Alle gør det. Kopierer hinanden eller kopierer mindre formgivere bevidst eller ubevidst. Vi lader os inspirere af hinanden for at raffinere og udvikle idéerne yderligere. Men hvor går grænsen? designETC sætter spot på kopiering i de kommende uger.
På redaktionen har vi i den sidste tid modtaget en del henvendelser, der handler om kopiering. Indigerede følgere og brugere af feltet har set produkter, der umiskendeligt minder om nogle andre og har følt sig kaldet til tasterne. ”Kan I ikke skrive om det?”
Jo, vi kan. I de kommende uger bringer vi således en række artikler, der forsøger at komme rundt om emnet. Vi taler med syns- og skønsmanden, med kunsthåndværkerne og designerne, med producenterne og med medierne i et forsøg på at forstå de store og små linjer i det komplekse billede, der alle rimer på kroner og øre. For det er vel det, det handler om i sidste ende?
Vær proaktiv
I næste uges klumme skriver Thomas Dickson om kopiering og de muligheder, der findes for at dæmme op for det. Hans konklusion synes at være klar: Du kan ikke stoppe det. Det koster dig kun blod, sved, frustrationer og en advokatregning, hvor de store brands tjener penge, mens du bløder. Vær i stedet proaktiv og kreativ. Find på nye idéer i stedet for at bruge tid på de gamle og læg dig forrest i feltet, så kopisterne ikke kan følge med.
Som formidler, bruger og kender af området i over 16 år har jeg oplevet flere mere eller mindre grelle tilfælde af kopiering. Nogle formgivere orker at tage kampen op, går til medierne eller hyrer en advokat. Andre bliver indignerede, frustrerede og føler, at de slår hovedet imod en mur, for hvem kan hjælpe? Rådgive? Sætte i værk?
Kæmp for din ophavsret
Succeshistorierne er til at få øje på. Så mange er der nemlig heller ikke. En keramiker med et enkeltmandsfirma lykkedes med at få kopisterne til at fjerne produktet fra deres varesortiment. En anden gik viral og talte om sin kopisag online, fordi hendes virksomhed er større og har en organisation bag sig, der lagde en plan. En tredje modedesigner kom i Børsen, hvilket tvang virksomheden til at fjerne tøjet fra deres bøjler, men der havde de allerede solgt det meste. En fjerde, femte og sjette designer kom i Politiken, som lagde eksempler frem på virksomheder og produkter, der nærmest var identiske med ophavet, mens marketingscheferne faldt over hinanden for at sige, at der overhovedet ikke var tale om de samme produkter.
It’s not personal, it’s business…
Men det er jo personligt. Personligt for alle de kunsthåndværkere og designere, der brænder så meget for deres fag, at de arbejder for stort set ingen løn for at frembringe og udkomme med deres produkter, der er fostret på en lang udviklingsproces og gennemtænkte idéer. For dem handler det om livsgrundlag og rudekuverter, som de håber på, at deres produkter en dag genererer penge nok til at betale. De står måske på et marked et sted i landet, hvor en skarp trendspotter kommer forbi og får øje på deres produkt. Et skud med mobilen, og billedet er allerede på vej til Kina med et smut indenom virksomhedens designafdeling for at blive til et produkt, der står på hylderne kort tid efter.
Markedskræfter eller moral?
De kyniske vil sige, at det er markedskræfter, og hvis du ikke kan tåle mosten eller lugten i bageriet, så skal du måske finde dig et andet arbejde. Men hvad med moral? Eller selvforståelse? For hvor epokegørende er det at skabe et brand, hvor halvdelen af produkterne er kopier af andres?
Er jeg naiv?
Naiv, fordi jeg tror, at brands gerne vil være unikke, mens markedet udelukkende efterspørger billige produkter, ’der ligner’. Naiv, fordi folk ikke vil ofre pengene på originaler, men har det fint med, at produkterne blot passer ind i en given trend – messing, kobber, marmor, plakater eller grønne planter? Er jeg en snob, fordi jeg efterspørger kvalitet, omhu og originale idéer? Er jeg ude af trit med virkeligheden, fordi jeg ikke køber urtepotteskjulere, indskudsborde eller skalstole i supermarkedet, når jeg alligevel køber mælk?
Men hvis moralen ikke er med, hvad sker der så med den danske designDNA på sigt?
Den danske designDNA…
For en måneds tid siden læste jeg til min store uro en artikel i det engelske Elle Decoration om danske designbrands. En tredjedel af dem, journalisten havde medtaget, var kopibrands. Brands som udelukkende kopierer andre med produkter lavet i Østen, som deres marketingsafdeling pakker ind i stylede imagebilleder og stemninger, der lukrerer på den nordiske designarv om funktionalitet og høj kvalitet. Dér blev jeg trist. At en journalist fra et velrennomeret internationalt designmagasin ikke havde researchet hjemmefra – eller var i stand til at gennemskue ’the scam’.
Jeg undrer mig også over, hvorfor flere af de store danske designbrands, der har en ambition om at skabe nytænkende og nutidige produkter og møbler, har behov for at gå hinanden så tæt i hælene? Jeg er sikker på, at hvis du giver en udlænding en stak produkter fra de store danske møbel- og accessoriesbrands, vil vedkommende ikke kunne skelne firmaerne fra hinanden. Er det ikke en smule problematisk?
Det kan godt være, at produkterne sælger, men burde vi som designnation ikke sætte barren højere? Være mere ærekære over at forvalte en arv, der går lidt længere end til at matche den nye ’it’-farve på væggen eller puderne i sofaen? Vær ikke i tvivl om, at jeg elsker, at de nye brands har trukket ’Danish Design’ nye og friske steder hen – og særligt på den internationale scene. For vi skal som nation ikke udelukkende kendes for efterkrigstidsikonerne, men netop udvikle, innovere og sparke til konventionerne for at sætte scenen for en ny æra. Selvom jeg også er bevidst om, at i en global tidsalder som denne fødes de samme idéer flere steder på samme tid pga. sociale medier som Pinterest, Instagram og Facebook.
Samarbejde fremfor konkurrence
Men netop derfor, burde de store og efterhånden globale danske virksomheder måske udvise større omhu og støtte talentmassen i højere grad end, det er tilfældet? Og med talentmasse mener jeg ikke udelukkende de unge, der kommer direkte fra skolerne. Talentmassen gemmer sig også i værkstederne rundt omkring i landet, hvor formgivere har eksperimenteret og udviklet på deres produkter igennem flere år.
Som nation er vi små i det store internationale billede. Faktisk bittesmå, som en direktør fra et af vores hæderkronede møbelfirmaer betroede mig efter at have været på det amerikanske marked i en rum tid. Derfor burde vi sætte det langtidsholdbare design først. Design skabt af både de etablerede og erfarne formgivere og af den unge talentmasse, som designskolerne fortsat udklækker. For hvis alle kopierer alle, kannibaliserer vi vel netop på den danske design-DNA og energien til fortsat at udvikle potent dansk kunsthåndværk og design, der resulterer i gennemarbejdede, originale og salgbare produkter?
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
designETC's temaserie søger at forstå mekanismerne og markedet, når vi taler med feltets involverede parter i en række artikler om kopiering.
