Strikket Renæssance
Næstved Designmuseum
Boderne, Næstved
14 okt - 4 marts
På Designmuseum Næstved er der tekstile masker på programmet, når kunsthåndværkergruppen Netmaskerne skaber udstillingen Strikket Renæssance.
I Boderne i Næstved lokker de indenfor med en samling af moderne strikkede dragter, der alle er inspireret af renæssancens tøjstil. Snit, farvesammensætninger og mønstre tager afsæt i den historiske periode, fortolket med nye teknikker og nye øjne.
Kunsthåndværkergruppen Netmaskerne blev etableret i 2000 med formålet om at udforske og videreudvikle kendskabet til maskinstrik og er et netværk af strikdesignere, der sammen eksperimenterer med og inspirerer hinanden.
Netmaskerne består af formgiverne: Anne Bendixen, Cathrine Kahrs, Dorte Ballisager, Else Schjellerup, Elsebeth Houmand, Eva Folke, Geske Svensson, Helene Jensen, Jane Ancher, Jette Toft Jepsen, Lis Fristed, Lone Brinch Dinesen, Marianne Jensen, Mette Dahl, Mette Hyllested-Winge, Mette Jensen, Ole Strange, Ritta Balleby, Sigrid Gravers Nielsen, Stine Sæther Uldal, Susanne Larsen, Susanne Thomsen, Tove Møller Jensen og Vibeke Ginnerskov
Udstillingen Strikket Renæssance er et møde mellem nutid og fortid, mellem håndens og maskinens arbejde og mellem måden, vi forstår strik, beklædning og historierne omkring dem på.
Det er første gang, at Netmaskerne udstiller på Sydsjælland. Udover Koldinghus og Frederiksborg Slot har gruppens værker tidligere været vist på blandt andre Amalienborgmuseet i København, Museet på Sønderborg Slot, Modemessen CIFF og Textilforum i Herning. Udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem Netmaskerne og Koldinghus.
I løbet af udstillingsperioden på DesignMuseum Næstved kan besøgende deltage i en række arrangementer som foredrag, strikkecaféer og kreative værksteder for både børn og voksne.