Ny uddannelse kobler design og forretning

Ny uddannelse kobler design og forretning

KADK – Det Kgl. Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering – opretter til efteråret en ny uddannelse, som skal styrke de design- og arkitektstuderendes forretningsmæssige færdigheder. Foto: KADK presse

af Stine Nørgaard Lykkebo

Skribent og tidligere redaktionssekretær for kunsten.nu.

KADK og CBS opretter en ny fælles kandidatuddannelse i Strategisk design og Entreprenørskab. “Kunstneriske uddannelser i arkitektur og design- og erhvervsøkonomiske uddannelser har meget at tilbyde hinanden,” lyder det.

Til september slår KADK og CBS dørene op for en ny kandidatuddannelse. Strategisk design og Entreprenørskab, kommer den til at hedde, og den er den første af sin slags i Danmark.

Uddannelsen vil kombinere de faglige kompetencer fra kunstneriske design- og arkitektuddannelser med erhvervsmæssige og økonomiske kompetencer fra en erhvervsøkonomisk uddannelse. Det sker på et tidspunkt, hvor regeringen har besluttet at sætte et større fokus på at øge muligheder for vækst i den kreative branche og minimere ledigheden blandt designskolens dimmentender.

I fremtiden får de studerende på KADK mulighed for også at kaste sig over erhvervsøkonomi som fag. Foto: KADK presse

Uddannelsen vil dermed bidrage til et aktuelt erhvervspolitisk behov. For uddannelsens formål er netop at uddanne arkitekter og designere til at blive bedre til at forstå og drive forretning – og CBS-studerende kan få viden om, hvordan de kunstneriske fag fungerer og dermed bringe disse fag endnu bedre i spil i dansk erhvervsliv.

Rektor Lene Dammand Lund, KADK, siger:

”Jeg ser utrolig meget frem til, at KADK og CBS styrker samarbejdet. Der er meget store potentialer i at koble færdigheder inden for design og arkitektur med en endnu større forretningsmæssig viden om entreprenørskab. Jeg mener, det er en vigtig uddannelsesmæssig opgave at styrke den tværgående viden, og at vi dermed giver markedsmulighederne inden for vores fag et ekstra skub.”

Rektor fra CBS, Per Holten-Andersen, er enig:

“På CBS er vi meget begejstrede for at kunne udbyde denne nye uddannelse i samarbejde med KADK. Entreprenørskab er et strategisk vigtigt område for CBS, ligesom vi ser et stort potentiale i områderne kunst, kultur og design – både i et samfundsøkonomisk og et kommercielt perspektiv. I Danmark er vi kendte for vores design og arkitektur, og med denne nye uddannelse kan vi uddanne kandidater, der har den nødvendige viden og forståelse på tværs af fagområder til at samarbejde og skabe værdi, baseret på kunstneriske kompetencer og design.”

Samtidig lægges der stor vægt på konkrete samarbejder med virksomheder undervejs i forløbet – og det er tanken at placere studieprojekterne i relevante samfundsmæssige kontekster.

Rektor for KADK, Lene Dammand Lund. Foto: KADK presse

Uddannelsen etableres derfor i et tæt samarbejde med BLOXHUB, som er et nyt internationalt netværk initiereret af Realdania, Erhvervsministeriet og Københavns Kommune, hvis formål er at skabe bæredygtige løsninger på fremtidens stigende urbanisering – på tværs af fagligheder. BLOXHUB kommer til at stille konkrete opgaver og udfordringer til de studerende.

Ifølge pressemeddelse, udsendt fra KADK, har uddannelser, der kombinerer kunstneriske kompetencer og forretningsforståelse, tidligere været afprøvet i udlandet med succes for eksempel på Aalto Universitetet i Finland og amerikanske MIT – Massachusetts Institute of Technology og Parsons School of Design.

Kilde: KADK

Del artiklen

'Ny uddannelse kobler design og forretning'

Facebook