CHROMA i provinsen

CHROMA i provinsen

Udstillingens absolutte højdepunkt og hovedværk er Karin Carlanders Kube fra 2017. En nyfortolkning, som viser et modigt og nyt kunstnerisk blik på hendes tekstile designvirke. Foto: Dorte Krogh

Vis billedserie

CHROMA
Toldboden, Kerteminde
Til 1 okt

Det er svært ikke at være sansemættet med et finurligt smil på læben efter et besøg i Toldboden, hvor Kerteminde Kunstforening har inviteret en gruppe erfarne kunsthåndværkere med tilknytning til byen til at udstille sammen.

Chroma betyder som bekendt farve på græsk, og udstillingens titel er også udstillingens tema. Det er tekstilkunstner Karin Carlander, smykkekunstner Karen Pontoppidan, keramiker Lea Mi Engholm og tekstildesigner Iben Høj, som udstiller i det gamle hus i Strandgade. Alle fire udøvere er anderkendte navne på den danske design- og kunsthåndværkerscene, og på udstillingen CHROMA er de gået sammen om en næsten meditativ refleksion over farverne gul, blå, rød og sort og hvid.

På 1. sal i Toldboden føres man om bag Iben Højs kendte værk Blood relations fra 2016, og ser udstillingens stærkeste rum igennem den florlette og meget intense røde tråd. Foto: Dorte Krogh

Farven og processen som ramme
Udstillingskonceptet er enkelt: Værkerne i husets fire rum refererer til hver sin farve samt fire citater fra bogen Chroma af den engelske filminstruktør Derek Jarman. Det er dog ikke et greb, man har valgt at bruge særligt ekspressivt i udstillingen, så måske er det nok mest en ramme, som udstillerne selv har brugt som arbejdsredskab i deres samarbejde. I hvert fald glemte jeg hurtigt den fortælling, mens jeg gik rundt i de flere hundrede år gamle rum.

Som en prik eller et punktum hænger et enkelt smykke af Karen Pontoppidan og holder balancen i rummet med de tre store værker fulde af visuel og indholdsmæssig tyngde. Foto: Dorte Krogh

De fire udstillere er optagede af selve arbejdsprocessen, og i deres virke er de alle kendt for at tiden, langsommeligheden og de mange arbejdsgange i kunsthåndværket altid kan spores i de færdige værker. De værker, som er valgt ud til CHROMA, er et tydeligt eksempel på dette faglige fælleskab.

Udstillerne mestrer i høj grad deres håndværk, og den overbevisende sikkerhed, hvormed værkerne er udført gør, at man som gæst i udstillingen bliver tryg og føler sig ført sikkert ind i de mange lag og detaljer, som afsløres, når man giver sig hen og genbesøger de fire rum og deres værker et par gange.

Tour de chambre
I det første rum, som i sin komposition nok er det svageste på udstillingen, mødes man af Lea Mi Engholms organiske lerobjekter. Placeringen af dem på gulvet, og Engholms valg om ikke at bruge redskaber i formgivningsprocessen, men derimod lade hændernes let upræcise og levende aftryk stå frem, kalder på refleksioner om ulmende skovbund.

Aftryk af hændernes levende aftryk står frem iMea Li Engholms værk, der er placeret på gulvet og kalder på refleksioner om ulmende skovbund. Foto: Dorte Krogh

Kontrasterne i rummet opstår med Karin Carlanders præcise, væghængte, vævede stykker og Iben Højs næsten gennemsigtige og frit hængende værk. For enden af rummet finder man Karen Pontoppidans karakteristiske brocher fra projektet CONTEXT, som på én og samme tid ser næsten provokerende enkle ud, men indeholder en lang og kompleks produktionside. Hver del af arbejdsprocessen er lagt ud til flere forskellige kunsthåndværkere som en undersøgelse eller en kommentar til hierarkiet mellem ’fine art’ og ’craft’. Hver for sig er værkerne interessante, men sammenstillingen bliver først rigtig god, når man kommer længere frem i udstillingen.

Karin Carlanders bylte i det gule rum. Foto: Dorte Krogh

Nysgerrig på mere ledes man tilbage og ind i udstillingens andet rum, der kredser om farven gul. Her opstår en stærk energi mellem Iben Højs florlette kunstkjole, Lea Mi Engholms værk, som snor sig ud af de gamle vægge, og Karin Carlanders foruroligende bylter, som måske varsler afgang eller ankomst i hast. Rummet summer af en uvirkelig blanding af glæde og foruroligende energi.

Op af trappen og ind på første sal mødes man af Pontoppidans The Gender Bells, som med sit seje præcisionsarbejde i et samtidig meget råt udtryk viser hendes styrke som intellektuel håndværker. De rå klokker får os til at lege med tanken om den opmærksomhed, som smykker giver eller tager. Der er en næsten erotisk stemning i det sort/hvide rum med Højs runde værker Stabil Fragil, der i denne sammenhæng leder tankerne hen på antik lingeri.

Der er en let erotisk stemning i rummet på 1. sal, hvor Carlanders Trend reb fra 2017 og Engholms Black drops ses gennem det næsten lingeriagtige filigran i Højs runde Stabil Fragil værk i forgrunden Foto: Dorte Krogh

Hovedværk på 1. sal
I det sidste rum, som er udstillingens højdepunkt, ligger først Lea Mi Engholms rødlers værk, Twisted, som endeløse snoede sekunder, et næsten fysisk udtryk for tålmodighed og lerets bristepunkt. Måske er der ikke en egentlig intellektuel idé bag værket, men det tager pusten fra mig, fordi jeg kommer til at holde vejret, mens jeg venter på, at de sirlige snoninger vil knække og smuldre, hvis jeg åndede hårdt nok ud.

Iben Højs Threaded kjole fra 2016 er både romantisk glæde som kunsthåndværk, design og kunst. Foto: Dorte Krogh

Herefter mødes jeg af – i mine øjne – udstillingens hovedværk, nemlig Karin Carlanders Kube, der står midt i det velkomponerede rum som en ren nyfortolkning af Carlanders velkendte hørtekstiler. Er det en bevidst organiseret kube med en særligt udvalgt rækkefølge i de forskellige stablinger? Eller har Carlander helt råt taget en palle tekstiler ind fra værkstedet og ladet den smukke tilfældige rytme stå uberørt?

Spørgsmålene besvares heldigvis delvist af Iben Højs imponerende Blood Relations, som bliver endnu mere intens i det lidt lavloftede rum, og som en prik eller et punktum hænger et enkelt smykke af Pontoppidan og holder balancen i rummet sammen med de tre store værker – fulde af visuel og indholdsmæssig tyngde.

Alt i alt er CHROMA en intens og sanselig udstilling. Jeg kunne sagtens have undværet at kende til konceptet med rumfarver og bogcitater, for de fire kunsthåndværkere har så enormt meget på hjertet og så meget erfaring i hænderne, at uanset om man har set værkerne før, peger udstillingen på nye sammenhænge, på nye historier og nye faglige og visuelle dialoger.

Lea Mi Engholms værk, Grow fra 2017 er en familie af organiske gevækster, som i deres uskyldige, næsten legende formsprog spiller op til Carlanders yderst præcise og stringente vævede stykker Skyer fra 2014. Foto: Dorte Krogh

Kerteminde Kunstforening har inviteret smykkekunstner Karen Pontoppidan, tekstildesigner Karin Carlander, keramiker Lea Mi Engholm og strikdesigner Iben Høj til at lave en fælles udstilling. Alle fire har en særlig tilknytning til Kerteminde – enten via opvækst, uddannelse eller bosættelse.

Fælles for de fire formgivere er en optagethed af materialets muligheder med fokus på processen, hvor arbejdsgangen tager den tid, den tager. Udstillingen Chroma er et udtryk for en fælles kærlighed til materialet, hvor kunsthåndværkerne samtidig kan udfordre hinandens processer og produktionsmetoder og indgå i nye tværfaglige konstellationer.

Karincarlander
Ibenhoej.com
Lea Mi Engholm
Karen Pontoppidan

Kommentarer

Del artiklen

'CHROMA i provinsen'

Facebook