Pimp your Ride

Pimp your Ride

En kjole, der kan måle klimaforurening fra det danske designbureau Diffus Design. Pressefoto

af Susanne Hviid

Susanne er cand. mag. i Fransk, Æstetik og Kultur og har bl.a. en fortid på DR. Nu er hun Sekretariatsleder i Kunsten Media Fonden, men er stadig tilknyttet designETC.

Billedserie

DesignMuseum Næstved, Boderne
Sct. Peders Kirkeplads 8
4700 Næstved

3. jun-30. sep

naestved-museum.dk

Hvad med en kjole, der kan måle klimaforurening? Eller en højtaler af glas fra Holmegaard? Ny udstilling undersøger grænser mellem kunsthåndværk og teknologi med værker af både etablerede udøvere, gør-det-selv folket samt studerende fra Vallekilde Højskole.

Både kjolen og højtaleren vises frem på Næstved Museum i forbindelse med sommerens udstilling Pimp your Ride. For det er netop de grænsesøgende og grænseundersøgende designløsninger, der er udstillingens spændingsfelt: Håndarbejdede teknologiske objekter, som overrasker, forundrer og provokerer.

Træ og en B&O pladespiller – Folded Record Bureau fra Hugh Miller Furniture, 2012. Pressefoto

Med udgangspunkt i menneske vs. maskine, ‘customizing’ af genstande, bæredygtighed, hipsterkultur og alternativt design viser udstillingen, hvordan teknologi og kunsthåndværk går op i en højere enhed hos de store firmaer, hos de mindre etablerede designere og blandt gør-det-selv-folket:

”Når vi nu ser moderne teknologiske produkter i vores hverdag med håndlavede detaljer eller med stærk inspiration fra kunsthåndværket, så er det et tilvalg fra designerens eller producentens side. De gør det, fordi de vil udfordre grænserne for, hvad kunsthåndværket kan, fordi vi ikke skal glemme de oprindelige håndværk og simpelthen for at forsøge at sænke farten på teknologiens hastighed, der til tider er så høj, at det kan være svært for os at følge med”, udtaler Mette Bielefeldt Bruun, leder af Designmuseum Næstved.

Seal Bell – lampe fra Charlotte Bodil Studio. Pressefoto

En del af udstillingen er afsat til et projekt med designstuderende fra Vallekilde Højskole. Med udgangspunkt i temaerne: ’Maker-kultur’, ’Sanselig teknologi’, ‘Håndværk som storytelling’ og ‘Slow Living’ har højskolens designstuderende fået til opgave at udarbejde bud på designløsninger, hvor de skal forholde sig til alle dele af designprocessen – undersøge og registrere, udvikle ideer, form, materiale og funktion samt formidle og kommunikere.

Temaerne skal give eleverne mulighed for at reflektere over, hvordan man kan gå imod det masseproducerede og komme tættere på form og funktion. Hvordan teknologi kan fremstå venligere og mere organisk, hvis det kombineres med et givent materiale. Hvordan en god historie kan give et produkt en stærkere identitet og dermed skabe mere værdi og større emotionel tilknytning. Og ikke mindst skabe meningsfulde produkter, der ikke forholder sig til trends, men derimod kan skabe rum og kvalitet for den enkelte.

Næstved Kommunes lokalhistoriske museum er beliggende i de to gamle middelalderbygninger, Boderne og Helligåndshuset. I Boderne vises udstillinger af kunsthåndværk og design, mens der i Helligåndshuset fortælles Næstveds historie. Næstved Museum er en del af Museum Sydøstdanmark.

Del artiklen

'Pimp your Ride'

Facebook