Kristine Mandsberg udstiller i Kolding

Kristine Mandsberg udstiller i Kolding

Kristine Mandsbergs nye udstilling LANDSCAPE åbner med en offentlig fernisering fredag den 3. august kl. 15. Foto: Daniel Schriver

af Stine Nørgaard Lykkebo

Skribent og tidligere redaktionssekretær for kunsten.nu.

LANDSCAPE
Nicolai Kunst & Design
4 aug - 2 sep 2018

På fredag den 3. august åbner Kristine Mandsberg soloudstillingen LANDSCAPE hos Nicolai Kunst & Design i Kolding. En eksperimenterende udstilling, som skal tale til vores sanser i tre rumlige og taktile installationer.

Kristine Mandsberg er uddannet tekstildesigner, men arbejder bredt med sit fag fra sit værksted på Nørrebro. Hun har løst opgaver for virksomheder som IKEA og Gyldendal, lavet en udsmykning til Byens Hegn på Rådhuspladsen og løser både kommercielle og kunstneriske opgaver – oftest hvor mønstre, materialer og farver spiller en stor rolle.

I vinters udstillede hun under titlen PLEASE TOUCH i Officinet i Københavns Bredgade en række taktile værker, der ikke blot skulle drage publikum til at røre ved dem, men faktisk give dem lov.

Udstillingen var et forstudie til den udstilling, Mandsberg nu åbner hos Nicolai Kunst & Design i Kolding. Og her går samme princip igen.

Med tre store installationer eller “taktile landskaber” vil hun forsøge at formidle en sanselig og visuel oplevelse, som lagrer sig i kroppen hos de besøgende – ved at lade dem røre, høre, se, dufte og bevæge sig med værkerne.

Kristine Mandsberg fortæller:

“Intentionen med udstillingen er at skabe tre overvældende landskaber og sætte oplevelsen af materialer, farver og overflader lidt på spidsen. Referencen til landskaber er en parallel til, hvordan vi som mennesker oplever, er nysgerrige på vores omgivelser og gerne både vil se, røre og bevæge os fysisk, når vi skal opleve noget nyt. Som mennesker har vi en udforskende adfærd frem for at være passive beskuere, og det skal udstillingen også gerne understrege.”

Udstillingen LANDSCAPE er tænkt til alle – både børn, unge og voksne – og kan opleves frem til den 2. september 2018.

Kilde: Kristine Mandsberg

Del artiklen

'Kristine Mandsberg udstiller i Kolding'

Facebook