæller keramiker Flemming Tvede Hansen. Foto: Kirstine Autzen / Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2017

af Kirstine Autzen

Kirstine Autzen går i dialog med andres kunstneriske arbejde igennem fotografi og tekst, både inden for billedkunst, design, kunsthåndværk og arkitektur. Kirstine laver billeddokumentation, interviews og procesdokumentation og var i en længere periode ansvarlig for udviklingen af formidlingen på Statens Værksteder for Kunst.

Billedserie

Biennalen for Kunsthåndværk & Design
Museumsbygningen
Til 27. maj 2017
Biennalen.dk

”Vi må finde potentialer mellem ny teknologi og klassiske arbejdsformer. Vores værker til Biennalen kan ses som et oplæg til, hvordan man kan binde disse to verdener sammen,”  fortæller Flemming Tvede Hansen, der har skabt sit Biennaleværk i samarbejde med teknologicentret CITA.

Biennalen 2017 har temaet Liquid Life, et begreb lånt fra den polske sociolog Zygmunt Bauman. I årets Open call inviteres udstillerne til at reagere mod den samfundstendens, at vi gennem teknologi og udvikling effektiviserer os ihjel. Et af værkerne på udstillingen, Filigree Robotics, er skabt af keramiker og lektor ved Kunstakademiets Designskole Flemming Tvede Hansen og Centre for Information Technology and Architecture (CITA), Kunstakademiets Arkitektskole. De samarbejder om at udvikle en formgivningsproces mellem menneske og teknologi, som har kroppen i fokus.

Det færdige værk Filigree Robotics. Foto: Kirstine Autzen / Biennalen for Kunsthåndværk & Design

I værket folder porcelænsler sig ud i et mønster, der minder om både hvælvinger og filigran. Strukturen er frembragt af en computeralgoritme på baggrund af en model, Flemming Tvede Hansen har formet i hænderne. Modellen bliver scannet, og en specielt udviklet algoritme tolker scanningen. Tolkningen bliver til en kompleks struktur, som siden 3D-printes. I praksis sættes der først et scannerhoved på en femakslet robotarm, og bagefter erstattes det af et printhoved, som laver tynde baner af ler. Martin Tamke, Esben Clausen Nørgaard, Henrik Leander Evers fra CITA har bidraget med udviklingen af software til formgivningen, og Flemming Tvede Hansen har som keramiker lavet det håndlavede input til maskinen og udviklet håndteringen af leret – men det er blevet til et tæt samarbejde igennem flere år, og der er flere projekter på vej.

CITAs lokaler på arkitektskolen, hvor ler og teknologi mødes og skaber nye værker. Foto: Kirstine Autzen / Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2017

Kroppen skal med
Undervejs i arbejdet har gruppen udviklet en symmetrisøgende algoritme, som reagerer på skævheder i det håndmodellerede grundlag ved at skabe små glidninger og forandringer fra symmetrien. I processen har Flemming Tvede Hansen lært algoritmen bedre og bedre at kende og udviklet sin dialog med computeren gennem arbejdsprøver:

”Det er jo tit små skævheder, der gør det masseproducerede interessant”, fortæller han og fortsætter: ”Det er dem, der bliver forstørret her. Computeren bidrager til at skabe den høje kompleksitet, og interaktionen bringer kroppen ind i processen. Kropsligheden er det springende punkt, når vi har med teknologi at gøre. Vi skal formgive gennem kropslige handlinger.”

Værkerne er bygget op omkring centrale højdepunkter, og derudfra går hovedarmene i formen. Flemming Tvede Hansen, Martin Tamke, Esben Clausen Nørgaard, Henrik Leander Evers har visuelt lagt sig op af både et smykkeudtryk i det filigrane men refererer også i værket til arkitekturmodeller, og de undersøger i projektet principper omkring materialitet og ornamentik, skygge og lys, rum og hvælving:

”Det, der er anderledes ved denne printteknik er, at vi ikke arbejder med print på et fladt underlag. Vi arbejder med et kurvet og håndmodeleret underlag, som vi scanner og lægger ind i programmeringen. Normalt foregår denne printteknik nemlig på et horisontalt underlag. I denne sammenhæng bliver det modellerede underlag desuden både input, printunderlag og brændingsunderlag,” fortæller Flemming Tvede Hansen.

Keramiker Flemming Tvede Hansen har gjort det til sin levevej at fusionere moderne teknologi og keramik. Det kommer der nogle højst æstetiske objekter ud af. Foto: Kirstine Autzen / Biennalen for Kunsthåndværk & Design

Metaformgivning
Flemming Tvede Hansen detailformgiver ikke i denne type proces. Han søger tværtimod en metaformgivning, som han kan forme igennem dialogen med computeren:

”Det gælder om at identificere og udvikle et fyldigt, dynamisk system. En metaformgivning af et system baseret på materiale og teknologi, der fysisk kan udfolde sig i et utal af variationer. Det er som essensen i kunsthåndværk; at kunne identificere potentialer i materialer og teknikker. For mig ligger denne her metaformgivning en oktav højere end formgivningen af det egentlige værk. Vi ønsker at flytte den grundlæggende tænkning; at det er muligt at tænke og generere nye universer og præmisser for oplevelsen af verden. Det er dér, fascinationen ligger for mig.

Testprint, testprint og flere testprint. Her ses de håndmodellerede underlag sammen med det 3D-printede ler efter første brænding, men inden glasering. Foto: Kirstine Autzen / Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2017

På Biennalen er værkerne det centrale. Det er det ypperste, vi kan præstere med vores dynamiske system omkring ler, software og 3D-print. Her står det, og værket er udstillet med et åbent udsagn, der leger med skalaspringet: ser vi det som smykke, objekt eller arkitekturmodel? Hvad skal et kunsthåndværkobjekt i dag? Det smykker måske vores hjem og leger med termen ’smykke’ der. Det leger med arkitekturen ved at kunne hænge på væggen i et spil med rummet og lyset.”

Her en række testforsøg med forskellige overflader, til højre ses et af de færdige værker. Foto: Kirstine Autzen / Biennalen for Kunsthåndværk & Design

Tvede Hansens første samarbejde med CITA handlede om, hvordan kroppens bevægelse kan informere den digitale formgivning. I starten kunne printeren ikke standse strømmen af ler i printprocessen, men printede i én kontinuerlig bane, men med tiden kom der et system, som kunne standse leret. Gennem sådanne fremskridt og eksperimenter har samarbejdet udviklet sig. Keramikeren fandt i CITAs måde at arbejde på ligheder med hans egen arbejdsform. Også CITA skaber prototyper og bruger fysiske materialer og teknikker til at være i dialog med deres software. Det gav mulighed for et tværdisciplinært samarbejde. I udviklingen af projekterne skaber de nye typer redskaber og algoritmer til projekterne, og udformningen af det digitale værksted er en stor del af selve håndværket. Softwaren modellerer de til at passe til ideerne, som var det i sig selv et materiale:

”Udviklingen af projektet er delt op i faser, selvom vi gerne så dem flyde mere og mere sammen. Endnu genererer vi først den digitale form og printer den siden hen. Grænserne mellem teknik og materiale bliver slørede; robotten, ‘extruderen’ og scanneren er redskaber, og selvom softwaren også er et redskab, så skulle vi lave den først – så på den måde er softwaren også en slags materiale. Vi skulle finde ud af, hvordan teknikken skulle opføre sig. Mange af vores projekter bliver ikke til konkrete produkter. Det er forskningsprojekter, så når ideen er eksemplificeret, fortæller den historien om det mulighedsrum. Meget af det arbejde, der foregår her, består i at understøtte kunstnerens, designerens og arkitektens arbejde, men her er der et produkt, der også taler for sig selv.”

Værket oven på dets oprindelige, håndmodellerede oplæg. Leret er blandet med Dispex for at modvirke svind. Det har været en del af udviklingen at finde blandingsforholdene, så det håndmodellerede underlag og det printede objekt svinder synkront. Foto: Kirstine Autzen / Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2017

Brobygning til fremtidens design
Flemming Tvede Hansen har en PhD bag sig med fokus på integration af digital teknologi i keramisk formgivning. Han undersøgte, hvordan man kan udnytte den fysiske omgang med et materiale i den digitale proces. Dertil brugte han forskellige typer software, men det mest optimale viste sig at være at generere softwaren selv, ligesom han genererer materialesammensætningen i sit almindelige arbejde som kunsthåndværker. Inspireret af den dialogbaserede interaktivitet i spilteknologi udforskede han i PhD-projektet, hvordan hånden kan gøre noget sammen med computeren, fx. 3D-printede produkter som en slags ekko af håndens bevægelser. Siden udviklede han sammen med studerende projekter, hvor stemmen var udgangspunkt for formgivningen. Emnerne blev printet i plastik, for det var i perioden 2006-10, og her var printteknologien ikke udviklet til ler endnu.

Martin Tamke, Esben Clausen Nørgaard, Henrik Leander Evers fra CITA har bidraget med udviklingen af software til formgivningen, og Flemming Tvede Hansen har som keramiker lavet det håndlavede input til maskinen og udviklet håndteringen af leret. 3D-printeren, som grundlæggende er en robotarm, kan udstyres med forskellige redskaber. Foto: Kirstine Autzen / Biennalen for Kunsthåndværk & Design 2017

Når håndens arbejde møder digital teknologi, skabes der nye muligheder inden for både arkitektur og produktdesign. På workshops har Flemming Tvede Hansen sammen med studerende forsøgt at kombinere den støbte produktionsform med 3D-printet ler, og i forlængelse af projektet Filigree Robotics, som vises på Biennalen, er Flemming Tvede Hansen og CITA nu i gang med et nyt projekt. Her stræber de mod at designe de printede lerdele som moduler rettet mod arkitekturen i feltet mellem den strømlinede produktion og det håndlavede:

”I det nye projekt arbejder vi frem mod moduler til byggeriet. Nu kan man fx. udforme 500 forskellige moduler, der tilsammen skaber en hel arkitektur. Modulerne behøver produktionsmæssigt ikke længere at være ens, da man kan inkorporere i programmeringen, at computeren skal printe forskellige moduler, der passer sammen. Vi skal tage ejerskab over teknologien. Det er et redskab ligesom alle andre. Det har en højere kompleksitet, og den skal ikke erstatte, snarere tilføje noget. Teknologien tager over i megen produktion og dominerer vores design, men hvordan kan vi undgå skellet mellem de klassiske metoder og de nye principper? Hvordan kan vi bygge bro mellem de verdener, vi designer i? Hvordan kan jeg bygge bro mellem specialiseret viden om keramiske processer og ny teknologi – det er de centrale spørgsmål i mit arbejde.”

Artiklen er generøst doneret af Danske Kunsthåndværkere & Designere, der har flere artikler liggende på deres hjemmeside. De udgiver også et katalog til Biennalen, som man kan købe i Museumsbygningen under udstillingen og hos Danske Kunsthåndværkere & Designere.

Flemming Tvede Hansen
Centre for Information Technology and Architecture (CITA)

Del artiklen

'En bro af ler mellem ny teknologi og tradition'

Facebook