”Tænk hvis et møbel kunne ændre verden”

På Snedkernes Efterårsudstilling Side by Side Outside er der rigtig mange bænke, og det fik mig til at tænke på alle de film, jeg har set med vigtige bænke-scener, hvor mennesker mødes, kærlighed opstår, aftaler indgås og hemmeligheder afsløres. I Woody Allens film Irrational Man, begår Joaquin Phoenix i rollen som filosofiprofessoren Abe Lucas sågar et mord på en bænk. Og så er der selvfølgelig Forrest Gump, som sidder på en bænk og fortæller sin meget rørende og fantastiske livshistorie til tilfældige mennesker, der sætter sig ved hans side.

Bænken er et nærmest genialt møbel til det uformelle møde. Graden af interaktion kan varieres i et subtilt socialt samspil; man kan falde i snak eller lade være; rykke tæt sammen eller det modsatte; sidde eller ligge osv. Flere af de udstillende designerne har da også arbejdet med at synliggøre eller illustrere forskellige typer af bænke-adfærd.

Den omvendte bænk
Rasmus Bækkel Fex får på en sjov og visuelt stimulerende måde peget på en udbredt tendens til at sætte sig omvendt på traditionelle bord-bænke-sæt. Funktionalitet og fortælling går på finurlig vis hånd i hånd i Fex’ møbel Quartet (produceret af FRAMA), som jeg synes, er et af de bedre meta-møbler. Det kan nemlig også let blive lidt søgt og fortænkt, når adfærdsanalyser omsættes til form, men i det store hele holdes balancen på Snedkernes Efterårsudstilling (SE).

Heldigvis er der også helt enkle og klassiske bænke som for eksempel Rasmus Fenhanns nærmest arketypiske Hyomen (japansk for overflade): en tyk egetræsplanke på to bærende betonben. Egetræssædet er bearbejdet med en CNC fræser, så overfladen har fået små fordybninger, der gør den både taktil og visuelt smuk. Benene er rå i kraft af materialet men støbt med profileringer, så de også fremstår fint bearbejdede.

Kunsthåndværkerkvaliteter
Det er dejligt, at flere af møblerne, som for eksempel Fenhanns bænk, har nogle af kunsthåndværkets kvaliteter. Anne Fabricius Møller, som faktisk er uddannet tekstildesigner, har i samarbejde med møbelsnedker Toke Overgaard lavet to små karakterfulde stole Bro og Kaj, som er inspirerede af gammeldags badedragter. Stolenes striber følger formen – er skabt af formen – og de små skamler er både søde og sjove og samtidig helt logiske. Form, funktion, materiale, teknik og udtryk går simpelthen op i en højere enhed på overraskende vis.

Ud over de mange bænke (inklusiv bord-bænk- og stol-bænk-hybrider) er der også en del stole på årets SE-udstilling, en række liggemøbler, en gynge- eller hængesofa, samt nogle mere åbne, brugerdefinerede eller multifunktionelle møbler.

Stemningsmøder
Faktisk er der kun to møbler/designobjekter, man hverken kan sidde eller ligge på: Jakob Jørgensens udendørslampe Blitz, som er en markant sort totempælslignende lampe, lavet af et deformeret rør og Mia Lagermans De 5 spande (produceret af Skagerak A/S), der som titlen angiver, er fem rustne spande af cortenstål anbragt på en art præsenterbakke, som samler spandene til et hele. Det er et stærkt, formelt værk, der nærmer sig ren skulptur, men som også leger med forestillingen om funktionalitet.

Der er flere af udstillingens møbler, som befinder sig i dette spændingsfelt mellem skulptur og møbel, og det er efter min mening en af SE’s store styrker, at medlemmerne går så mangfoldigt til værks; i det at lave møbler – og til de skiftende temaer. Mange af udstillerne på SE17 har valgt at skabe rum for møder mellem mennesker helt konkret og fysisk. Flere har også arbejdet med det potentielt sociale i at skabe en særlig stemning. Jeg oplever Blitz og De 5 spande som meget stemningsmættede, men jeg ser dem mere som diskussions- eller forundringsobjekter end som sociale møbler i funktionel forstand.

Stram iscenesættelse
Udstillings- og møbelarkitekt Mads Kjædegaard og Stig L. Andersson, design director and founding partner i SLA har iscenesat årets udstilling i Designmuseum Danmarks indre haverum, Grønnegården. Udstillingen er placeret i den nordlige del af haven (solenden) i et ‘rum i rummet’ afgrænset af museets nordfløj og havens ene lindeallé. Her har de med hvide kridtstreger skabt et stramt grid, som møblerne er placeret i. Det er et umiddelbart stærkt greb at pakke møblerne tæt ligesom i museets møbelsamling og gentage den indvendige struktur med udstillingssale en suite. Det valg får årets SE-udstilling til at fremstå meget klart som samlet statement og understreger, at der netop er tale om en udstilling.

Et så stramt udstillingskoncept holder dog kun, hvis det gennemføres konsekvent. Desværre er der seks møbler, som er havnet uden for systemet, det er ærgerligt. Jeg forstår godt, at Miriam Forchhammer Brostrøms stigemøbel Sanker (producent: Andrea Thorsøe Stokholm) er anbragt op ad et træ. For her står det rigtig godt og fortæller historien bag møblet. Det giver også mening, at Steen Dueholm Sehesteds kamerainspirerede runde bænk Blænde (produceret af Kjeldtoft Møbelsnedkeri) er placeret med et af Grønnegårdens lindetræer i centrum.

Udvide eller undergrave?
Men hvorfor er Philip Bro Ludvigsens græsbeklædte slængemøbel Slope og Søren Ulrik Petersens dobbelte chaiselong af birketræsstammer Cha-cha (produceret i samarbejde med PP Møbler) anbragt lige uden for det hvide grid? Det undergraver systemet og får det ellers så stærke greb til at virke svagt, fordi det ikke formår at skabe rum for alle deltagende møbler. For min skyld kunne kridtstregen godt have bulet ud eller slået en krølle for at indfange de få møbler, der kræver et træ. Men det virker lidt for tilfældigt, når man bare lader møbler ‘falde ud’ af systemet.

Udvalgte steder i det hvide grid har arkitekterne udskiftet græsbunden med felter af forskellige andre materialer: grannåle, grankogler og sand for eksempel. Jeg har lidt svært ved at se værdien af disse tilføjelser – hvorfor denne for haven fremmede natur? Grannåle-felterne giver mig lidt uheldige associationer til gravsteder. Og hvis det oven i købet er disse felter, som er årsagen til, at Slope og Cha-cha  er havnet uden for griddet, gør det felterne endnu mere uforståelige.

Jeg må indrømme, at Sanker og Blænde fik mig til at drømme om et helt andet udstillingskoncept med møblerne spredt ud og placeret rundt omkring i haven. For hvor ville mange af møblerne have godt af lidt mere luft omkring sig. De forstyrrer hinanden i udstillingsarkitekternes stramme grid, og de spinkleste møbler drukner lidt imellem de mere larmende eller voluminøse. Og så er der dem, der ikke går så godt i spænd med grid-strukturen.

Årets tema, en stille revolution?
Men jeg må også erkende, at Mads Kjædegaards og Stig L. Anderssons greb er fuldstændig i tråd med årets tema. For ikke nok med at møblerne tvinges i dialog med hinanden; det tætpakkede udstillingskoncept betyder også, at man har en oplevelse af at se udstillingen sammen med andre besøgende. Man får mulighed for at følge med i, hvordan andre indtager møblerne, og det føles helt naturligt at sætte sig ved siden af hinanden og udveksle synspunkter om udstillingen. Udstillingskonceptet er simpelthen en visualisering af temaet – det er godt set.

SE-formand, Claus Mølgaard, indleder kataloget til årets udstilling sådan her: ”Tænk hvis et møbel kunne ændre verden…” Nogle vil måske trække overbærende på smilebåndet og få deres fordomme om storhedsvanvittige kunstnere bekræftet. Jeg tænker det modsatte: At det er underspillet og ydmygt, for MØBLER ÆNDRER DA HELE TIDEN VERDEN! Tænk igen på alle de mange film med vigtige bænk-scener. Og på, at designere faktisk giver form til vores fysiske omgivelser – kan man forestille sig noget vigtigere? Noget mere potentielt revolutionerende? Jeg kan ikke.