Africa – rethinking architecture and design
KADK, Holmen
Til 18 maj
På udstillingen Africa – rethinking architecture and design viser 25 nye forsknings- og studieprojekter fra KDAK nytænkende og bæredygtige løsninger, der kan gøre en forskel for Afrikas fremtid. Mød myggeresistente døre, fleksible skolemøbler og vandfiltrering, der aktiveres gennem leg.
25 design og arkitektstuderende fra KDAK – Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering, deltager i udstillingen Africa – rethinking architecture and design. KDAK har valgt Afrika som tema for at give et bud på, hvordan arkitektur og design kan skabe bæredygtig udvikling for det afrikanske kontinent, der er i rivende udvikling.
”Når KADK skruer op for engagementet i Afrika, skyldes det, at vi mener, at dansk arkitektur og design har forudsætningerne for at udvikle løsninger, der ikke alene kan bidrage væsentligt til den vigtige udvikling i Afrika, men også har et betydeligt eksportpotentiale,” siger rektor for KADK Lene Dammand Lund.
Malariaresistente døre er ét af de mange projekter, man kan opleve på udstillingen Africa – rethinking architecture and design. Projektet består af en specialdesignet dørkonstruktion, hvor panelerne er bøjede og har udluftende slidser. De bøjede paneler hindrer myggene i at komme ind samtidig med, at slidserne sikrer bedre ventilation i huset. 80-100% af malariatransmissionen i Afrika forekommer indenfor, og det nytænkende design kan således gøre underværker for smittefaren og er desuden en langtidsholdbar investering i modsætning til myggenettet.

Legende vandfiltering er et andet projekt udviklet af arkitektstuderende Louis-Christophe Bigras. Afrikas vandforsyninger er ofte inficeret af schistosomes-ormen, der kan have alvorlige konsekvenser for immunforsvaret og i nogle tilfælde være dødelig. Baseret på feltstudier i Tanzania har Bigras skabt et vandfiltreringssystem, der billigt og simpelt skubber vandet igennem et kulfilter og dermed renser det for orme. Pumpen aktiveres ved, at man hopper eller træder på den, så legen skaber rent vand.
Et tredje projekt kommer fra de tre designstuderende Louise Bundgaard Kemp, Laura Lange og Maria Bærtelsen. Sammen har de udviklet et bord- og bænkesæt, der er fremstillet af lokale træ- og bambussorter i Mozambique. Borderne er justerbare, hvilket sikrer pladsoptimering i de ofte trænge klasselokaler. Funktionel diversitet er således en central del af designet, for skolemøblet kan nemt skilles af, flyttes rundt og justeres og rummer på den måde forskellige læringsbehov til et varieret antal skolebørn. Det danske designmøbel produceres lokalt af lokale materialer og sikrer derfor et godt produkt til en lav pris. Det skaber samtidig jobs i de afrikanske slumkvarterer i Maputo, der er alvorligt ramt af arbejdsløshed.
Africa – rethinking architecture and design på KADK på Holmen er en udstilling om fortid og fremtid, muligheder og medmenneskelighed fortolket gennem innovative og nytænkende løsninger, bæredygtige projekter med en klar vision om at skabe langtidsholdbare jobmuligheder og bæredygtig vækst i Afrika.
Kilde: Pressemeddelelse