Nærvær i en brændestabel

Nærvær i en brændestabel

Søren Ulrik Petersen i sit møbel Cha-cha til dette års udgave af Snedkernes Efterårsudstilling. Cha-cha, som præsenteres i Designmuseum Danmarks have, er skabt i tæt samarbejde med Ejnar Pedersen og produceret af PP Møbler. Foto: SUPlove

af Henriette Noermark

Med sin akademiske baggrund sat i praktisk og læsbar omgang med designverdenen har Henriette Noermark stor indsigt i feltets udøvere som skribent og kurator.

Billedserie

SE 2017 - Side by side Outside
Designmuseum Danmark
8. september – 5. november 2017

Møbeldesigner Søren Ulrik Petersen betegner sig selv som en hippie, der elsker at arbejde med så struktureret en deadline som til Snedkernes Efterårsudstilling, for “så bliver det ligesom gjort”. Han har deltaget i årtier, og i år præsenterer han dialogmøblet Cha-cha med æresmedlem Ejnar Pedersen og PP Møbler.

Søren Ulrik Petersen har siden midten af 1990’erne været fast inventar som udstiller på Snedkernes Efterårsudstilling, og det er langt fra første gang, han præsenterer møbler i samarbejde med PP Møbler. Snedkervirksomheden, som drives af tre generationer af Pedersen er et klenodie inden for dansk møbelkunst, som Søren Ulrik Petersen har krydset veje med siden slutningen af 1990’erne.

Til Snedkernes Efterårsudstilling i år er det møblet Cha-cha, inspireret af udstillingens tidlige arbejdstitel, nærvær, der er resultatet af deres mangeårige samarbejde og fælles vision om at skabe møbler af høj kvalitet og med et unikt formsprog.

Søren Ulrik Petersens Slow Chair produceres i værkstedet hos PP Møbler. Foto: Katja Kejser & Kasper Holst Pedersen

At deltage på Snedkernes Efterårsudstilling er noget, Søren Ulrik Petersen – eller SUP, som han kaldes – ser frem til år efter år, da det er sjældent man som møbeldesigner får lov til at udtrykke sig så frit og kunstnerisk, som det er tilfældet her. Og så er det skønt at dele sin viden med møbellauget og andre nørder indenfor branchen – at se, hvor branchen er lige nu og hvor den bevæger sig hen. I SE-regi handler det om at eksperimentere, netværke og udstille og om at få sine projekter sendt ud i kosmos snarere end at tænke på funktionalitet og kommercielle interesser. Dét er befriende, synes Søren Ulrik Petersen og den frihed ses udlevet i loungebænken Cha-cha.
Cha-cha, ja, ligesom dansen

Inside Outside
Møblets titel, Cha-cha, er en forkortelse af chaiselong-chaiselong, men også en ode til dansen, som i den grad handler om nærvær, kropslighed og dialog. “Hos kvinder kommer nærvær ofte til udtryk, når de sidder overfor hinanden og taler, mens mænd har tendens til at sidde skulder mod skulder, mens de aktivt foretager sig noget – som at se ud på havet, fiske eller se fodbold på en skærm. I et ægteskab beder konen manden se på ham, når hun taler til ham og det her møbel forener ligesom de former for nærvær, de møder”.

Cha-cha aka Chaiselongue-chaiselongue er skabt i tæt samarbejde med Ejnar Pedersen og er produceret af PP Møbler. Foto: Torben Petersen

Søren Ulrik Petersen går egentlig ikke så meget op i, om man sidder godt eller dårligt i hans nye møbel, men mere, hvilke følelser der opstår, når man sidder der, sammen. “Det handler mere om konteksten,” fortæller han, og om, at man kan smide benene op, sidde sammen og mærke hinandens fysiske og mentale tilstedeværelse. Og det lægger Cha-cha op til.

“Jeg er hippie og arbejder altid med en høj grad af nærvær. Man skal dybere og længere ind i sig selv, og jeg tror på, at nuet er alt, der findes. I går og i morgen er ligegyldige, men det glemmer vi tit i vores stressede verden, hvor vi konstant tænker på at præstere, købe ny lejlighed og være noget andet end, hvad vi er. Det bliver man skør af,” mener Søren Ulrik Petersen og henviser til Cha-cha, hvis formål er at skabe dialog og nærvær mellem to mennesker. At skabe møbler, som en bænk til et offentligt rum er udfordrende, men hensigten er at få samtaler til at opstå, at forene folk og skabe kontakt. For at undgå for mange forstyrrende elementer og unødigt støj, er møblet derfor skrællet ned til det allermest basale og i virkeligheden er det, ifølge designeren, “jo bare en brændestabel”.

Cha-cha er så anonym, at man derfor udelukkende forholder sig til dets funktion. Lad brugeren overtage møblet, og møblet overtage brugeren, er et af Søren Ulrik Petersens mantraer. “Nogle stole føler man sig båret og omfavnet af, mens andre behager dit øje og din fantasi. Cha-cha giver brugeren mulighed for at sidde ligeværdigt, sammen, her og nu. Træet er stablet Side-by-side, hvilket refererer direkte til årets udstillingstitel, mens man sidder overfor hinanden”.

“Med Cha-cha laver vi ikke en traditionel møbelsnedker-havebænk, men vi har skåret det smukkeste birketræ helt fint, forarbejdet det, stablet det og samlet det på den absolut ypperste måde,” fortæller Søren Ulrik Petersen. Håndværksmæssigt er den såkaldte brændestabel med de rundede stænger i orden ned til mindste detalje og det skyldes ikke mindst respekten for faget og de mennesker, SUP samarbejder med om at skabe det.

Til Mindcraft 2013 udstillede Søren Ulrik Petersen The Last Piece of Furniture, en reol som kunne transformeres til en kiste, skabt i samarbejde med Ejnar Pedersen og PP Møbler. Foto: Danish Crafts / Jeppe Gudmundsen

Æresmedlemmet Ejnar Pedersen
Det familieejede og traditionsrige møbelsnedkeri PP Møbler blev grundlagt tilbage i 1953 af Ejnar Pedersen, og siden da har virksomheden kompromisløst skabt møbler af anerkendte designere som bl.a. Poul Kjærholm og Hans J. Wegner. Kvalitet og gedigent håndværk er essentielle elementer, både for dem og Søren Ulrik Petersen.

“PP Møbler går konsekvent efter den mesterligste kvalitet, hvilket har været super skønt og givende i min verden. Prisen er sekundær til kvaliteten, håndværket og udtrykket, og netop det gør dem særlige”, understreger han. Den 94-årige snedker og grundlægger, Ejnar Pedersen, er stadig ganske aktiv og er Søren Ulrik Petersens nære samarbejdspartner på Cha-cha. De to har i de seneste ti år oparbejdet et helt særligt samarbejde.

The Last Piece of Furniture kan transformeres til en kiste. Morbidt, men måske også realistisk og pragmatisk? Foto: Danish Crafts / Jeppe Gudmundsen

“Ejnar og jeg er kommet tæt på hinanden, men det krævede noget tid, før jeg blev lukket ind i varmen. Han har arbejdet sammen med designmastodonter som Kjærholm og Wegner og accepterede mig først, da han kunne mærke min interesse for faget og se min skarphed i formgivningen. Han er et skønt menneske, et af dem, der ringer op og siger sin uforbeholdne mening, og den lytter man til”. Ejnar ringer gerne tidligt om morgenen, fortæller om en drøm og kommer med nogle idéer, som jeg så brygger og tegner videre på, og sådan opstod eksempelvis Cha-cha. Gennem fælles respekt og en forkærlighed for at skabe. Søren Ulrik Petersen kalder Ejnar “en hippie, som ikke selv har opdaget det endnu” og fortæller, hvordan Ejnar har lært ham at stræbe efter det ypperste.

“Ejnar har lært mig, at der kun er to muligheder: Enten bestemmer du prisen eller også vælger du kvaliteten. Det er enten eller, og der er ingen tvivl om, at Ejnar altid har sat kvalitet, æstetik og håndværket forrest i alle henseender. Det har jeg respekt for”.

Samarbejdet med PP Møbler
Sådan er det generelt hos PP Møbler, understreger Søren Ulrik Petersen, som er udlært møbelsnedker hos Jørgen Wulffs Møbelsnedkeri i 1985 og senere tog afgang fra Møbellinjen på Skolen for Brugskunst i 1990. Man skulle tro, at Søren ville kaste sig over træet som primært medium, men faktisk havde han de første mange år af sin selvstændige praksis en så gennemgribende præsentationsangst over for træet, at han ikke rørte det men skabte produkter af andre, for ham mindre angstprovokerende materialer. Det var først, da han mødte snedkermester og administrerende direktør for PP Møbler, Søren Holst Pedersen, til ferniseringen på Snedkernes Efterårsudstilling i 1998, at han overvejede at genoptage arbejdet med træ.

Administrerende direktør Søren Holst Pedersen sammen med sin far Ejnar Pedersen, PP Møblers grundlægger. Foto: Jacob Ehrbahn

“Søren kom op til mig og spurgte, hvorfor jeg ikke designede møbler i træ og tilbød, at han da godt ville producere dem, hvis jeg tegnede noget. Derefter tegnede jeg en stol, som vi udstillede sammen til SE i 1999”, fortæller Søren Ulrik Petersen om det allerførste møde med PP Møbler. Søren Ulrik Petersen og PP Møbler deler visionerne om at skabe noget karakterfuldt af særlig høj kvalitet. For, siger Søren Ulrik Petersen, “hvis vi synes, det er vigtigt og gør os umage, forstår andre det måske også”.

Det var særligt PP’s arbejde med produktionen af Wegners møbler, som fascinerede Søren Ulrik Petersen, og han har stor respekt for den historie:
“Jeg vil aldrig se Wegner som en konkurrent, vil aldrig kunne overhale ham indenom, så jeg ligger mig i slipstrømmen på hans succes, som om jeg var en cykelrytter, der følger med strømmen”.

Søren Ulrik Petersen føler dog ikke, at der gøres forskel på måden, hvorpå PP Møbler samarbejder med deres designere, så længe de deler passionen for formgivningen, nørderiet og det at dyrke detaljen og skalaen.

På Snedkernes Efterårsudstilling 2017 undersøger 40 projekter under titlen Side by side Outside udendørsmøblets sociale potentiale og dialogens og nærværets muligheder i det offentlige rum.

Udstillingskoncept og iscenesættelse er et samarbejde mellem udstillings- og møbelarkitekt Mads Kjædegaard og Stig L. Andersson, design director og founding partner i SLA. Udstillingen finder sted i haven, Grønnegården, på Designmuseum Danmark
Designmuseum.dk
Sup.dk
Pp.dk

Del artiklen

'Nærvær i en brændestabel'

Facebook