Afgangsudstilling med blik for miljø og mennesker

Afgangsudstilling med blik for miljø og mennesker

Kandidat Shiva Jarner Coley har med udgangspunkt i psykiatriens nye behandlingstiltag, sanse- og miljøterapi, undersøgt, hvordan brugen af lys og tekstiler kan skabe rum, som omfavner og stimulerer patienter i psykiatrien. Pressefoto

KADK
Danneskiold-Samsøes Allé 51
1434 Kbh K

Vinterafgang
26 jan - 25 feb 2018

Møbler af tang, bæredygtig forbrugeradfærd og tekstilterapi til psykisk syge. Vinterens afgangsudstilling på KADK viser, hvordan design kan skabe forandring for både miljø og mennesker.

Det er anden gang, KADK præsenterer en årgang af nye designere, der tager afgang med fokus på FN’s 17 verdensmål, siden skolerne i efteråret 2016 valgte at dedikere tre akademiske år til arbejdet med FN’s mål for en bedre verden.

Og det kan ses på de udstillede projekter på vinterens afgangsudstilling, der åbner fredag den 26. januar på Holmen.

Her finder man blandt andet en kampagne, der ved hjælp af en specialdesignet app skal guide unge til at minimere deres køb af nyt tøj. Et andet projekt viser, hvordan brugen af lys og tekstiler kan skabe sanselige og stimulerende rum til gavn for patienter i psykiatrien ligesom en afgænger forvandler tang opsamlet langs Danmarks kyster til ny og bæredygtig møbelkunst.

”Det er en lille, men ambitiøs årgang, som viser, at de ikke alene er dygtige formgivere og innovative designtænkere, men også formår at ramme tiden og skabe aktuelle løsninger og produkter, som kan skabe forandring for mennesker og miljø. Det er vi meget stolte af,” siger fagleder for Designskolen Mathilde Aggebo.

 

Kilde: KADK

Del artiklen

'Afgangsudstilling med blik for miljø og mennesker'

Facebook