Size matters!

Size matters!

Udstillingsarkitektur, farver og oplevelse gik op i en ret så fin enhed i klostergården. Foto: Jule Hering

af Charlotte Jul

Charlotte Jul er cand.mag og chefredaktør på designETC. De sidste 17 år har hun formidlet området for design og kunsthåndværk kunstnerisk som kommercielt i tekster, artikler og via iværksætterportalen items.nu, som hun startede i 2001.

Billedserie

MINDCRAFT18
San Simpliciano
Milano
17 - 22 apr 2018

Kurator og udstillingsarkitekt Ditte Hammerstrøm forløste MINDCRAFT18 med en luftig udstilling og et samlende møbelgreb, der udstrålede nærvær, varme og materialitet. Dog havde ikke alle værker installatorisk tyngde.

”Ditte, for helvede,” var det umiddelbare og knap så gennemtænkte ordforråd, der undslap min mund, da jeg tirsdag formiddag trådte ind i klostergården San Simpliciano i det indre Milano. Gule metalstænger skød sig igennem himmelrummet over atriummet som et oversize mikado-spil og syntes at være faldet ned fra oven i gården for at skabe en ramme, som værkerne kunne hænge fra.

I kanterne af gårdrummet var gule, creme og grå sofastykker surret fast med plastsnørre rundt om stolperne, designet af Ditte Hammerstrøm som henslængte, inviterende møbelskud, man kunne sidde på. Sofastykkerne i uld varierede i farver og referencer, hvor de polstrede detaljer dels havde knopper, plisseringer og rynker – som en personlig hilsen til møbelhistorien.

Læs vores tidligere interview med Hammerstrøm her.

Ditte Hammerstrøms sofastykker flankerede atriummet. Foto: Charlotte Jul

Balancegang
MINDCRAFT18 er en svær opgave: Dels skal du udvælge et felt af formgivere, der repræsenterer de mange genrer af dansk kunsthåndværk og design, dels skal du forholde dig specifikt til stedet og tænke det ind i udstillingsdesignet, og derudover skal ikke gentage nogle af de tidligere MINDCRAFT-udstillinger, og sidst, men absolut ikke mindst, skal du som kurator- og udstillingsarkitekt skabe en udstilling, der meget gerne må blive ’the talk of the town’ i en by, der bugner af professionelle og nytænkende udstillinger, for den danske stat har jo brugt mange penge på projektet, og samtidig skal du som kurator og udstillingsarkitekt sætte dit personlige aftryk på udstillingen, men uden at overdøve de inviterede værker. Phew.

Folk blev lidt længere i klostergården, for her var ro, harmoniske omgivelser og potente værker at fordybe sig i. Foto: Jule Hering

Den umulige balancegang lykkes for Ditte Hammerstrøm. De udvalgte udøvere er kompetent udvalgt og er en skarp blanding af new comers, semi-etablerede og anerkendte navne, der repræsenterer tekstil, smykker, keramik, møbel, beklædning og glas og gør det med forskelligartede udtryk inden for flere af felterne som fx keramik, hvor hele tre værker manifesterer faget på forskellig vis.

Den stedsspecifikke udfordring løser Hammerstrøm nærmest til perfektion ved at lade det gule pæle-grid skabe et luftigt, men signaturstærkt afsæt for en praktisk funktion – at nogle værker skal hænge – der samtidig bliver en struktur, som sammen med sofastykkerne langs kanterne af klostergården både er en udstillingsarkitektonisk harmonisk løsning, der rammer udstillingen ind, men samtidig er funktionel, da man gerne må sidde på dem.

Begge greb, altså pælene og sofastykkerne, der i øvrigt er skabt i samarbejde med en møbelpolstrer i tekstil og doneret af Kvadrat, har Ditte Hammerstrøms poetiske, underfundige og edgy signatur, der, hvis man kender møbeldesignerens bagkatalog, refererer til hendes eget designvokabular.

Den smukke, gamle klostergård er med sine doucede farver forsøgt gentaget i værker og sofastykker. Foto: Jule Hering

Derudover blander stedets renæssanceånd og arkitektur sig med Dittes moderne møbelscene og værkernes stoflige materialitet, ja, nærmest indhylder og inkarnerer klosterets præmis, der gør, at man har lyst til at blive i roen lidt længere. Som en zen-pause med gul kant i en pakket milanesisk designuge. Voila!

Værktyngde – størrelse og helhed
Ditte Hammerstrøms opdrag til de deltagende udstillere var at skabe et værk, der kunne tage hovedrollen i klostergården. Derfor var størrelse og format en væsentlig forudsætning for årets udstilling. De 15 MINDCRAFT-værker boede alle på hver deres rektangulære eller kvadratiske betonplatform, der var hævet ganske lidt fra ’gulvet’. Podiets lille svæv løftede værkerne nænsomt op og pegede på dem. Iscenesatte dem på en rolig, men insisterende måde. Her er jeg. Se mig. Mærk mig.

Iben Højs generøse og lette hovedværk var et af udstilingens mest forførende. I forgrunden Petra Dalströms knasende sprøde porcelænsblade, Kevin Hviids bænk bagerst. Foto: Charlotte Jul

Denne tirsdag formiddag stod solen skarpt ned på værkerne, og særligt Iben Højs strikkede værk Aurora Borealis indtog scenevant hovedrollen. Solen spejlede og reflekterede sig i de fluroriscerende tråde, som Høj har vævet ind i et flerfarvet ’gardin’, hvor farverne i vertikale striber går fra rødligt over blåligt mod gult med guld indimellem. Værket vejrede desuden i den lette vind som en insisterende balkjole, der bød op til dans – som en lys, skandinavisk sommernat, man ville tilbringe hele natten med.

Lyset flytter sig i løbet af dagen, så nogle nogle værker skiftedes til at stå i skygge og sol – som i et teaterstykke, hvor lyssætningen indrammer den, der taler. De fleste af værkerne indtog kompetent hver deres generøse rum og fortalte deres egen nærværende historie. Som Wednesday Architectures møbelkonstruktioner, Botanical Furniture Species, inspireret af botanik og referencer til havemøbler, udført som surreelle, dekonstruerede møbelgreb med overbevisende ’skill’, materialedelikatesse og glimt i øjet.

Som Isabel Berglunds strikkede, narrative væsener, der stolt stod som en lille trio og talte sammen, grov i filten med fine tråde nonchalant stikkende ud, som om kunstneren havde glemt at hæfte dem. Men hey, vi er i Milano, solen skinner og alt kan vente til senere. Berglunds værk Dissolved into the fabric osede af ’effortless’ overskud, kommunikation og nærvær.

Også Kasper Kjeldgards familie af mobiler vejrede selvsikkert i vinden – hængende på linje i hver deres materiale med hver deres personlighed. Det er dejligt at se, at nye materialer har fundet vej ind i hans ellers minimale og stilsikre univers, som glasset i den ene mobile, der synes på vej mod doven opløsning – blobbet på den selvsikre måde.

Håndkraft
Louise Campbell har begået et imponerende papirværk, skabt møjsommeligt og utrætteligt i hånden med mange timer til hjælp. Værket Field of flowers (long winter poem) måler seks meter i længden og godt to i bredden og lå som en midsommereng på sit aflange podie og råbte stille: ”Græsset må ikke betrædes”.

Louise Campbell: Detalje af Field of flowers (long winter poem). Foto: Anders Sune Berg

Papirklippet mimer blomster, hvilket understreges af titlen og det håndtrykte, blomstrede papir i rødt, hvidt og grønt, som værket er skabt af, og de forskellige farver bragte liv ind i værket, der nærmest bølgede optisk, men trak det, for mig, desværre også hen i en reference af noget mainstream gavepapir. Jeg ved ikke om det er farvekombinationen af koralrød, hvid og olivengrøn, eller fordi papiret er mønstret og klippene også er det, men der var et eller andet, der ikke ramte mig i solar plexus, trods den imponerende kunstneriske præstation, øv!

Det gjorde Cecilie Bendixens Sun Disc til gengæld, der hang som en oversize sol i hvid tråd på et moderne møllehjul og bød mig velkommen som noget nær det første. Som en gigantisk mobile, en flad garnnøgle, et let og svævende tekstilmønster. Et løfte om store visioner og atypiske, geometriske muligheder.

Et andet værk, der omfavnede og inkarnerede materialiteten, var Black Matter af Anja Vang Kragh. Stående som en karikeret figur i det ene hjørne, en operasanger i sorte gevandter, gik de mange forskellige sorte stofligheder i dialog med hinanden. De påsyede sorte velourbånd, de draperede flæser, de cool frynser, de flettede snore, det meget lange sorte naturlige hår, ja, Kragh har brugt naturligt hår, der vejrede i brisen, og denne detalje skubbede værkets konnotationer over i den menneskelige sfære. Som en hovedrolleindehaver ’frozen in time’.

Du kan læse vores portræt med Anja Vang Kragh her.

Katrine Borup: Knock them down with a feather. Foto: Anders Sune Berg

Bliver vi i den dramatiske afdeling, havde smykkekunstner Katrine Borups to værker lidt af sammen dramaturgi over sig. Et hovedstykke eller hjelm og et ærme i metalwire med ’frynser’ med titlen Knock them down with a feather – inspireret af middelalderrustninger og klosterets historie om tre martyrer, der rejste sig fra graven, blev til duer og hjalp med at vinde slaget om Legnano i 1176.

Som altid er Borups koncept, research, materialebearbejdning og historiefortælling gennemarbejdet, gennemtænkt og uden sprækker, men de fysiske værker forsvandt en kende i den store gård. Det nærmest hæklede wire, der cool syntetiserer hårde og bløde værdier, blev for fersk og for transparent til for alvor at gøre væsen af sig i den store installatoriske sammenhæng. Det er ellers godt tænkt at inddrage smykker som kategori her og skalere dem op, og vildt af Borup at forædler noget så profant som en clip i metalwire, men som markant del af den samlede helhed råbte værkerne for lavt.

Kækt og godt
Duoen Pettersen & Hein passer godt til Milano med deres stolehybrid med den catchy titel Lick My Ass – en stol, der vitterligt gør det, idet metalsædet udgør tungen, som din bagdel skal sidde på. Kækt, finurligt og sjovt, og værket passer da også som hånd i handske i det milanesiske set up, hvor farver er noget, man spiser til morgenmad, og funktionalisme ofte er sekundært i historiefortællingen.

Læs vores portræt med designduoen her.

Værkets orange farver og atypiske, men flabede materialesammensætninger taler også både ind i klostergårdens terracotta-farvede flisebelægning og italienernes farveglæde, men virker også en anelse klejn blandt de mange større og mere installatoriske værker. Måske en bænk af duoen ville have været mere passende, hvad størrelse angår?

Kevin Hviid har netop skabt en bænk, og det er godt set, for det højryggede udendørsmøbel Billy står solidt i gårdrummet, ligesom Rasmus Fennhanns daybed SAKYU gør det. Begge møbler optager plads og beder dig tage stilling til dem. Hviids, fordi konstruktion, farve- og dekorationsvalg er anderledes. Fennhanns, fordi håndværket er så delikat og tidskrævende, at man næsten ikke forstår det.

Billy i fuld flimrende optisk leg, designet af Kevin Hviid. Foto: Hans H. Baerholm

Begge møbler fungerer godt, fordi størrelse og proportioner beder om nærværende taletid, selvom de to udtryk ligger milevidt fra hinanden: Kevin Hviid skriver sig ind i en moderne, farverig og international strømning, mens Rasmus Fennhann bygger bro mellem dansk og japansk håndværksforståelse og respekt.

Glaskunstner Maria Koshenkovas værker under titlen Follow Me overraskede også positivt i det andet hjørne af gården, hvor de både hang over og snoede sig på podiet. Skabt efter teknikken ’cire perdue’ har hun brugt rebet som afstøbning og afsæt til at skabe drillende og forførende glasslanger, der både fungerede som individuelle og selvstændige værker – iscenesat som samlet helhed med materialedrys og dramaturgisk dekadence. Sådan har du vist ikke fået glas før. Flabet, liret, dygtigt!

Maria Koschenkova: Follow Me. Foto: Anders Sune Berg

Keramisk nærvær
Samme insisterende nærvær gjorde sig gældende hos den etablerede keramiker Gitte Jungersen, som var med på MINDCRAFT for første gang. Det er fortjent og godt set af Hammerstrøm at tage hendes tunge og glasurvægtige ’altertavler’ med, der stod skønt opsat på sorte staffelier – sort keramisk materie sat på enkle sorte grids i træ. De fungerede godt i klostergården, fordi materien ramte dig, om du passerede forbi eller tog ophold foran værket. Som kender af hendes arbejde er jeg selvfølgelig en smule ærgerlig over, at All is Flux ikke er et helt nyt værk, skabt specifikt til lejligheden, som de andre deltageres.

Carl Emil Jacobsen har ligesom Kjeldgaard skabt en familie af flere værker, og inden Milano synes jeg det virkede som overkill at have så mange versioner med på udstillingen, men her i gården på det samlende, lysegrå podie fungerede de helt perfekt. De seks mat-mørkebrune keramikværker var ligeligt fordelt på det lysegrå og rolige betonplateau, hvor deres matte overflade indgød ro og soliditet, mens de stille gjorde opmærksom på sig selv som små underfundige væsener, der var delt på midten og mimede referencer til noget, man kender og genkender som en børnestol, et stel, et bord.

Petra Dalström: Carbon Black. Foto: Anders Sune Berg

Ved siden af Jacobsen lå Petra Dalströms sprøde porcelænsværker Carbon Black med krøllet kant som blade på snor. I midteraksen af de sammenstillede porcelænsværker løber sorte dekorationer skabt i aske og skaber grafisk stringens midt i det sanselige hvide porcelæn. Det er fint, men jeg tog mig selv i at tænke, uh, pas på du ikke kommer til at træde på dem. Som om de er en kende for skrøbelige i forhold til udstillingens andre større installatoriske værker. Måske fordi de lå ned? Måske fordi de også forekom lidt klejne og en smule fejlcastede som hovedrolleindehavere i denne milanesisk-danske opsætning?

De tre keramikere, Carl Emil Jacobsen, Gitte Jungersen og Petra Dalströms stod ved siden af hinanden, og det er mit lillebitte anke til dette hammerstrømske og ubetvivlelige svendestykke, for jeg synes det blev lidt for tungt. For mørkt. For meget samme budskab. Måske pga. særligt Jungersens og Jacobsens projekters tyngde, måske pga. lyset (eller skyggen), men jeg ved, at Hammerstrøm har gennemtænkt det hele forfra og bagfra, så der er helt sikkert en vital pointe med placeringen, den ramte mig bare det forkerte sted.

Lys og skygge – klostergården er en solrig plet i det indre Milano, men alt efter tiden på døgnet flytter lys og skygge rundt på pladsen. Her Carl Emil Jacobsen i forgrunden, Gitte Jungersen til venstre, Pettersen & Hein i midten og Maria Koshenkova ude til højre. Foto: Charlotte Jul

Hammerstrømsk svendestykke
Det er lykkedes Ditte Hammerstrøm at skabe sin egen (møbel)udstilling i Milano. En MINDCRAFT, der på alle måder lever op til tidligere udstillingers succes – og måske endda overgår dem. Ditte Hammerstrøm formår i hvert fald at tilføre konceptet noget nyt og frækt ved at indramme hele udstillingen som et møbel, og hun balancerer således på den hårfine kant mellem ambitionen om egen signatur og værkernes potentiale til at stråle i egen ret.

Værkerne på MINDCRAFT18 får vitterligt lov til at indtage scenen, som varslet, og der er luft, lys og plads imellem dem til ikke at træde hinanden over tæerne. Men de bedste og mest potente værker er de største, så i dette tilfælde har størrelse afgørende betydning.

Men uanfægtet størrelse eller helhed er det måske snart tid til at gøre noget helt andet med MINDCRAFT? Nu har vi gennem de sidste mange år set masser af haute couture kunsthåndværk og design. Kunne det ikke være sjovt at vinkle de dygtige danske formgiveres kompetencer på en ny måde? Sætte dem i spil, så de forskellige fagligheder måske blev én vinkel af én måde at fortolke det samme tema på? Eller noget helt andet eller tredje?

Årets MINDCRAFT-deltagere er: Rasmus Fennhann, Iben Høj, Isabel Berglund, Katrine Borup, Petra Dalström, Kasper Kjeldgaard, Carl Emil Jacobsen, Wednesday Architecture, Kevin Hviid, Cecilie Bendixen, Gitte Jungersen, Maria Koshenkova, Louise Campbell, Anja Vang Kragh og Pettersen & Hein.

Se alle MINDCRAFT-værkerne her.

Del artiklen

'Size matters!'

Facebook