Pressen kan gøre en forskel, lyder det fra nyhedsredaktør på Berlingske Tidende, Lars Rix. Kopiering af designprodukter er ikke i orden og vi skal holde et skærpet fokus på området.
Det sker ganske ofte, at en sag omkring kopivarer dukker op i medierne. Tidligere handlede den slags historier i overvejende grad om, at udenlandske firmaer bevidst kopierede danske designklassikere og solgte dem til en uvidende kundekreds, der ikke kan se forskel på en ægte eller en uægte Poul Kjærholm-stol.
Men på det seneste er der også dukket andre historier op i dagspressen. Historier, hvis hovedpersoner ikke er skrupelløse kinesiske producenter, men etablerede danske og internationale firmaer, der bevidst lader sig inspirere af upcoming danske designere og med loven i hånden sætter en stor produktion i gang af en vare, der tydeligvis er inspireret andetsteds fra.
Firmaer og designere som keramikeren Anne Black, børnetøjsmærket Ticket to Heaven, smykkedesigneren Zarah Voight og flere andre, der pludselig kan se deres design på alt fra urtepotter til regntøj og øreringe i lidt for vellignende kopier ofte solgt for billige penge i lavprisbutikker såsom Netto og lignende. Eksperter indrømmer, at hele området er svært at agere i. For hvornår er noget inspireret af noget andet og hvornår er det en bevidst kopi?
De såkaldte look-a-like-produkter kan hurtigt sætte grå hår i hovedet på dem, der skal sætte retningslinjerne i de enkelte sager. Der er ingen tvivl om, at der spekuleres i denne gråzone uden helt klare retningslinjer. Èn ting er at lave en en-til-en-kopi at en andens design – det kan alle se er forkert, men må noget ligne 60 procent – eller måske 80 procent?
Samtidig handler disse sager ofte om en stor producent, der lader sig inspirere af et produkt fra et lille enmands-firma, der måske ikke har en advokat eller de økonomiske ressourcer til at køre en langvarig retssag. På den måde lykkes det at slippe af sted med meget.
Og det er her pressen kan gøre en forskel. I sagen fra sidste år mellem keramikeren Anne Black og så producenten Ronald A/S og butikskæden Netto, der valgte Black helt bevidst at gå ud – først via de sociale medier og dernæst gennem den etablerede presse – for at gøre opmærksom på de tre produkter, som de følte var blevet kopieret af modparten.
Trækket var stærkt, fordi Black viste billeder af de tre produkter fra Netto og alle kunne se, at ligheden med originalerne var slående. Også mere end at det kunne være en tilfældighed. Så selv om producenten bedyrede sin uskyld kunne forbrugerne med egne øjne selv vurdere, hvem der havde ret.
Der er ingen tvivl om, at der vil komme mange flere af den slags sager i fremtiden. De store producenter er blevet meget dygtige til at spotte trends og tendenser i tiden og hurtigt få produceret varer til en meget lav pris i forhold til originalerne. Det udfordrer naturligvis de små selvstændige designere, der skal leve af at tænke nyt og originalt. Men det udfordrer også pressen, hvis opgave det er, at holde øje med markedets aktører og beskrive disse sager efterhånden, som de dukker op.
Kun et konstant skærpet fokus på området kan værne om designernes ophavsret og holde producenterne inden for lovens rammer.
Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.
designETC's temaserie søger at forstå mekanismerne og markedet, når vi taler med feltets involverede parter i en række artikler om kopiering.
