Ceci n’est pas un copie

Ceci n’est pas un copie

Mad, musik, møbler og mode. Kopiering finder sted i alle ender og kanter af det kulturelle forbrugsmarked. Hvornår er noget en direkte kopi og hvornår er det en del af tidsånden? Anne Black er en af de firmaer, der har oplevet kopieringstemaet på tæt hold. Pressefoto

af Charlotte Jul

Charlotte Jul er cand.mag og chefredaktør på designETC. De sidste 17 år har hun formidlet området for design og kunsthåndværk kunstnerisk som kommercielt i tekster, artikler og via iværksætterportalen items.nu, som hun startede i 2001.

Billedserie

Livsstilsprodukt eller langtidsholdbart design-ikon? Del af tidsånden eller del af designhistorien? Hvornår er noget en kopi og hvornår blot inspiration? Vi har talt med branchen i forsøget på at blive klogere.

Kopiering er foregået stort set lige så længe, som mennesket har fremstillet brugsgenstande, skriver Thomas Dickson i sin klumme Originaler og kopier. Det er sådan markedet fungerer i alle brancher; vi køber kopi-teen, der mimer den ‘rigtige’ fra Frankrig i en dåse, der er nogenlunde tilsvarende. Vi spiser Serano-skinken, som en supermarkedskæde har konceptualiseret som en serie af charcuteri-produkter, vi formoder, er af god kvalitet, selvom det koster en fjerdedel af den oprindelige spanske sortfodsskinke.

Vi fylder skabet med tøj fra kædebutikker og supermarkeder, der er hurtige til at omsætte tendenserne fra catwalken til vellignende kopier, selvom de fleste efterhånden godt ved, at dem, der fremstiller tøjet, arbejder under kummerlige forhold. Sådan agerer vi som forbrugere. Sådan er markedet, for vi vil have stilen og er mindre interesseret i ideen, og hvem der oprindeligt fik den.

Arne Jacobsen Ægget for Fritz Hansen er blandt de klassikere, der ofte har lagt ryg til look-a-likes. Pressefoto

”Ceci n’est pas un pipe stod der skrevet henover den belgiske maler René Magrittes billede af en pibe, La Trahison des images (1929) eller på dansk Billedernes bedrag, der overordnet beskriver den desorientation, der kan være mellem, det man ser, og det man hører. Set med kopi-brillen, kan vi godt forstå, at nogle af de mange formgivere og producenter, som vi har været i kontakt med henover de sidste mange uger, føler sig desorienterede.

Når man hører om deres historier og ser eksempler på, hvordan deres produkter er blevet kopieret eller i hvert fald genstand for voldsom inspiration, kan det være svært at forstå, hvornår noget er en kopi eller blot inspiration. Hvornår noget blot er en trend i tidsånden eller et stykke unikt og langtidsholdbart design, der kan og bør beskyttes.

Rigtig meget slik af Susan Liebe er del af en serie, som Kvickly solgte look-a-likes af. Pressefoto

Liebes kamp mod Coop
Keramiker Susan Liebe oplevede for et års tid siden, at Kvickly solgte nogle produkter, der til forveksling lignede hendes. Men som mindre virksomhed har hun ikke ressourcer til at tage kampen op:

”Lovgivningen er ikke på de små kunsthåndværkeres side, så det er op af bakke. Hvis bøderne for at kopiere var større, ville der måske være færre sager. Men lige nu kan butikkerne tjene mere på at bryde den etiske grænse end at holde sig fra det. Og det er jo grotesk.”

Det var en ven, der gjorde Susan Liebe opmærksom på, at Kvickly solgte look-a-likes:

”Kvickly havde flere produkter, der lignede mine: Slikskåle, skåle til nødder og faktisk også mor/far-kopper. Det var selvfølgelig ikke identiske 1:1-kopier, men jeg tror, det er bevidst fra Coops side. De har helt sikkert nogle jurister ansat til at sørge for, at der ikke er tale om en tro kopi, men alligevel en ’kopi’, der ligger så tæt op af det originale produkt, at det kan snylte på det. Det kan man bruge en masse tid og advokatpenge på, for ifølge loven er der ikke tale om en ’rigtig’ kopi.”

Susan Liebe havde ikke midlerne til at anlægge sag mod Coop, men kontaktede Politiken, da hun opdagede produkterne i Kvickly. Avisen lavede en stor artikel om sagen, men hun har svært ved at sige, om der kom noget ud af det:

Politiken tog Susan Liebe og andre formgiveres sag op i en artikel i avisen. Foto: Susan Liebe

”Det eneste, der kan afholde de store fra at kopiere, er nok kun, hvis de taber penge på det eller får dårlig omtale. At skabe larm omkring den dårlige arbejdsmoral, er også en måde at få forbrugerne med, da det jo er dem, der har magten i sidste ende. Vi er udøvende kunsthåndværkere og ikke trænet i at være forretningsmænd eller jurister, og det er de færreste af os, der har midler til at ansætte en advokat eller et reklamebureau. Men de, der gør det, klarer sig bedst, for håndværket og produkterne er desværre ikke længere nok i sig selv.”

Ærlige varer til ærlige priser
Susan Liebe opgav at lægge sag an, da hun ikke kunne overskue de økonomiske konsekvenser, men vi bad Coops informationsdirektør, Jens Juul Nielsen, kommentere på vores overordnede tema om kopiering, da de flere gange er blevet beskyldt for at sælge kopi-produkter i deres butikker. Jens Juul Nielsen mener, man bør skelne mellem det unikke, der klart skal have designbeskyttelse, og de mere modeprægede produkter med kort levetid:

”Vi har i de seneste 25 år været involveret i ca. 15 retssager om påstået krænkelse af design-/varemærkerettigheder, og har med to undtagelser vundet dem alle. Vores grundlæggende holdning afspejles i det, der har været vores formål, siden vi blev grundlagt for 151 år siden: Ærlige varer til ærlige priser.

Det betyder, at vi anerkender og udviser stor respekt for reelle designrettigheder og andre immaterielle rettigheder. Det betyder samtidig, at vi ikke anerkender forsøg på at opnå uberettigede eneretspositioner på markedet, fordi en sådan uberettiget eneretsposition for et produkt giver en uberettiget konkurrencebeskyttelse, som fører til uberettigede, overnormale avancer, som skader forbrugerne.

Vi mener med andre ord, at jo mere unikt et produkt er, jo bredere beskyttelse bør det gives mod konkurrence. Omvendt mener vi ikke, at hverdagens forbrugsprægede eller modeprægede produkter med korte produktions- og levetider skal have eller gives nogen særlig bred beskyttelse.

Kvickly solgte disse smørskåle, som Susan Liebe føler sig krænket over. Coop mener det er et livsstilsprodukt af tiden, der ikke kan beskyttes bredt. Foto: Susan Liebe

Så designer man et produkt, der ikke er meget unikt, og som har en kort ’levetid’, må man acceptere en smal beskyttelse, i modsætning til fx et klassisk møbeldesign, der er resultatet af et indgående årelangt udviklingsarbejde og som har en livslang levetid, der berettiger en bred beskyttelse.”

Coop sælger ”ærlige varer til ærlige priser”, pointerer altså informationschef Jens Juul Nielsen, og han mener ikke, at de mere modeprægede produkter med kort levetid kan gøre krav på en særlig bred beskyttelse. Men hvordan ved man, om man har fat i et produkt med kort eller lang levetid? Det kan vel kun historiebøgerne dokumentere?

Nu kom det aldrig til en retssag mellem Susan Liebe og Coop, og på designETC gør vi os ikke til dommere over, hvorvidt Susan Liebes slikskåle blot er del af en tidsånd eller et unikt stykke design. Derfor kommer også denne sag til at stå uafklaret som hundredvis af andre sager, hvor formgivere opgiver at forfølge deres intellektuelle rettigheder.

Ufattelig tæt på originalen
At designprodukter kopieres på alle niveauer i markedets fødekæde, er man også bevidste om hos møbelproducenten Skagerak, som har en klar strategi, hvor de konsekvent vurderer fra sag til sag, om det er værd at tage kampen op mod kopister. Direktør for Skagerak, Jesper Panduro fortæller:

”Vi jagter kopister af primært to grunde: For at beskytte designet og dermed vores designeres rettigheder. Og for at oparbejde en ‘track record’ over sejre, som vi kan bruge i den næste kopisag. Jo flere sejre vi kan henvise til, desto nemmere får vi ret i den næste case.

Cutter Bench er et funktionelt møbel, der passer ind flere steder i hjemmet og hele serien er tænkt som helhed i entréen. Pressefoto

En kopist kan gå ufattelig tæt på originalen, uden der vanker straf eller bøde. Vi bruger mange ressourcer på kopister, og vi får sjældent andet end ret. Nærmest aldrig erstatning eller dækning af tabt fortjeneste eller omkostninger såsom betaling til designer eller advokat. Vi beder en advokat kigge på produktet og sammenholde med vores design ud fra billeder. Hvis vi kommer frem til, at det er for tæt på vores design, erhverver vi produktet og sammenholder dem fysisk. Oftest bliver de sager afgjort i stilhed mellem parterne, produkterne fjernet, og så gøres der ikke mere. Det har vi lige oplevet med en af vores accessoires, der var kopieret og til salg i et supermarked.

Det er svært at gøre noget, når kopierne ikke er identiske 1:1, for selvom det er tydeligt, at inspirationen kommer fra os, kan vi ikke bevise det. Når retten tilkender sagsomkostninger er det altid kun en brøkdel af de faktiske udgifter. Så du kan vinde og få ret, men du vil aldrig komme tæt på at have dækket dine omkostninger på sagen. Der vil altid være en stor del af advokatregningen, som vi skal selv bære, og dertil kommer alle de interne ressourcer. Vi har de senere år beskyttet vores designs ved at registrere dem. Vi håber det giver en form for ro, og at det bliver nemmere at vinde over kopister,” afslutter Jesper Panduro.

 Den første reaktion er forbløffelse
Man skulle tro, at det var let at bevise, når et produkt er kopieret, men det er sværere end som så. Da keramiker Karin Blach Nielsens samarbejdspartner spurgte hende, om hun havde sat sin vase i produktion, fordi den lignede hendes serielle arbejder så meget, blev hun først forbløffet og senere forundret over, at det skete så åbenlyst, for det var stort set en tro kopi:

Karin Blach Nielsens unikacylindre i changerende glasurnuancer er blevet et af hendes særlige keramiske kendetegn. Pressefoto

”Det skulle stoppes, og jeg fandt en advokat, som førte sagen, og efter nogle måneder blev kopi-produktet taget af hylderne. Selvom jeg er en lille fisk, skulle producenten konfronteres. I det her tilfælde fordi – og kun fordi – det var en tro kopi, valgte jeg at køre proces. Jeg ville ikke opnå noget ved selv at henvende mig til kopi-producenten, så advokaten blev sat på fra start. Her kunne jeg bevise fra start til slut, at det var mig, der havde formgivet produktet. I sådan et tilfælde skal man ikke holde sig tilbage eller betvivle sagens udfald.”

Sager trækkes i langdrag
I Karin Blach Nielsen tilfælde benægtede kopi-producenten at have indkøbt varen. De benægtede ligheden med originalen og mente ikke, at originalproduktet havde særlige designmæssige kendetegn. Desværre er det en typisk ordveksling og en del af proceduren i den slags sager. Den benægtende ordveksling kan nemlig trække sagen ud i årevis, indtil én af parterne giver sig, og det er sådan, det går i langt de fleste kopisager. Heldigvis stoppede Karin Blach Nielsens sag i tide – til hendes fordel:

“Jeg opnåede ikke nogen økonomisk fordel ved at køre sagen, men kopiering skal stoppes af både principielle, etiske og moralske grunde.”

Det er desværre ikke den eneste gang, at Karin Blach Nielsens produkter er blevet kopieret. Hver gang må man tage stilling i den konkrete sag og vurdere sine chancer for medhold i den specifikke kopi-sag.

Kopiering er et stigende problem
Administrerende direktør Henrik Søjle Weiglin for Design denmark anerkender det stigende problem med kopiering af designprodukter, og at det kan være svært at beskytte designfeltet og designernes rettigheder:

Montana arbejder professionelt med farvesætning og udgiver hvert 8. år nye farver, skabt af eksperter på området. Her er det reolen Read i Kyoto Blue. Pressefoto

”Vi har inden for de seneste år noteret en stigning i antallet af look-a-likes og kopi-sager, hvor afarter af originalt dansk design ender på hylderne i supermarkederne. Vi mener fra Design denmarks side ikke, at man som indkøber, og i hele detailhandlen for den sags skyld, skal have lov til at gemme sig bag leverandører, når sagerne opstår. Ansvaret er i hele værdikæden. Derfor opfordrer vi til, at detailhandlen i endnu højere grad lever op til det ansvar.”

Som Jesper Panduro fra Skagerak beskriver, er de sværeste sager dem, hvor konceptet er kopieret, og det er Henrik Søjle Weiglin enig i:

”Et designprodukt består af både form og funktion. Hele opskriften på godt dansk design ligger i kombinationen af de to. Men når det handler om look-a-likes og kopier, er det ofte kun formen, der bliver kopieret – nogle vil sige stjålet. Man kopierer ret beset kun halvdelen af designet, og udvander markedet for det originale. Sagerne er ærgerlige og potentielt dyre for den enkelte designer, der ofte har brugt mange udviklingstimer på at skabe et godt designprodukt med det rette forhold mellem form og funktion.” udtaler Henrik Søjle Weiglin.

Kopiering eller inspiration?
Grænserne er hårfine og svære entydigt at balancere på, som det fremgår af de mange sager, vi på redaktionen har fået indsigt i. Der er altid to sider af samme – og i kopieringsspørgsmål altid komplekse – sag. For hvem har ret? Hvem er krænket? Hvor bliver der gået for tæt på og hvor er det ren markedsmekanisme og tidstendens? Det er i disse gråzoner, at både rådgivning, vildledning, spin, ressourcer, netværk, tilfældighed, jura og virkelighed fletter sig sammen i ofte uoverskuelige konstellationer. Kopieringstemaet er vældig kompleks.

I forbindelse med vores research har vi rettet henvendelse til flere virksomheder, som vi har spurgt om deres holdninger til kopiering, men mange har ikke ønsket at deltage eller også har prekære retssager været nært forestående. Producenter og designere er selvfølgelig redaktionen bekendt.

Læs også:
Politiken 1
Politiken 2

designETC's temaserie søger at forstå mekanismerne og markedet, når vi taler med feltets involverede parter i en række artikler om kopiering.

Del artiklen

'Ceci n'est pas un copie'

Facebook