Strikkede relationer

Strikkede relationer

Prototype af plantegninger strikket sammen. Foto: Christoffer Askman

af Charlotte Jul

Charlotte Jul er cand.mag og chefredaktør på designETC. De sidste 17 år har hun formidlet området for design og kunsthåndværk kunstnerisk som kommercielt i tekster, artikler og via iværksætterportalen items.nu, som hun startede i 2001.

Billedserie

designETC følger Isabel Berglunds rejse og projekt i tre artikler i løbet af året, hvoraf dette er den første.

Du kan også følge med på:
isabelberglund.dk
@isabel_berglund

Strikdesigner og kunstner Isabel Berglund er på vej til USA for at lade amerikanske hænder strikke deres historier sammen. Som grundplaner af deres egne boliger, der forbindes via garnets rødlige tråde. designETC følger Isabel Berglunds rejse i tre artikler – fra arbejdsprocessen i Danmark til strikkeworkshops i tre amerikanske stater og frem mod hendes soloudstilling Home Mask Relations i Florida, november 2017 og på en gruppeudstilling i San Francisco, forår 2019.

Isabel Berglunds midlertidige studio på Statens Værksteder for Kunst (SVK) er i proces. Akvarelskitser, garnprøver og en stor Mac-skærm er blandt redskaberne, der denne vinterdag præger værkstedets opslagstavle og skrivebord sammen med prøveophængninger af udvalgte prototyper.

Isabel Berglund forbereder Home Mask Relations – et projekt, der bliver hendes næste store internationale skridt. For Isabel skal bo og arbejde i USA i kortere og længere perioder i 2017. Processen er lang. Så godt som køreklar, men nye idéer har det med at knopskyde.

”Det der har været fantastisk ved opholdet på SVK, er muligheden for at lave en 1:1 dummy af konceptet. Fra at sidde og arbejde på computeren får jeg noget konkret i 3D, hvor jeg kan fornemme, hvordan form og materiale tager sig ud, og om idéen og konceptet holder. Der er flere ting, der ikke er helt på plads endnu, som jeg får mulighed for at afprøve her.”

Den røde tråd
Arizona, Florida og Indiana er de tre amerikanske stater, hvor Isabel skal opholde sig som artist in residence. Her starter hun strikkeworkshops op i samarbejde med de pågældende institutioner og deres netværk, ligesom hun får hjælp af både studerende og andre frivillige til at finde strikkeglade amerikanere blandt de lokale borgere til Knitted Together. Titlen på workshoppen henviser til den dobbelttydige ambition i det konkrete i at strikke via masker i garn og i at knytte relationer til andre mennesker gennem en aktivitet.

Maskernes Monument af Isabel Berglund. Foto: Christoffer Askman

Isabel Berglund har efterhånden skabt en del strikkeevents. Særligt til sit sidste store projekt Maskernes Monument, der blev til gennem workshops i seks byer i Trekantsområdet, hvor nogle af byernes monumenter blev skabt i strik og udstillet i byrummet og efterfølgende samlet på Trapholt.

Isabel Berglund har derfor mærket på egen krop, hvordan det at strikke sammen med mennesker, man ikke kender, bygger nye relationer og nedbryder grænser mellem sociale, kulturelle og økonomiske skel. Gennem håndværket. Gennem aktiviteten. Gennem en tredje person, der faciliterer eventen – i dette tilfælde Isabel.

Spinkle garntråde og relationelle bånd
Home Mask Relations bliver en installation bestående af flere hundrede strikkede grundplaner af folks boliger, som de skal omsætte i masker og garn. Tre staters indbyggere skal strikke deres eget hjem så at sige.

Det praktiske i at transformere borgernes hjem og plantegninger til strikkeopskrifter i størrelsesforholdet 1:25 hjælper Isabel dem med, men herefter har deltagerne frit slag til at strikke, som de lyster – det være sig i mønsterkombinationer, strikkefasthed og valg af garn inden for den changerende farveskala i rød. Rød som blodets bånd, der banker gennem indbyggernes årer og forbinder dem med hinanden i en vilkårlig relation – udelukkende bundet sammen af, at de bor i samme stat og deltager i Home Mask Relations.

De håndstrikkede planer sys sammen i et løseligt grid, så trådene i konkret forstand også kommer til udtryk som skrøbelige brobyggere mellem deltagerne. Grid’et – det samlende hele af sammensyede strik-plantegninger – kommer som en ekstra detalje til at mime befolkningstætheden i de pågældende stater.

Skitser i Isabel Berglunds studie på Statens Værksteder for Kunst. Foto: Isabel Berglund

Bor de fx tæt i Florida, er lapperne syet tæt sammen. Bor de langt mellem hinanden, som de for eksempel gør nogle steder i Arizonas ørkenområder, vil snorene og dermed de strikkede grundplaner af husene være løsere forbundne. Og i sidste udtryksfulde ende er det materialer, farver og størrelsesforhold, der samler værkets udtryk.

”På Statens Værksteder har jeg arbejdet med at få hele konceptet til at gå op. Hvordan giver det fx mening, at borgerne er med, når ikke alle kender grundplanen for deres hjem?

Derfor er jeg i gang med at researche på boligtyper i de tre stater, som kommer til at danne forlæg for mine strikkeopskrifter. Det er mit håb, at flest muligt kan deltage, selvom de ikke nødvendigvis har deres eget hus eller kender boligens grundareal. De mere standardiserede oplæg fra mig håber jeg sætter flere i gang.”

Samarbejde på tværs af lande og stater
Der er med andre ord en del processuelle overvejelser, der kører gennem studiet på fjerde sal i det gamle pakhus på dokken. Der er også en del mennesker involveret i Isabels nye projekt – fra strikkedamer i alle aldre, der strikker plantegninger, der skal bruges som prototyper i den mock up, som Isabel arbejder ud fra, til den amerikanske tovholder, der som en anden livredder står på den transatlantiske bred og engagerer museumskollegaer og medborgere.

Isabel Berglund. Foto: Søren Rønholt

Home Mask Relations er nemlig blevet til i samarbejde med den amerikanske kurator Elizabeth Kozlowski, der har besøgt Isabel Berglund i Danmark og længe ønsket at lave et projekt med danskeren i USA. Det er nu blevet muligt gennem de pågældende institutioners samarbejde på tværs af stater og med Elizabeth Kozlowski som gennemgående kurator.

Isabel Berglund skal altså tilbringe en stor del af 2017 i USA, og på spørgsmålet om, hun selv tror, at hun står foran et internationalt gennembrud, svarer hun:

”Den kunstneriske værdi er vigtig for mig. Den indbefatter om alle dele går op i en overbevisende helhed, der står mål med min intention, min ambition og værkets håndværksmæssige finish.

Derudover håber jeg selvfølgelig, at jeg kommer hjem med en rygsæk fuld af erfaring og nye idéer. Noget af det, der kan blive anderledes, er spillereglerne for samvær med mange mennesker i USA. Er der andre koder, som jeg bør kende, før jeg kaster mig ud i at få så mange mennesker til at strikke? Der er mange ting, der ligger naturligt i Danmark, som bliver anderledes i USA, men det er alt sammen med til at gøre mig rigere på erfaring.”

Rum og relationer
Home Mask Relations er et værk, der udforsker rum og relation. Rummet, fordi værket fysisk kommer til at optage plads – enten som flere strikklædte kubeformede rum – eller som sammensyede net af de strikkede plantegninger fra staternes indbyggere. Men lige meget hvilket format plantegningerne syes op i, får værket en umiskendelig hjemlig karakter og bliver så fysisk stort, at man kan gå rundt inden i det.

Close-up af Isabels strikkede prototyper til Home Mask Relations

Home Mask Relations er også et værk, der strikker folk sammen i såvel overført som konkret betydning. Under de forskellige strikkeworkshops møder folk mennesker, de måske ikke ellers vil have mødt og bliver præsenteret for nye sider af ikke bare strik, men af livet, mennesker og holdninger.

”Der sker virkelig noget, når folk sidder med strikketøj i hænderne. Så taler de sammen. Ofte er det mennesker, der har brug for at møde andre og har lyst til at gøre noget i fælleskab, der melder sig til. Men uanfægtet motivet opstår der udveksling af erfaringer og livshistorier hver eneste gang, jeg afholder workshop.”

Isabel Berglunds strikke-worskhops bliver således et sted, man kan få rum til at lette sit hjerte, og de mange strikke-events bliver på den måde en antropologisk og sociologisk overbygning, der samtidig producerer fysisk indhold til værket. At strikke er at knytte tråde. I Isabel Berglunds tilfælde knytter trådene sig mellem masker, mennesker og muligheder. Muligheder der med Home Mask Relations bliver til virkelighed i 2017 i Trumps eget land.

Forberedelserne til Home Mask Relations forløber over det meste af foråret under artist in residence-ophold på hhv. Arizona State University, Florida Atlantic University og Fl Indiana University.

Værket skal udføres fra februar til december 2017 gennem workshops i tre stater i USA: Florida, Arizona og Indiana. Den færdige installation skal udstilles på en soloudstilling på FAU Galleries Atlantic University Florida i november 2017, hvorefter værket skal videre til gruppeudstillingen Material Domestication på San Francisco Museum of Craft and Design i foråret 2019.

Læs mere om Isabel Berglund her

Del artiklen

'Strikkede relationer'

Facebook