Rotation: Når leret drejer

Rotation: Når leret drejer

Keramiker Jane Holmberg arbejder i feltet mellem brugskunst og skulptur. Foto: Dorthe Krogh

af Redaktionen

Charlotte Jul, Stine Nørgaard Lykkebo og Susanne Hviid udgør tilsammen redaktionen på designETC, og denne artikel er blevet til i et samarbejde mellem vores forskellige kompetencer, blik og erfaring.

Rotation
Officinet,
Bredgade 66
28 sep–8 okt
Tirs-søn 12-16

Keramiker Jane Holmberg giver publikum et indblik i den kunstneriske proces, når hun fra den 28. september udstiller nye værker i Officinet.

Rotation er titlen på Jane Holmbergs nye værker i drejet lertøj, der afspejler bevægelsen. Keramikeren har nemlig drejet forskellige farver ler sammen, så det er muligt at se bevægelsen, og hvordan bevægelsen har skabt den unikke formgivning. På den måde fremstår udtrykket på én og samme tid både kaotisk og styret:

”Som kunsthåndværker er jeg fascineret af bevægelse, forandring og proces, når jeg drejer leret. Det ønsker jeg også at vise i det færdige værk.”  fortæller Jane Holmberg.

Skulpturelt stablede tallerkner arrangeret af keramiker Jane Holmberg. Foto: Dorthe Krogh

Det er netop med afsæt i den brugsrelaterede keramiktradition, at hun udfordrer sit eget syn på brugsting, når hun sammensætter keramikken på nye måder og sætter værkerne fri af brugsfunktionen.

Mellem brugskeramik og skulptur
I opsætningen har Jane Holmberg stablet det færdige lertøj til søjler eller præsenteret det gruppevis, så hver vase, krukke og tallerken bliver en del af en større sammenhæng, der tilsammen skaber en ny helhed og bliver noget andet end det, de oprindeligt var. Og det er dér, synergien opstår, ifølge keramikeren: Imellem dét, der kan kontrolleres, altså formgivningen, og dét der ikke kan, som er mønstrene.

Jane Holmberg er uddannet fra Designskolen Kolding, linjen for keramik og glas 2001, og deltog bl.a. på Biennalen for Kunsthåndværk & Design i 2015, med værket Stabling. Samme år modtog hun Kunsthåndværkerprisens bronzemedalje for værket Clay and Colour. Hendes kunstneriske udtryk er minimalistisk med fokus på detaljen.

Kilde: Pressemeddelelse

Artist talk: lørdag den 7. oktober kl. 13. Officinet, Danske Kunsthåndværkere & Designere, Bredgade 66, København.
dkod.dk

Del artiklen

'Rotation: Når leret drejer'

Facebook