”Tænk hvis et møbel kunne ændre verden”

”Tænk hvis et møbel kunne ændre verden”

Christina Strands parkstole Let’s Talk er produceret af Haugaard Company A/S og opsummerer årets tema meget godt. Og så kan de skubbes sammen à la indkøbsvogne – det er smart. Foto: Katrine Borup

af Katrine Borup

Katrine Borup kobler sin arkitekturbaggrund sammen med kunsthåndværk i sit virke som anerkendt smykkekunstner. Katrine Borup er derudover kurator, skribent og aktiv i diverse fagligt udvalgsarbejde.

Vis billedserie

SE 2017 - Side by side Outside
Designmuseum Danmark
Til 5 nov 2017

Snedkernes Efterårsudstilling 2017 er netop åbnet i Designmuseets have, hvor medlemmerne har fået til opgave at lave udendørsmøbler med det formål at fremme dialogen og nærværet mellem mennesker. Det er der kommet både sjove, tankevækkende, smukke og velfungerende møbler ud af, iscenesat (lidt for) tæt og stramt.

På Snedkernes Efterårsudstilling Side by Side Outside er der rigtig mange bænke, og det fik mig til at tænke på alle de film, jeg har set med vigtige bænke-scener, hvor mennesker mødes, kærlighed opstår, aftaler indgås og hemmeligheder afsløres. I Woody Allens film Irrational Man, begår Joaquin Phoenix i rollen som filosofiprofessoren Abe Lucas sågar et mord på en bænk. Og så er der selvfølgelig Forrest Gump, som sidder på en bænk og fortæller sin meget rørende og fantastiske livshistorie til tilfældige mennesker, der sætter sig ved hans side.

Bænken er et nærmest genialt møbel til det uformelle møde. Graden af interaktion kan varieres i et subtilt socialt samspil; man kan falde i snak eller lade være; rykke tæt sammen eller det modsatte; sidde eller ligge osv. Flere af de udstillende designerne har da også arbejdet med at synliggøre eller illustrere forskellige typer af bænke-adfærd.

Sussi Osmarks siddemøbel Mange Bænke Små er velformet med sikker materialefornemmelse. Og så leger det begavet med den måde, man ofte bevæger sig på en bænk. Foto: Katrine Borup

Den omvendte bænk
Rasmus Bækkel Fex får på en sjov og visuelt stimulerende måde peget på en udbredt tendens til at sætte sig omvendt på traditionelle bord-bænke-sæt. Funktionalitet og fortælling går på finurlig vis hånd i hånd i Fex’ møbel Quartet (produceret af FRAMA), som jeg synes, er et af de bedre meta-møbler. Det kan nemlig også let blive lidt søgt og fortænkt, når adfærdsanalyser omsættes til form, men i det store hele holdes balancen på Snedkernes Efterårsudstilling (SE).

Quartet af Rasmus Bækkel Fex/FRAMA er et klassisk bord-bænkesæt med et twist. De fire hjørner vender møblet ud i stedet for ind, og møblet er en sjov hybrid mellem bænk og stol; det fælles og det individuelle. Foto: Katrine Borup

Heldigvis er der også helt enkle og klassiske bænke som for eksempel Rasmus Fenhanns nærmest arketypiske Hyomen (japansk for overflade): en tyk egetræsplanke på to bærende betonben. Egetræssædet er bearbejdet med en CNC fræser, så overfladen har fået små fordybninger, der gør den både taktil og visuelt smuk. Benene er rå i kraft af materialet men støbt med profileringer, så de også fremstår fint bearbejdede.

Egetræssædet på Rasmus Fenhanns arketypiske og poetiske bænk Hyomen har en meget smuk og levende overfladebearbejdning, der ændrer sig med vejret. Foto: Torben Petersen

Kunsthåndværkerkvaliteter
Det er dejligt, at flere af møblerne, som for eksempel Fenhanns bænk, har nogle af kunsthåndværkets kvaliteter. Anne Fabricius Møller, som faktisk er uddannet tekstildesigner, har i samarbejde med møbelsnedker Toke Overgaard lavet to små karakterfulde stole Bro og Kaj, som er inspirerede af gammeldags badedragter. Stolenes striber følger formen – er skabt af formen – og de små skamler er både søde og sjove og samtidig helt logiske. Form, funktion, materiale, teknik og udtryk går simpelthen op i en højere enhed på overraskende vis.

Ud over de mange bænke (inklusiv bord-bænk- og stol-bænk-hybrider) er der også en del stole på årets SE-udstilling, en række liggemøbler, en gynge- eller hængesofa, samt nogle mere åbne, brugerdefinerede eller multifunktionelle møbler.

Bro og Kaj er tekstildesigner Anne Fabricius Møllers humoristiske, badedragtinspirerede bidrag til SE17. Skamlerne er lavet af vandfast, indfarvet MDF (Valchromat). Foto: Torben Petersen

Stemningsmøder
Faktisk er der kun to møbler/designobjekter, man hverken kan sidde eller ligge på: Jakob Jørgensens udendørslampe Blitz, som er en markant sort totempælslignende lampe, lavet af et deformeret rør og Mia Lagermans De 5 spande (produceret af Skagerak A/S), der som titlen angiver, er fem rustne spande af cortenstål anbragt på en art præsenterbakke, som samler spandene til et hele. Det er et stærkt, formelt værk, der nærmer sig ren skulptur, men som også leger med forestillingen om funktionalitet.

Mia Lagermans De 5 spande er produceret af Skagerak A/S. De er lavet af cortenstål og er meget skulpturelle og fantasiigangsættende. Foto: Torben Petersen

Der er flere af udstillingens møbler, som befinder sig i dette spændingsfelt mellem skulptur og møbel, og det er efter min mening en af SE’s store styrker, at medlemmerne går så mangfoldigt til værks; i det at lave møbler – og til de skiftende temaer. Mange af udstillerne på SE17 har valgt at skabe rum for møder mellem mennesker helt konkret og fysisk. Flere har også arbejdet med det potentielt sociale i at skabe en særlig stemning. Jeg oplever Blitz og De 5 spande som meget stemningsmættede, men jeg ser dem mere som diskussions- eller forundringsobjekter end som sociale møbler i funktionel forstand.

Side by Side Outside i Designmuseum Danmarks have. Udstillings- og møbelarkitekt Mads Kjædegaard og Stig L. Andersson, design director and founding partner i SLA, har pakket møblerne tæt ligesom i museets møbelsamling og gentaget den indvendige struktur med udstillingssale en suite. Foto: Torben Petersen

Stram iscenesættelse
Udstillings- og møbelarkitekt Mads Kjædegaard og Stig L. Andersson, design director and founding partner i SLA har iscenesat årets udstilling i Designmuseum Danmarks indre haverum, Grønnegården. Udstillingen er placeret i den nordlige del af haven (solenden) i et ‘rum i rummet’ afgrænset af museets nordfløj og havens ene lindeallé. Her har de med hvide kridtstreger skabt et stramt grid, som møblerne er placeret i. Det er et umiddelbart stærkt greb at pakke møblerne tæt ligesom i museets møbelsamling og gentage den indvendige struktur med udstillingssale en suite. Det valg får årets SE-udstilling til at fremstå meget klart som samlet statement og understreger, at der netop er tale om en udstilling.

Et så stramt udstillingskoncept holder dog kun, hvis det gennemføres konsekvent. Desværre er der seks møbler, som er havnet uden for systemet, det er ærgerligt. Jeg forstår godt, at Miriam Forchhammer Brostrøms stigemøbel Sanker (producent: Andrea Thorsøe Stokholm) er anbragt op ad et træ. For her står det rigtig godt og fortæller historien bag møblet. Det giver også mening, at Steen Dueholm Sehesteds kamerainspirerede runde bænk Blænde (produceret af Kjeldtoft Møbelsnedkeri) er placeret med et af Grønnegårdens lindetræer i centrum.

Det klæder Steen Dueholm Sehesteds bænk Blænde at være placeret rundt om et af Grønnegårdens gamle lindetræer. Men det er uheldigt, at der ikke på en eller anden måde er skabt forbindelse til det stramme grid, de øvrige møbler er anbragt i. Foto: Katrine Borup

Udvide eller undergrave?
Men hvorfor er Philip Bro Ludvigsens græsbeklædte slængemøbel Slope og Søren Ulrik Petersens dobbelte chaiselong af birketræsstammer Cha-cha (produceret i samarbejde med PP Møbler) anbragt lige uden for det hvide grid? Det undergraver systemet og får det ellers så stærke greb til at virke svagt, fordi det ikke formår at skabe rum for alle deltagende møbler. For min skyld kunne kridtstregen godt have bulet ud eller slået en krølle for at indfange de få møbler, der kræver et træ. Men det virker lidt for tilfældigt, når man bare lader møbler ‘falde ud’ af systemet.

Philip Bro Ludvigsens slængemøbel Slope i forgrunden og Søren Ulrik Petersens dobbelt-chaiselong Cha-cha i baggrunden. De to møbler er anbragt uden for det kridtmarkerede grid, møblerne ellers er placeret i – det virker lidt tilfældigt. Foto: Katrine Borup

Udvalgte steder i det hvide grid har arkitekterne udskiftet græsbunden med felter af forskellige andre materialer: grannåle, grankogler og sand for eksempel. Jeg har lidt svært ved at se værdien af disse tilføjelser – hvorfor denne for haven fremmede natur? Grannåle-felterne giver mig lidt uheldige associationer til gravsteder. Og hvis det oven i købet er disse felter, som er årsagen til, at Slope og Cha-cha  er havnet uden for griddet, gør det felterne endnu mere uforståelige.

Naturmaterialer som grannåle, sand og kogler er nedlag med det formål at øge sanseligheden i udstillingskonceptet. Foto: Katrine Borup

Jeg må indrømme, at Sanker og Blænde fik mig til at drømme om et helt andet udstillingskoncept med møblerne spredt ud og placeret rundt omkring i haven. For hvor ville mange af møblerne have godt af lidt mere luft omkring sig. De forstyrrer hinanden i udstillingsarkitekternes stramme grid, og de spinkleste møbler drukner lidt imellem de mere larmende eller voluminøse. Og så er der dem, der ikke går så godt i spænd med grid-strukturen.

Ditte Hammerstrøms spinkle, fortællende møbel Watching Birds (produceret af JM Rør) har det lidt svært i den tætpakkede iscenesættelse. Det bliver sådan lidt tegneserie-agtigt i konteksten, men havde måske fortalt en anden (mere dystopisk?) historie, hvis det havde været anbragt for sig selv i haven. Foto: Torben Petersen

Årets tema, en stille revolution?
Men jeg må også erkende, at Mads Kjædegaards og Stig L. Anderssons greb er fuldstændig i tråd med årets tema. For ikke nok med at møblerne tvinges i dialog med hinanden; det tætpakkede udstillingskoncept betyder også, at man har en oplevelse af at se udstillingen sammen med andre besøgende. Man får mulighed for at følge med i, hvordan andre indtager møblerne, og det føles helt naturligt at sætte sig ved siden af hinanden og udveksle synspunkter om udstillingen. Udstillingskonceptet er simpelthen en visualisering af temaet – det er godt set.

SE-formand, Claus Mølgaard, indleder kataloget til årets udstilling sådan her: ”Tænk hvis et møbel kunne ændre verden…” Nogle vil måske trække overbærende på smilebåndet og få deres fordomme om storhedsvanvittige kunstnere bekræftet. Jeg tænker det modsatte: At det er underspillet og ydmygt, for MØBLER ÆNDRER DA HELE TIDEN VERDEN! Tænk igen på alle de mange film med vigtige bænk-scener. Og på, at designere faktisk giver form til vores fysiske omgivelser – kan man forestille sig noget vigtigere? Noget mere potentielt revolutionerende? Jeg kan ikke.

Jonas Trampedachs møbel Plateau er lavet af lavasten i samarbejde med Birgitte Due Madsen og Made a Mano. Farverne er delikate og overfladen stofligt indbydende. Foto: Katrine Borup

På Snedkernes Efterårsudstilling 2017 undersøger 40 projekter under titlen Side by side Outside udendørsmøblets sociale potentiale og dialogens og nærværets muligheder i det offentlige rum.

Udstillingskoncept og iscenesættelse er et samarbejde mellem udstillings- og møbelarkitekt Mads Kjædegaard og Stig L. Andersson, design director og founding partner i SLA. Udstillingen finder sted i haven, Grønnegården, på Designmuseum Danmark
Designmuseum.dk

Kommentarer

Del artiklen

'”Tænk hvis et møbel kunne ændre verden”'

Facebook