Materialitetens haute couture

Materialitetens haute couture

Uddrag af Iben Højs strikkede regnbueværk Aurora Borealis, hvor de fine tråde kommer til at changere og filtrere lyset. Foto: Anders Sune Berg

af Charlotte Jul

Charlotte Jul er cand.mag og chefredaktør på designETC. De sidste 17 år har hun formidlet området for design og kunsthåndværk kunstnerisk som kommercielt i tekster, artikler og via iværksætterportalen items.nu, som hun startede i 2001.

Billedserie

MINDCRAFT18
San Simpliciano
Milano
17 - 22 apr

Ditte Hammerstrøm er kurator for MINDCRAFT18, der ultimo april indtager den samme klostergård i Milano som tidligere. I år stjæler værkerne og materialiteten hovedrollen, forklarer kuratoren, da vi mødtes til et interview i hendes studio på Amager.

Modellen af San Simpliciano – klostergården i Brera-kvarteret i Milano som det hele handler om – står fremme. Som en halvstor papmodel med stærke reminiscenser til det dukketeater, du som barn drømte om at få fingre i nede i mormors kælder. Alle værkerne er forsøgt gengivet og linet op i centrum af gården i miniature-formater i forskellige farver og materialer, der giver en lyst til at stikke armen ned og lege med.

”Kurateringen er kernen i udstillingen og udstillingsdesignet,” fortæller Ditte Hammerstrøm, da vi har forladt papmodellen og sidder ned. ”Alle årets udstillere er valgt, fordi de kan arbejde installatorisk og i stor skala, for på MINDCRAFT i år får værkerne hovedrollen.”

Ditte Hammerstrøm er møbelformgiver og har selv deltaget flere gange som udstiller, men i år altså som kurator for MINDCRAFT18. Foto: Søren Rønholt

San Simpliciano
Klostergården i det indre Milano er en unik lokation. Til dem, der ikke har besøgt stedet, skal de forestille sig en åben, kvadratisk atriumgård omkranset af overdækkede søjlegange på alle fire sider med sarte gule vægge og en indre gårdsplads belagt med røde teglsten i sildebensmønster – og i midten en cementfarvet cirkel, hvorfra en liniær akse når ud til hvert hjørne af gården.

To gange tidligere har MINDCRAFT-udstillingen været afholdt på selvsamme lokation i San Simpliciano, hvor særligt skrøbelige værker har måtte søge ly under de smalle overdækkede søjlegange, der flankerer gårdspladsen. Men sådan bliver det ikke i år.

”I år får værkerne hovedrollen og optager hele gården, mens jeg som kurator og udstillingsarkitekt tager mig af kanterne,” fortæller Ditte Hammerstrøm.

Botanical Furniture Species af Wednesday Architecture. Foto: Anders Sune Berg

Hvad dét går ud på, må vi desværre ikke fortælle her, men det bliver komfortabelt og installatorisk på en Ditte Hammerstrømsk måde, kan vi godt røbe.

Alle de nye MINDCRAFT-værker opholder sig ligesom tidligere udendørs hele ugen og skal derfor kunne tåle regn, sol og alt midt imellem. Det er ét af de benspænd, som kuratoren i år har understreget over for deltagerne som en uundgåelig del af pakken.

”Men jeg kan kun sige, at alle deltagerne har overleveret,” stråler Hammerstrøm.

All is Flux af Gitte Jungersen. Foto: Anders Sune Berg

”Det er et hjertebarn for mig det her projekt,” forklarer hun, så man instinktivt mærker hendes utrættelige energi. Man er ikke i tvivl. Ditte Hammerstrøm tager opgaven utroligt alvorligt. Jo længere vi kommer ind i samtalen, desto mere evident bliver denne kendsgerning, for formgiveren, der selv har deltaget på MINDCRAFT tre gange, men nu sidder på den anden side af bordet, har brugt hundredevis af timer på at researche sig frem til årets endelige hold.

Kuratering og materialitet
Tonsvis af profiler er blevet gennemgået, kontaktet og taget stilling til i rejsen mod de 17 endelige deltagere. For det er sin sag at dække så bredt et fagligt område og finde de rigtige folk til at fremkalde ens kuratoriske ambition. Læg dertil variation i materialer og historier. Som kontrasten mellem den spinkle tråd, det selvbærende tekstil og de akustisk dæmpende egenskaber i den tekstile kategori. Læg dertil yderpolerne mellem overdådig glasurdekadence, matte og brændte overflader og fint porcelæn dekoreret med sod i keramik-kategorien.

Dissolved into the fabric af Isabel Berglund. Foto: Anders Sune Berg

Materialiteten er i øget fokus hos Ditte Hammerstrøm og hendes hold af udøvere i år. En materialitet, hun mener, vi ikke lægger nok mærke til. Og det er helt forkert, for ifølge kuratoren er det her, det sner. Her vi er uovertrufne og stærke som nation. Det er her forskningspotentialet buldrer, og her vi overraskes, berøres og bliver forført. Forført af den sanselige tilgang til et materiale, der via kompetente hænder, teknikker og nye idéer er omsat til æstetik i lange, vidunderlige baner.

”Jeg håber, man kan se, at kurateringen i år har et andet fokus. At man fornemmer de mange timer, der ligger i hvert enkelt værk. At man fornemmer sanseligeheden, materialiteten og kærligheden til faget og oplever på egen krop, hvordan disse kompetente formgivere har taget et materiale og forvandlet det til et smukt objekt, så, ja, æstetikken bliver en funktion i sig selv.”

Modebranchen som billede
Ditte Hammerstrøm ser ikke MINDCRAFT som en kunstudstilling:

”Hvis man kigger på modebranchen, så udgøres scenen både af haute couture-skrædderi og almindelig hverdagsfashion, altså det tøj, som vi alle køber og bruger i vores dagligdag. MINDCRAFT er haute couture, mens stangtøjet er de industrielle produkter, for nu at skære billedet groft, for intet er selvfølgelig sort/hvidt,” forklarer kuratoren.

Knock them down with a feather af Katrine Borup. Foto: Anders Sune Berg

Hammerstrøms analogi fungerer dog som et billede på, at MINDCRAFT excellerer i det bedste af det bedste: Det ypperste håndværk, de nyeste idéer og en materialeforståelse og et materialekendskab, der gør det muligt for udøverne at skabe deres helt særlige og unikke værker og som derfor er et aktuelt billede på dansk kunsthåndværk og design.

”Design i dag favner alt fra skattesystemer over organisatoriske processer til livgivende sugerør, der renser vand,” pointerer Hammerstrøm. ”Det, jeg vil med udstillingen, er at sætte fokus på, hvad dansk kunsthåndværk og design er og kan. Hvad er vores kernekompetence?,” spørger hun retorisk.

MINDCRAFT som koncept
For Ditte Hammerstrøm er MINDCRAFT et fantastisk konceptuelt projekt, som vi skal værne om, og hun mener, at pengene er givet godt ud for Danmark. At investeringen ikke kun kommer retur i form af omtale og endnu en cementering af vores land som designnation. Nej, den kommer også godt igen via den eksponering, de pågældende udøvere oplever i kølvandet på sådan en international satsning.

A Family af Kasper Kjeldgaard. Foto: Anders Sune Berg

”De gange jeg har været med, har jeg fået utrolig meget ud af det. Med så vigtig en udstilling på cv’et kan du lige pludselig banke nogle døre ind, som du ikke kunne før. Og sidste år kom Kasper Kjeldgaards to værker slet ikke med hjem fra Milano, men blev solgt på stedet.”

Problematikken omkring gengangere, altså deltagere, der har været med på MINDCRAFT tidligere, har årets kurator også et svar på. For hun er ikke enig i kritikken om, at det er et problem, at det er ‘mange af de samme’ formgivere, som deltager:

”Årets hold har det færreste antal gengangere nogensinde. Det har ligget mig meget på sinde at spejde bredt i feltet, men når det er sagt, så synes jeg faktisk, at det giver god mening at være med på MINDCRAFT mere end én gang. Dels fordi man som udøver får meget mere ud af udstillingen anden gang, fordi man ved, hvad det handler om, og hvordan man udnytter det karrieremæssigt. Og dels fordi det giver mening for den danske stat at investere i nogle kompetente formgivere, der via MINDCRAFT får et internationalt afsæt, der på sigt kommer godt igen.”

Carbon Black af Petra Dalström. Foto: Anders Sune Berg

Slip værkerne fri
Den grundige kurator har indsigt og prøvet øvelsen på egen krop. Det er nok også derfor, man så stærkt fornemmer, at hendes holdninger er velovervejede, og at alt andet er blevet sat til side, siden hun fik opgaven af Statens Kunstfond i oktober. Undtagen mand og børn forstås.

Når scenetæppet ruller imaginært op i den åbne klostergård i det indre Milano til april, står Ditte Hammerstrøm uden sikkerhedsnet. For hun ved i princippet ikke, om værkerne scenografisk kommer til at gå op i en højere enhed lige der i midten af den milanesiske gårdsplads. Om de udvalgte værker bjergtager og interagerer stedsspecifikt med sine historiske omgivelser, med publikum og ikke mindst med den materialitet, der var det kuratoriske afsæt for det hele.

Lige dér sætter hun sin optjente lid til, at værkerne vitterligt folder deres potentiale ud og indtager scenen og de 15 hovedroller, hun har udstukket for dem, mens hun selv, som formgiver og kurator, i bogstaveligste forstand sætter sig på kanterne langs den kvadratiske gårdsplads. Sætter sit adelsmærke som den særlige poetiske formgiver, hun også er, ud over at være en hårdtarbejdende og pligtopfyldende kurator. Men det må vi jo ikke tale om. Det må du vente med at se og høre om til april…

Årets MINDCRAFT-deltagere er: Rasmus Fennhann, Iben Høj, Isabel Berglund, Katrine Borup, Petra Dalström, Kasper Kjeldgaard, Carl Emil Jacobsen, Wednesday Architecture, Anja Vang Kragh, Kevin Hviid, Cecilie Bendixen, Gitte Jungersen, Maria Koshenkova, Louise Campbell og Pettersen & Hein.

I de kommende uger portrætterer vi Anja Vang Kragh, Pettersen & Hein, Cecilie Bendixen og Kevin Hviid.

Del artiklen

'Materialitetens haute couture'

Facebook