Bæredygtige muligheder for designbranchen

Bæredygtige muligheder for designbranchen

Really er et eksempel på en virksomhed, der arbejder med cirkulær økonomi ved at up-cycle kasserede tekstiler. Produktionen foregår primært i Danmark. Foto: Joel Tettamanti / Really

af Copenhagen Design Agency

Copenhagen Design Agency aka Anders Kongskov og Kristian Kastoft arbejder strategisk med design, branding og kommunikation og har gennem deres mangeårige arbejde i Kulturstyrelsen stor indsigt i området, som de deler på designETC.

Billedserie

Omstilling til cirkulær økonomi er ikke kun en nødvendighed, men en gylden mulighed for vækst og velstand – også for design- og møbelbranchen. Det konkluder en rapport fra regeringens advisory board, der anbefaler en række konkrete tiltag og peger på behovet for politiske initiativer og et øget ansvar hos virksomheder og forbrugere.

Tænker du over, hvordan dit tøj og tingene i dit hjem bliver produceret og hvilket miljømæssigt fodaftryk, de efterlader? Danmark skal firedoble sit forbrug af miljømærkede produkter før det batter i det store bæredygtige regnskab. Det er en af målsætningerne i regeringens nye rapport, som 12 danske erhvervsledere har været med til at udvikle.

Regeringen har en klar ambition om at flytte Danmark i retning af en mere cirkulær økonomi, og derfor blev der i 2016 nedsat et board med 12 medlemmer bestående af toneangivende ledere fra større og mindre danske virksomheder. I rapporten formulerede de en række ambitiøse mål, der efter planen skal være implementeret i 2030.

‘Reduce – Reuse – Recycle – Rethink’ er rapportens mantra. Illustration fra rapporten

Rapporten udkom i sommeren 2017 med 27 anbefalinger, der imidlertid også afspejler, at omstillingen til cirkulær økonomi er både kompleks og omfattende. Især understreges det, at der er behov for et stærkt samarbejde mellem alle aktører i værdikæden: fra designere og producenter til genanvendelsesvirksomheder og forbrugere.

Anbefalinger til cirkulær økonomi
Cirkulær økonomi er et opgør med den ureflekterede brug-og-smid-væk kultur, hvor man i stedet bevarer produkter og materialer i et kredsløb for at udnytte deres værdi så længe som muligt. Det betyder, at mange af de ting, der tidligere blev betragtet som affald opgraderes som værdifulde materialer til nye produkter.

IKEA implementerer cirkulær økonomi i stor skala med køkkenserien Kungsbacka, designet af Form Us With Love i 2017. Lågerne er lavet af brugte plastikflasker og genbrugt træ fra industrien. Foto: Jonas Lindström

Rapporten anbefaler at gøre cirkulær økonomi til en vækstmotor for danske virksomheder, og flere af de 27 anbefalinger er relevante for design- og møbelbranchen. Danmark får fx øget sin økonomiske værdi ved at virksomhederne formår at udnytte materialerne bedre og genanvender deres affald. Det er rapportens målsætning at nå helt op på 80 % i 2030.

Danmark bør bevare førertrøjen, når det gælder om at udvikle cirkulære teknologier og løsninger, så eksporten kan vokse. Det kan fx ske ved at halvdelen af befolkningen er aktive i deleøkonomien, bliver bevidste om madspild og øger deres cirkulære forbrug ved at købe miljømærkede produkter, der er baseret på genanvendelige materialer.

Det danske modebrand Aiayu har altid haft bæredygtighed som kernepræmis og er flere gange blevet præmieret som ‘Best Ethical Brand’. Pressefoto

En ny strategisk mulighed for designbranchen
Administrerende direktør i Kvadrat, Anders Byriel, er medlem af regeringens advisory board, og han ser et stort potentiale i cirkulær økonomi, der kan komme både miljøet og den danske designbranche til gode:

”Agendaen i 90’erne var at reducere den samlede miljøpåvirkning for producenterne og virksomhederne. I 00’erne var det at skabe mere rene produkter, knyttet til fx EU-blomsten og Svanemærket, og nu er cirkularitet på dagsordenen, hvor det drejer sig om at gøre affald til nyt inputmateriale, der kan nedsætte vores ressourceforbrug,” forklarer Anders Byriel.

”Danmark bliver set som pioner i bæredygtighed i global sammenhæng. Derfor er der lige nu en strategisk mulighed for, at den danske designbranche kan positionere sig ved at skabe og producere mere cirkulære løsninger. Verdens største virksomheder, som aftager produkter og løsninger, er meget optaget af denne dagsorden, og kravet om cirkularitet er ved at bliver indført i forskellige europæiske nationale lovgivninger, blandt andet i Holland og Finland. Hos Kvadrat har vi netop været involveret i det største europæiske hovedsæde, som er bygget i Europa i år. Bygningen blev samtidig kåret som verdens mest bæredygtige,” fortæller Anders Byriel.

Den cirkulære værdikæde. Illustration fra advisory boardets rapport til regeringen.

Omstilling i hele værdikæden
Rapporten fra regeringens advisory board anbefaler, at vi i Danmark bevæger os imod et mere cirkulært system og tankesæt. Vi skal arbejde med genanvendte materialer, og vi skal arbejde for, at de anvendte materialer bevarer deres potentiale som ressource for noget nyt, når forbrugeren vil skille sig af med et produkt. Det indebærer blandt andet, at vi designer og producerer, så alt kan skilles ad og genbruges, og at vi arbejder med materialer og komponenter, der bevarer deres værdi.

Rapporten lægger vægt på, at omstillingen til cirkulær økonomi vil kræve noget af alle led i værdikæden:

”Cirkularitet er ikke nogen nem opgave, da der skal arbejdes med hele forretningssystemet. Specielt hjemtagelse og sikring af renhed i returmaterialet er nogle af de store udfordringer. Der skal investeringer og risikovillighed til, hvis dette skal lykkes,” forklarer Anders Byriel.

Arne Jacobsens AJ-serie er en klassiker i både formgivnings- og bæredygtig forstand pga. sin høje levealder. Idag produceres den mere effektivt end tidligere. Pressefoto

Vedvarende energi
Den cirkulære tankegang skal suppleres af et fokus på en renere energiproduktion, hvis den miljømæssige gevinst skal optimeres. I dag er kun en lille del af verdens energiproduktion baseret på fornyelige ressourcer. Det er derfor helt centralt, at vi får en renere energiproduktion til at holde den cirkulære økonomi i gang, mener Claus Mølgaard, Ph.d. og ingeniør, der har mange års erfaring fra møbelbranchen:

“Den cirkulære økonomi tager afsæt i ’Cradle to Cradle’-tankegangen, som er baseret på idéen om, at den menneskeskabte verden skal efterligne den biologiske verden, hvor alting kører i ring, og der ikke er noget spild. Og det er jo en fin tanke, men i begge systemer skal der bruges energi. I det biologiske system kommer energien fra solen, mens det p.t. i det menneskeskabte system hovedsageligt foregår ved afbrænding af fossilt brændsel, som er hovedårsagen til de store problemer med CO2 og klimaforandringer,” fortæller Claus Mølgaard.

Godt design i høj kvalitet som Hans J. Wegners loungestol CH25, er bæredygtighed i et andet perspektiv, fordi produktet livscyklus er lang. Loungestolen, der tidligere udelukkende blev fremstillet med stel i natur og røget eg, tilbydes nu også i valnød hos Carl Hansen & Søn. Pressefoto

Godt design og høj kvalitet
Ifølge Claus Mølgaard har gode, velproducerede, langtidsholdbare designprodukter potentiale til at blive brugt i rigtig mange år, hvilket også har en positiv effekt på det miljømæssige fodaftryk.

“Jo sjældnere ’loopet’ skal køre, jo mindre energi skal man bruge. Det betyder, at lang levetid er godt for systemet fx møbler, der ikke går af mode eller i stykker. Mit råd til designerne vil være: at designe produkter, der holder længe, kan skilles ad i sine enkelte materialer, og at de kommunikerer vidt og bredt, at det er vigtigt at få skabt nok energi, der er CO2 neutralt”, slutter Claus Mølgaard.

Sammen med andre bæredygtige målsætninger er den cirkulære økonomi ved at vinde indpas og er for alvor kommet på den politiske dagsorden. Men vi er langt fra i mål. Omstillingen til cirkulær økonomi kræver en dedikeret indsats og en høj grad af samarbejde mellem det offentlige, de private virksomheder og forbrugerne. Her kan design spille en stor rolle med veldesignede produkter og løsninger, der er baseret på den cirkulære tankegang.

Regeringens advisory board består bla. af: formand Flemming Besenbacher (Bestyrelsesformand for Carlsberg A/S og Carlsbergfondet), Anders Byriel (CEO for Kvadrat), Kasper Guldager (CEO for GXN og Senior Partner i 3XN), Matias Møl Dalsgaard (CEO for GoMore) og Aja Guldhammer (CEO for Reshopper).

Hvis du vil vide mere om regeringens planer eller læse den komplette rapport, så besøg Miljø- og Fødevareministeriets website her 

Del artiklen

'Bæredygtige muligheder for designbranchen'

Facebook