I jura til halsen

I jura til halsen

Anne Black lavede en video og spurgte: "Er dette en kopi?". Foto: Skærmbillede fra Facebook-videoen.

af Redaktionen

Charlotte Jul, Stine Nørgaard Lykkebo og Susanne Hviid udgør tilsammen redaktionen på designETC, og denne artikel er blevet til i et samarbejde mellem vores forskellige kompetencer, blik og erfaring.

Vis billedserie

Mange kunsthåndværkere og designere oplever at blive kopieret, men hvordan beskytter man sin ophavsret som formgiver? De færreste går rettens vej, da det både er ressourcekrævende og dyrt. Andre kæmper stædigt for at ændre den gældende retspraksis ved EU-domstolen, for retssikkerheden halter, og beskyttelsen er snæver.

Kopi-sagerne om Anne Black- og Kasper Würtz kender mange. Sagerne har været omtalt på skift i medierne, og Anne Black lavede sågar en video og lagde den på Facebook. Det gav en del overskrifter. Familievirksomheden K. H. Würtz blev for alvor kendt gennem restaurant Noma og den efterfølgende magasineksponering og da TV-vært og kostvejleder Christian Bitz skabte et vellignende stel for en producent, hvorefter sagen røg i retten.

Kopiering er big business
Kasper Heie Würtz, der er ejer af virksomheden K.H. Würtz, har brugt over 1 mio kr. på deres retssag indtil videre og har accepteret, at omkostningerne fortsat vokser, fordi de insisterer på at bevise, at de er blevet kopieret i juridisk forstand. Anne Black har spenderet i omegnen af 500.000 kr. og flere af de store brands oplever en så jævn strøm af sager, at de har ansat jurister til at håndtere dem. Det er big business med andre ord. Bortset fra dem, hvor det ikke er det. Kasper Heie Würtz beskriver det kynisk som sin nye hobby; at kæmpe som en anden Don Quijote med mavefornemmelsen og retfærdighedsfølelsen i den ene hånd og integriteten i den anden.

Farver, overflader og glasurer er K. H. Würtz særkende. Foto: Andrea Gentl – gentl&hyers

Han siger:

“Man må nødvendigvis have et stort ego for at blive ved med at tro på, at ens arbejde og indsats er noget værd, når man over lang tid udsættes for juraens semantiske uvæsen og bliver forelagt side op og ned om en megalomanisk kostvejleders fortræffeligheder.”

Men masser af sager får aldrig samme kendthedsgrad, fordi de mindre formgivere ikke har ressourcer til at søge hjælp endsige køre en sag. På redaktionen har vi fået en del henvendelser om verserende sager. En har fået sit stel kopieret af en producent, der mødte kunsthåndværkeren på en messe, hvor de aftalte at tales ved om et evt. samarbejde. Det blev dog ikke nødvendigt, da producenten udenom designeren få år efter lancerede et stel med stort set samme formgivning.

En anden har fået sin originale farvesætningsmetode fortolket af en tidligere samarbejdsrelation. Denne har solgt kopi-designet til en virksomhed og lanceret det i eget navn. En tredje, fjerde og femte … og helt sikkert hundrede andre er blevet kopieret af supermarkeds- byggemarkeds- og isenkræmmerkæder, fordi design er cool og noget, alle har ret til ligesom et lækkert køkken, som en reklame bedyrede for år tilbage.

Anne Blacks hængekrukke Grow. Pressefoto

Anne Black fortæller lidt opgivende, at det tilsyneladende er en god forretning at kopiere, for ellers afholdt virksomhederne sig vel fra at gøre det?

”Det virker som om, at der er nogen, der lever af at kopiere danske designere. Jeg har selv haft to sager med Netto, og jeg kan ikke forestille mig, at produkter, der ligner mine nærmest 1:1 havner i Nettos katalog ved en tilfældighed. Det er trods alt en publikation, som når ud til flere millioner mennesker i Skandinavien, og derfor må man antage, at Netto har gjort sig tanker om, hvorfor netop de her produkter skulle i. Man må også antage, at en købmandsvirksomhed som Netto sætter dem i kataloget for at lave en god forretning.”

Principiel sag for alle designere
Men selvom både Anne Black og K.H. Würtz fortsætter deres retssager, tager K. H. Würtz kampen endnu længere; til EU-domstolen i håb om at få den danske retstilstand ændret, så industrielt design kan få en bredere beskyttelse i Danmark. Hvis EU-domstolens afgørelse falder positivt ud, kan det få betydning for alle danske designere og kunsthåndværkere.

K. H. Würtz’ advokat Johan Løje fra Løje, Arnesen & Meedom, der er specialist i immaterielle rettigheder, fortæller:

”Hvis EU-domstolen afgør, at Højesterets praksis er i strid med EU-retten, bliver det en stor sejr for alle erhverv, der arbejder med industrielt design i hele EU. Det vil nemlig indebære, at industrielt design ikke længere blot vil nyde en snæver beskyttelse, som Højesteret ellers i mange domme har fastlagt. EU-domstolen har i en række afgørelser udtalt, at et direktiv, som egentlig var tænkt til rettigheder på internettet, også kan finde anvendelse på andre værktyper. Domstolen har dog endnu ikke afgjort, om industrielt design også er omfattet. Det håber vi at kunne få medhold i.

Sø- og Handelsretten har senest afvist at forelægge sagen for EU-domstolen, men vi har bedt om lov til at appellere denne afgørelse til Landsretten. Hvis EU-domstolen får mulighed for at udtale sig i sagen kan det også få indflydelse på, hvordan krænkelsesvurderingen skal foretages, og i K.H.Würtz’ sag er det meget vigtigt, da den sag mere drejer sig mere om udtryk end om form.”

Johan Løjes sidste sætning er afgørende: Würtz-sagen drejer sig mere om udtryk end om form. For som det er i dag, tager juraen ikke altid hensyn til, om det overordnede koncept er kopieret. I kopieringssager handler det oftest om specifikke, fysiske 1:1-kopier. Ikke om sager, hvor efterligningerne lukrerer på designerens overordnede idé eller æstetik.

Anne Black vs. Netto. Anne Blacks egen opstilling af de to serier. Foto: Anne Black

Ophavsretten ligger i detaljen
Detaljegraden i kopieringssager er altså nøglen. For det handler om, hvor tæt du går på det originale produkt helt konkret. Ikke om den bærende konceptuelle ramme. Ikke om designerens idé er så markant eller udgør så stor en del af designerens dna eller brand, at det er en økonomisk og brandmæssig devaluering, hvis ens produkt og varemærke bliver overeksponeret af en kopist. Ikke om, hvorvidt den originale idé er blevet udviklet over flere år og har været igennem flere testforsøg, men hvorvidt de to færdige resultater, original og kopi ligner hinanden nok til at være brugt som forlæg for den anden.

Industriel designer Christian Bjørn, der har været syns- og skønsmand i 25 år, forklarer:

”I kopisager er det essentielle spørgsmål relateret til frembringelsen: Er produktet et udtryk for ophavsmandens selvstændige skabende indsats, præget af ophavsmanden individualitet? Med andre ord: Står der en designer bag? Hvis ja, er produktet beskyttet af ophavsretsloven. Hvis den krænkede virksomhed kan sige, at de har samarbejdet med en designer og kan dokumentere, at designeren har udviklet produktet via skitser og modeller osv., så er sagen klar. Kopister har ofte ikke materiale eller dokumentation for udviklingsprocessen, da de kopierer ud fra det eksisterende produkt.”

Ofte støder Christian Bjørn på kopier, der er dårligere udført end originalen.

Tekande og fad skabt af K. H. Würtz. Foto: Andrea Gentl – gentl&hyers

“Kopiprodukterne opnår muligvis et udtryk, der ligger tæt på originalen, men i brug viser det sig, at efterligningen har en kortere levetid, ikke fungerer lige så godt og ældes grimt. Når man kigger på mange af de nye livsstilsprodukter, der lægger sig op af fashion ved at udkomme hvert halve år i en ny variant i moderigtige farver, så ser man, at det handler mere om at ramme en tendens end at være båret af kvalitet og gennemtænkt funktionalitet”, fortæller Christian Bjørn.

Når en kopi skal ligne originalen fysisk 1:1 for at blive dømt som kopi, så er det sværere at vinde en sag. For kopisterne bruger dette krav til at sørge for, at kopiproduktet – eller look-a-likes, som de er blevet døbt – netop afviger i detaljerne et sted eller to. Så hjørnet ikke er helt lige så rundt som på originalen, så hyldeinddelingen er lidt mere til højre end til venstre, eller at vasens højde er lavere end den oprindelige. Herved kan de stadig lukrere på det originale design, uden at blive dømt for det.

At vælge sine kampe
Et essentielt spørgsmål for syns- og skønsmanden er, om det var muligt at skabe kopiproduktet uden at kende til det originale produkt. Og om den almindelige bruger ville kunne forveksle produkterne, hvis de stod ved siden af hinanden i en butik:

“Det er vigtigt at finde ud af, hvor tæt en kopi ligger på originalen. Det, vi kalder for intellektuel ejendom, står i dag over for en forandring, fordi vi har en ny teknologi og en global produktion og logistik, der tilsammen gør, at det er hurtigt at fremstille produkter. Det betyder, at levetiden på de nye produkter er kortere end tidligere. Det resulterer også i, at mange – og ofte mindre – virksomheder ikke patenterer eller designbeskytter deres produkter, fordi udviklingen går så hurtigt, mens de store og veletablerede brands bruger mange penge på at sagsøge virksomheder, der plagierer deres ikonprodukter,” siger Christian Bjørn og fortsætter:

“Vi spørger altid, om produktet kunne være udviklet uden kendskab til det originale produkt? Der er altså retfærdighed til, for den forurettede vinder ofte i kopi-sagerne. Men hvis vi taler retssikkerhed, så kan de små virksomheder ofte ikke håndhæve deres ret, da de ikke har råd til at føre sagen, så der er desværre en skævhed i praksis.”

Netto og Anne Black
Og det kan Anne Black nikke genkendende til. Anne Black stævnede i august 2016 Dansk Supermarked (Netto) og producenten Ronald A/S for to millioner kroner for at kopiere tre af firmaets keramiske værker. Anne Black handlede selv ved at lave en lille, personlig film, hvor hun stillede det enkle spørgsmål “Er dette en kopi?” Filmen blev en viral succes med over en million visninger. Men trods succesen på de sociale medier, kan Anne Black-sagen ende som en advarsel for andre i en lignende situation:

”Med en halv million kroner i juridiske omkostninger kan Anne Black og Netto-sagen risikere at blive et skræmmeeksempel på, hvor galt det kan gå, hvis man som designer prøver at stille et forsvar op mod kopiering. Retssikkerheden eksisterer ikke i praksis, for selvom man som krænket designer har ret til at sagsøge, så kan de fleste af ressourcemæssige årsager ikke forfølge deres ret. Og i min sag er det da heller ikke utænkeligt, at jeg må opgive sagen. Ikke fordi jeg ikke tror på, at jeg kan vinde, men simpelthen fordi jeg ikke kan gabe over flere omkostninger,” fortæller Anne Black.

Business eller jura?
Mange giver op. For at begå sig i ophavsretten og vide hvordan, hvor, hvornår og hvad, man bør sætte sig ind – givet man har ressourcerne – er lidt af en jungle at danse i. Og som syns- og skønsmand Christian Bjørn påpeger, så går produktionsapparatet så hurtigt, at det i dag ikke altid kan betale sig at patentere sine designs. Interiør er blevet fashion med kollektioner og lanceringer flere gange årligt. Det hurtige og let omsættelige ligger forrest i feltet. For det er her, der er penge at hente.

Er der andet tilbage end at appellere til moralen? Ja, mener advokat Johan Løje.

K. H. Würtz’ keramiske univers. Foto: Andrea Gentl – gentl&hyers

”En designregistrering kan vise sig at være værdifuld i en krænkelsessag både i Danmark og i udlandet. En designregistrering flytter bevisbyrden for, at ens design er nyt fra designeren til krænkeren, og den medfører også, at designeren ikke skal dokumentere ond tro hos krænkeren. Det er med andre ord langt enklere at vinde kopi-sager, hvis man har en designregistrering.”

Endelig påpeger Johan Løje, at det hos mange forsikringsselskaber er muligt at forsikre sig mod kopi-sager. Erhvervsretshjælp er en integreret del af mange erhvervsansvarsforsikringer. Afhængig af policevilkår vil en sådan forsikring også kunne anvendes til at dække omkostninger til kopi-retssager.

”Man skal dog være opmærksom på, at ikke alle retshjælpsordninger omfatter kopisager. Med en sådan forsikring i baghånden, vil en designer godt kunne forsvare at starte en kopi-sag,” afslutter Johan Løje.

Vi har kontaktet Christian Bitz for at høre hans side af sagen, men han har ikke ønsket at kommentere på vores spørgsmål eller medvirke i artiklen.

De indledende cases om kunsthåndværkere, der er blevet kopieret, er redaktionen bekendt.

designETC's temaserie søger at forstå mekanismerne og markedet, når vi taler med feltets involverede parter i en række artikler om kopiering.

Læs mere om kopiering i disse to artikler:
Politiken 1
Politiken 2

Kommentarer

Del artiklen

'I jura til halsen'

Facebook