Q&A: Kristine Harper / Æstetisk Bæredygtighed

De fleste bøger om bæredygtigt design fokuserer på genbrug, genanvendelse og reparation og på den effekt, design har på miljøet. I sin bog Æstetisk bæredygtighed argumenterer Kristine Harper imidlertid for, at æstetik er nøglen til at skabe optimal bæredygtighed i kraft af de følelsesmæssige værdier, der appellerer til og nærer brugeren. Et element, som de fleste bæredygtige designere har ignoreret. Og det er ærgerligt, mener hun, for en større forståelse for den æstetiske værdi kan føre til en mere strategisk og bæredygtig tilgang til produktdesign:

Hvem henvender Æstetisk bæredygtighed sig til?
Jeg har skrevet bogen til udøvende designere, studerende på design-, kultur- og æstetikuddannelserne og alle med interesse for bæredygtighed, æstetik og produktdesign. I bogen diskuterer jeg begrebet æstetisk bæredygtighed og formulerer en æstetisk strategi, som er en metode eller et værktøj, der kan anvendes aktivt i designprocessen.

Hvorfor har du skrevet bogen?
Jeg har savnet den æstetiske dimension i bæredygtighedsdebatten. Derudover har jeg længe haft et ønske om at koble filosofisk æstetik med designoplevelsen. Mit udgangspunkt har været en undren: Hvorfor skiller man sig uden problemer af med nogle ting, selv om de ikke er slidte og sagtens kunne anvendes i mange år endnu, mens man beholder andre i årevis på trods af, at de slides og ældes?

Hvordan bidrager bogen til debatten om bæredygtighed og cirkulær økonomi?
Mange produkter når ikke at slides eller ældes, før de bliver smidt væk, fordi de opleves som forældede efter kort tid . Min hypotese er, at det ultimativt bæredygtige objekt er et objekt, som selv når det slides og ældes ikke mister sin æstetiske appel eller tiltrækningskraft, men er en ting, som måske endda bliver skønnere og mere værdifuld med tiden. Min ambition er at gøre opmærksom på vigtigheden af æstetik, når vi taler om bæredygtighed, og dermed at klarlægge, hvad man som designer må gøre sig af overvejelser for at sikre, at modtageren af ens designprodukt får en æstetisk oplevelse – og helst en varig én af slagsen. Denne ambition er nu mundet ud i en æstetiske strategi.

At arbejde med æstetisk bæredygtighed indbefatter, at man sætter sig ud over tanken om at nedbryde og gendanne. Man taler ofte i bæredygtighedsdebatten om de tre R’er som nøglen til bæredygtighed: ‘Reduce’, ‘Reuse’, ‘Recycle’. Mit fokus ligger på ‘Reduce’ – og klarlægge, hvad det kræver af et produkt, hvis vi skal reducere vores forbrug. Min tese er, at æstetisk bæredygtige objekter er holdbare, kvalitetsmæssigt såvel som æstetisk og udtryksmæssigt.

Det kræver dog, at designere ændrer fokus fra den ’planlagte forældelse’ (planned obsolescence) og i stedet skaber designobjekter, der rent faktisk kan repareres og opgraderes. Samtidig bør man arbejde sig væk fra den ’oplevede forældelse’ (perceived obsolescence) ved at nære sin modtager æstetisk. Der skal så at sige etableres et bånd mellem modtager og produkt. Et bånd, baseret på æstetik. Begrebet æstetisk næring arbejder jeg indgående med i bogen.

Kan godt design eller (bæredygtig) æstetik sættes på formel? Hvad med tilfældigheden, nysgerrigheden og det skæve?
Jeg mener godt, at den holdbare æstetiske oplevelse kan sættes på formel. I min æstetiske strategi opererer jeg med en række modsætningspar, som man i designprocessen kan placere sig indenfor, og som enten kan give modtageren “Nydelsen ved at alt er som forventet” eller ”Nydelsen ved at intet er som forventet”. Og netop tilfældigheden og det skæve er der i høj grad plads til i de kategorier, der giver modtageren en overraskende æstetisk oplevelse.

Da jeg arbejdede med at sætte ord på den nydelse, som den æstetiske designoplevelse kan foranledige, var der især to spørgsmål, der optog mig: Er det mest æstetisk holdbare objekt et objekt, der er så tilpas afdæmpet, minimalistisk og tilgængeligt, at man aldrig bliver træt af det – et objekt, som på skøn vis kan indgå i mange sammenhænge? Eller er det mest holdbare objekt et objekt, som man kan blive ved med at udforske pga. dets kompleksitet, og som snarere end at underordne sig omgivelserne stikker ud eller af?

Spørgsmålet udgjorde grundlaget for mine undersøgelser, og jeg fandt frem til, at den æstetisk bæredygtige designoplevelse kan rumme begge former for nydelse. “Nydelsen ved at intet er som forventet” er ofte knyttet til et objekts nyhedsværdi; det er lettere at skabe umiddelbart blikfang og pirre modtageren end at fastholde interessen. Men det er i den udstrakte nydelsesfulde oplevelse, at holdbarheden ligger. Som oplevelsen af stolen, der hver dag vækker glæde, når man sætter sig i den – via sit materiale og form. Eller næringen i at lade hænderne stryge hen over en bordoverflade og mærke ujævnhederne, der er opstået gennem lang tids brug. Æstetisk nærende ting fylder os med glæde. Man kan sige, at den nærende gentagelse er en antitese til det trivielle, fordi den rummer udstrakt æstetisk nydelse.

Er æstetisk bæredygtighed en ny måde at tænke design på?
Ja, for det er her, at modtagerens æstetiske oplevelse er i fokus. Det er designerens opgave, at få forbrugeren til at se skønheden i det repetitive, altså gentagelsen – og det tilbagevendende, i stedet for at betragte det som noget trivielt og drænende hverdagsagtigt; godt design hylder den nærende repetition. Og i den proces indgår også tiden som en dimension, der er med til at forme objektet – fra produktet forlader designerens hænder og sendes ud i verden, værdsættes, bruges og tager del i brugerens historie. For dét er æstetisk bæredygtighed; at forlænge produktets levetid og skabe et holdbart bånd mellem bruger og ting.

Hvad er din opfordring til designere og forbrugere? Hvordan skal vi i fællesskab imødegå den cirkulære økonomi?
Min opfordring til designere og forbrugere er at være bevidste om at skabe og investere i langtidsholdbare objekter, der er vellavede og æstetisk nærende, og derudover tilfredsstille vores behov for fornyelse ved at købe produkter, der er lavet i let-nedbrydelige og måske ligefrem flygtige materialer.