Uspoleret verdensklasse på Designmuseum Danmark

Uspoleret verdensklasse på Designmuseum Danmark

Designmuseum Danmark har netop investeret i Mathias Bengtssons Brass Slice Chair til museets permanente samling. Foto: Martin Scott-Jupp

af Tina Midtgaard

Tina Midtgaard er uddannet arkitekt og har i mange år arbejdet tværkulturelt indenfor design, kunsthåndværk og kunst. Hun har designet og kurateret adskillige udstillinger nationalt og internationalt, været redaktør på flere udgivelser om dansk design, drevet galleri og undervist.

Billedserie

Mathias Bengtsson
Organiske transformationer
Designmuseum Danmark
Til 27 maj 2018

Man skal ikke lade sig snyde af de få kvadratmeter, der danner rammen om udstillingen: Mathias Bengtsson – Organiske Transformationer, der netop er åbnet på Designmuseum Danmark. Bengtsson repræsenterer et stort og unikt talent inden for dansk møbelkunst.

Bengtsson er ‘state of the art’ inden for kategorien ‘art design’, og hans værker bliver opkøbt af nogle af verdens mest celebre museer, senest af Centre Pompidou i Paris og Cooper Hewitt i New York.

Groth Table (th) bygget i amerikansk valnød, Brass Slice Chair, formgivet i messing og Spun Chaise Longue, skabt i kulfiber. Foto: Alastair Halfhide, Designmuseum Danmark

Adskillige internationale museer har også været på pletten og tidligt fået øje på den danske designer, der på anarkistisk vis har kastet sig ud i at genere møbler, der kiler sig ind i den uendelige friktion, som er til stede i korrespondancen mellem det analoge og det digitale. Derudover sælges Bengtssons værker til private samlere på kunstmesser i hele verden.

Alle Bengtssons frembringelser er unikke eller skabt som unikke værker i en serie. De er genereret i en ressource- og tidskrævende fusion af kunst, håndværk, videnskab og teknologi. De ligner møbler, men det føles forkert at sætte sig i dem. De repræsenterer idéen og erindringen om møblet ud fra et konceptuelt perspektiv.

Nye værker til samlingen
Designmuseum Danmark har længe været klar over hans forskningsmæssige og designhistoriske betydning og har nu endelig, med støtte fra Hermod Lannungs Museumsfond, fået mulighed for at inkludere Brass Slice Chair i deres samling. Derudover har Bengtsson generøst doneret værket Spun Chaise Longue, skabt i kulfiber, til museet.

Mathias Bengtson på arbejdet i studiet, hvor skitsen udgør en stor del af udviklingsarbejdet. Foto: Matthias Bengtsson

Det er disse to møbler, samt en af de seneste nyudviklinger Growth Table, i amerikansk valnød, der udgør de udstillede møbler i udstillingen. De vises på baggrund af en collage af skitser, som vidner om en særdeles analog dimension til Bengtssons proces. Skitserne er vidunderlige. De besidder en frigjorthed i både streg og skala, som fortæller, at der ikke  er tale om rutinearbejde, men en i særdeleshed organisk proces.

Det organiske, naturen, har altid fascineret modernismens møbelarkitekter, og særligt de skandinaviske. Dette er i høj grad dokumenteret i Designmuseum Danmarks samling af møbler. I Bengtssons værker fornemmer man en dyb forankring i denne modernisme, men også et slægtskab med den kontroversielle Verner Panton, som et par gange har krydset Bengtssons veje og medvirket til at puffe ham ud på den bølge, som han nu rider på.

Skitsebøger og inspirationsbilleder fra studiet. Foto: Matthias Bengtsson

Eksplosioner af vækst
Skitsen er omdrejningspunktet i alle Bengtssons værker. Det starter altid med skitsen. De oversættes til digitale data og bearbejdes derefter i generiske computerprogrammer, der mimer naturens performative egenskaber.

I hans studietid var drømmen at blive bildesigner, og den præcision, kontrol, kropslighed og kompleksitet, der knytter sig til at designe biler, er tydelig i både proces og resultat. Dét, der tilfører Bengtssons værker en ekstra dimension, er i den fysiske, håndværksmæssige oversættelse som eksempelvis i Growth Table. Værket er en eksplosion af vækst og håndværksmæssig nænsomhed og tydeligvis animeret af naturens vækstprincipper. Overgangen fra det teknologiske til det fysiske og håndværksmæssige er sløret, men det er netop denne produktionsmæssige uigennemsigtighed, disse vækstmysterier, der gør hans værker dybt fascinerende.

Brass Slice Chair, formgivet i messing og Spun Chaise Longue, skabt i kulfiber er udstillet på podium i det lille rum ind mod caféen. Foto: Alastair Halfhide, Designmuseum Danmark

Idealistisk drivkraft
Bengtsson er født i Danmark, uddannet på ArtCenter i Schweiz, Designskolen i København og på Royal College i London. Efter 13 år i London er han nu bosat i Stockholm med sin svenske kone. Han udstråler noget uspoleret og det er tydeligt, at han ikke er drevet af ønsket om at sælge det næste værk til flere hundrede tusinde kroner. Han er drevet af nysgerrighed og af en kompromisløs insisteren på en indsigt i, hvad computeren kan tilføre det analoge og få en forståelse for, hvordan naturen fungerer, og hvordan vi i fremtiden kan spille sammen med den.

Der gemmer sig høje idealer bag de eksklusive værker. Måske er det en af naturens luner, at Bengtsson i sine eksperimenter med at udvikle og optimere metoder, der kan give os ny indsigt i, hvordan vi kan samarbejde med naturen, genererer kunstgenstande, som er blevet noget af det mest eksklusive, man kan forestille sig.

Det er bestemt ikke en sekundær gevinst, som verden eller designhistorien skal være ked af, det var tilfældigvis det marked, der åbnede sig for Bengtsson, og som illustrerer, hvor paradoksalt livet er. Måske var det også hans held, at han som nybagt designer i sin tur rundt hos design producenterne aldrig fik den helt store positive respons. Det fik ham til at konstruere sin helt egen verden.

Udstillingen er vigtig, fordi Bengtsson er et fænomen inden for dansk designhistorie, han har ikke været specielt fokuseret på at koncentrere sine aktiviteter i Danmark og er dermed ikke blevet særligt eksponeret herhjemme. Nu er der endelig lejlighed til at få et dybere indblik i hans univers, og på få kvadratmeter formidler udstillingen skitser, værker og procesprincipper.

Jeg må dog advare det særligt designinteresserede publikum om, at de nok vil stå tilbage med en stor appetit på at få dybere indsigt i produktions-setuppet, computerprogrammerne og i det hele taget få en forståelse for, hvad det er for et maskineri, der er i spil. Det er en større formidlingsopgave, som nok egner sig bedst til tv-mediet.

Del artiklen

'Uspoleret verdensklasse på Designmuseum Danmark'

Facebook