Når mode ikke er beklædning

Lærke Valum holder til i en baggård på Nørrebro i et design- og tekstilværksted. På væggene i hendes studie hænger formeksperimenter, der ligner insekter i naivistiske farver sat op med nåle, som var det entomologiske tavler. Under et lagen står hendes endnu ikke offentliggjorte bidrag til MINDCRAFT17 klar til at blive transporteret i specialkasser til Milano.

Siden Valum tog afgang fra modelinjen på Designskolen Kolding i 2014, har hun taget sig god tid og lavet kun én kollektion om året og deltaget to gange på udstillingen Fan Out, som er modeentreprenøren Sabine Poupinels årligt tilbagevendende bidrag til den københavnske modeuge, hvor en gruppe af kunstnere skaber værker i feltet kunst, mode, performance og musik. Så da Valum i efteråret blev inviteret til at deltage på MINDCRAFT, kom det som noget af en overraskelse:

”Jeg er jo ikke noget navn. Ingen kender mig. Og jeg tænkte, hvor har I fundet mig? Jeg havde ikke engang fået et logo på det tidspunkt!”

Det har hun nu, og i processen er hun blevet rigere på både håndværk og teknik.

Mellem beklædning og popkultur
Fra starten var Valum og Henrik Vibskov, som i år kuraterer MINDCRAFT, enige om, at hendes bidrag ikke skulle hænge på en bøjle eller på en gine. Men for Valum, som allerede på designskolen arbejdede med tredimensionalitet – rummet mellem krop og beklædning og formeksperimenter – viste det sig at være en udfordring.

”Jeg arbejder jo med at deformere kroppen og ændre silhuetter, og nu hvor det er en udstilling, havde jeg ingen krop og ingen model. Så jeg blev på en måde sat fri. Men det var også rimelig angstprovokerende, for kroppen har altid været mit udgangspunkt for at skabe formerne og ændre dem. Jeg har så at sige mistet mit udgangspunkt.”

Men Valum har løst det ved at skabe en ny form gennem sine 3D-collager, som hun former i karton og papir, fastgjort med nåle. På den måde opnår hun en tredimensionel form, hun kan arbejde videre med. Collagerne skaber Valum intuitivt næsten uden tanker, i en proces hvor alt er muligt. Bagefter bliver de skalleret op som beklædning eller formgivning.

”Det sjove er, at jeg alligevel tit ender med at lave noget, der har en menneskekrop. Til MINDCRAFT er jeg endt med at lave to personligheder, om det så er mennesker eller fugle eller postbude… De er en abstraktion over en menneskelig krop.”

Til at skabe de to figurer har hun fået hjælp af Studio 0405, der arbejder med rumdesign, og Jarlens Firma, der har smedet og formbøjet aluminium i strukturer med halvcirkeløjne.

Personlighederne er hverken humorforladte eller referenceløse, men det er ikke bevidst tilstræbt. Den ene ligner tegneseriefuglen Roadrunner, der løber fra prærieulven med sit evindelige ”meep meep”. I Valums regi er det en påskegul struktur, klædt i koboltblåt uldstof fra Kvadrat med en overdimensioneret hat, der minder om den slags trekantede hatte, mænd gik med i 1700-tallet.

Den anden struktur er hvid med blå ’bukser’ og rød ’jakke’ med en blød baret på toppen. Måske er det en abstraktion over en postmand eller en soldat fra 1800-tallet? Begge figurer hidkalder billeder af beklædningselementer og popkulturelle figurer. Et andet greb, som Valum har arbejdet med tidligere, er kontrasten mellem det stærke og det skrøbelige, som kommer til udtryk med det hårde, formbøjede aluminium over for stoffets rå kanter.

Henrik Vibskov har givet alle MINDCRAFT-deltagerne et tidsrum, som de skal forholde sig til, og Valum skulle tage favntag med det noget abstrakte ‘06.06.06-19.19.19’. Det har hun fortolket som dagstimerne for en familie; fra de står op, til de har spist aftensmad og skal putte børn. Et tidsrum, hvor tingene kører efter rutiner og faste tider.

Kroppen bærer tiden
”Vi inddeler tiden, og vi prøver at italesætte den og danner et grundlag for en tidsforståelse, der går hen og bliver en byrde for os, som dikterer vores liv. Jeg har lavet en form for krop, som kan bære den her tid med sig. Den er tung, men samtidig let. I stedet for at flygte fra tiden, kan man bare tage den på og tage den med”.

Til spørgsmålet om, hvordan kroppen kan bære tiden, viser Valum mig et papir, hvor der står, hvordan tid er relateret til tøj: ”Tage tøj på – tage tid på. Tage tøj af – tage tid af. Prøve tøj – prøve tid. Træde ud af tøj – træde ud af tid” og så videre. Metaforerne indkapsler så at sige modens tidsrelaterede væsen. Moden kredser om tiden som en akse, og den viser fortid, samtid og fremtid på én gang.

For at forstå hvordan man kan træde ind i en tid ved at træde ind i noget tøj, behøver man bare at besøge børneafdelingen på Nationalmuseet, hvor vikingedragter båret i børnehøjde transporterer én til Vikingetiden. Moden er konstant på tidsplyndring, og tidligere tider gentages i samtiden. Tøjet minder os om tiden; hvor vi var og er. På den måde er det tøj, vi bærer, altid et vidnesbyrd om tid og rum.

Mode eller kunst?
Valums MINDCRAFT-bidrag indskriver sig i en tradition, som har manifesteret sig siden 1980’erne, der rykker ved grænserne for, hvad mode er. Belgiske, japanske og nogle engelske designere har med deres avantgardistiske praksis og performancelignende shows stillet spørgsmål, om det også er mode, når det ikke er beklædning. Svaret på det ontologiske spørgsmål er til debat i modeakademiske kredse. Skal mode kunne tages på kroppen? Hvad hvis kunst er beklædning? Hvornår bliver mode til kunst?

”Jeg synes, det er en uinteressant og ufrugtbar diskussion, om det er mode eller design eller kunst. Det er jo netop fedt, når man skubber de grænser,” siger Valum.

Hendes ’Roadrunner’ og postmand er ikke beklædning, i hvert fald ikke til en menneskekrop, og hun er heller ikke sikker på, at hun synes, at hendes MINDCRAFT-bidrag er mode. Men hun er ikke i tvivl om, at hun har taget udgangspunkt i sit fag.

”Det kan godt være, at det ikke er tøj, men det har en enorm stor kerne i fagligheden fra beklædningsdesign. Både brugen af materialerne og arbejdet med en slags krop.”

Men hvor placerer Valums 3D-formgivninger sig henne i modefeltet? Reaktionerne er vidt forskellige. Og det passer hende rigtig godt: ”Jeg vil gerne stille spørgsmål. Jeg vil ikke definere noget, men jeg vil rigtig gerne lægge op til fortolkning, til eksperimenter, til leg og spørgsmål på alle mulige måder. Både i forhold til branchen og faget.”