Louise Hindsgavl: Faste Forestillinger
til 1 apr 2017
Louise Hindsgavl udstiller solo på kunstgalleriet Hans Alf i København under titlen Faste Forestillinger. designETC har mødt historiefortælleren, der – selvom hun balancerer mellem to genrebestemmelser – insisterer på, at hybriderne udvider feltet.
Benspænd synes at være en del af Louise Hindsgavls fremdrift. Som om det lille spark over skinnebenet sætter en ekstra motor i gang, der får formgiveren til at vinkle nye historier i nye formater. For lige siden hun mødte modstand på designskolen i Kolding i slut 1990’erne, hvor det absolut ikke var ’comme il faut’ at skabe porcelænsfigurer, har hun stolet indædt på, at der var en vej. En vej, der med de borgerligt anlagte porcelænsfigurer som kommunikationsredskab har givet hende et solidt og succesfuldt spor i det kreative hybridlandskab, hvor kunst, kunsthåndværk og design opererer på lige vilkår.
Og netop den kendsgerning; at hun opererer i et hybridt felt, hvor hun er lige så meget kunstner, som hun er kunsthåndværker og designer, er interessant. For er Louise Hindsgavl kunstner eller keramiker? Og er det overhovedet relevant længere at skelne mellem dem?
”Der er to tangenter, man kan køre ud af i den diskussion: Enten via sin uddannelsesbaggrund, eller via det man gør og refererer til. Jeg refererer til fortællingen og dermed en kunstkontekst, fordi værkerne er frigjort fra brugsfunktionen. Jeg ville dog ikke være i stand til at lave disse porcelænsfortællinger, hvis jeg ikke var kunsthåndværker, fordi porcelænet er så krævende et materiale at arbejde i. Det har taget mig mange år at nå det niveau, hvor jeg kan skabe de fortællinger.”
Kunst og håndværk
Ifølge Louise Hindsgavl er de fleste kunstnere i virkeligheden kunsthåndværkere. En maler, der sætter farver op mod hinanden, er også håndværker, men hierarki og angstrelationer i branchen gør det ufint at være det.
”Det er tilsyneladende finere at være kunstner, men jeg synes, det er ærgerligt ikke at vedkende sig, at man er dygtig med sine hænder. For det er, når du kombinerer hænderne med intellektet, at du bliver en dygtig kunstner. Referencen er vital, tror jeg. Hvis dit værk refererer til en brugsgenstand, refererer det ofte til kunsthåndværk. Hvis det refererer til noget mere abstrakt som fortællingen, kobler det sig som regel til kunsten. Men der er selvfølgelig altid undtagelser. Når man er god til noget, så fylder det meget. I mit tilfælde er det arbejdet med porcelæn og dermed kunsthåndværket, der fylder.”
Men Hindsgavl tænker ikke så meget over distinktionen mellem kunst og kunsthåndværk. Det er mere andre, der har brug for at definere hende som det ene eller det andet.
”Min fordel er, at når jeg balancerer på to stole, har jeg et større felt at arbejde i. Jeg synes, det er positivt med opbrud i rækkerne, og jeg oplever egentlig mere, at det er institutionerne, der vil fastholde os i de traditionelle rubriceringer, der bremser en potentiel udvikling.”
Rammen som nyt afsæt
I Hindsgavls nye soloudstilling Faste Forestillinger præsenterer hun ikke færre end 32 værker og fem fotos. De fleste af værkerne er hoppet fra bordet og soklen op på væggen og ind i en række håndsmedede aluminiumskasser. Kasserne indrammer værkerne i en todimensional aflæsning, hvor hendes tidligere værker primært var tredimensionelle skulpturer, man kunne aflæse og betragte fra alle sider og vinkler.
Hvorfor har du brudt med den tredimensionelle sfære?
”Jeg havde lyst til at bryde lidt ud af den fortællemåde, jeg havde fået sat mig selv i. Til denne udstilling har jeg arbejdet med at zoome ind og gøre fortællingen mere åben. Ved at zoome ind som en frame i en tegneserie og lave et close up kan jeg fokusere på et udsnit eller en detalje. Og når du styrer øjet via en ramme, kan du arbejde med perspektiv. Og det har jeg længe haft lyst til. Aluminiumskasserne er foret med porcelæn. På den måde kan jeg få figurerne til at hænge fast i kanten, så jeg kan postulere, at de svæver. Min ambition er at etablere en lethed i det keramiske værk, hvor man ellers altid er bundet af tyngdeloven. Og af ovnen. Kasserne er en slags optiske virkemidler. Man begrænser øjet, styrer blikket og giver mulighed for perspektiv.”
Forestillingsforventninger
Louise Hindsgavl er dog ikke meget for faste rammer og låste forestillinger. Det er faktisk en af hendes yndlingsaversioner. At bryde med forventningerne. Med det perfekte. Det rigtige. Der er faktisk ikke meget, der irriterer hende mere end folk, som tror, det er vigtigt at gemme det uperfekte væk.
Derfor har hendes tematiske afsæt alle årerne været voldsomme politiske og personlige traumer, fortolket i forvredne, sammensatte figurer af halvt menneske og halvt dyr og tvetydige titler, der slår temaet an – uden dog at skære fortællingen og symbolikken ud i snorlige rækker. For der skal være noget at fordybe sig i ud over det let afkodelige.
Titlen på den nye udstilling, Faste Forestillinger, har med sit tvetydige oplæg netop den ambition.
”Det er generelt interessant at give værker titler. Man intenderer en forståelse af værket gennem en titel – som en ledetråd. Man tager ejerskab over sit værk ved at kalde det noget. Titlen skal være pirrende og stimulerende i sig selv, så den udvider værket og ikke begrænser forståelsen. Titlen skal tilføre værket en yderligere dimension og må gerne være tvetydig eller trække fokus over i et andet element.
’Forestillinger’ henviser til scenarier og teater. Det ’faste’ er det, der står. Det fastfrosne øjeblik. Og faste forestillinger bør udfordres, mener Hindsgavl.
”Lad os skubbe til de faste forventninger, man har om ting, om mennesker, og til hvordan man forestiller sig at være menneske. Der er masser af ting, vi ikke vedkender os, men jeg mener, at vi skal indoptage de grimme sider, der ofte bliver gemt, fordi de ikke klæder os. Jo, mere du vedkender dig selv på alle måder, desto klogere og mere interessant et menneske bliver du.”
At vælge modsat
Konversationsstykker. Et sammensat ord, der refererer til samtalen rundt om bordet. Som et objekt, der skal kickstarte den. Og det er lige præcis der, Louise Hindsgavl adskiller sig fra den borgerlige tradition med porcelænsfigurer, som vi kender dem fra Royal Copenhagens bagkatalog, hvor uskyldige scenarier med søde bondepiger og nuttede bjørne poserer i faste forestillinger.
Louise Hindsgavl har fra starten af sin karriere arbejdet med at gøre det modsatte af, hvad man forventede. Beskueren lader hun komme tæt på med forventningen om, at de cremede og delikathvide porcelænsfigurer poserer i uskyldens ulidelige lethed. Men det gør de ikke. Hindsgavl har smidt adskillige uhyggelige, groteske og tabuiserede emner på bordet og smadrer dermed den hyggelige stemning. For det er hendes fortælling. At få os til at kigge op og reflektere, i stedet for at lade stå til og lade være.
”Jeg tror på, at hvis du peger på elefanten i rummet, så bliver alting nemmere bagefter. At hvis vi vedkender os vores vrede, så er den ikke længere forbudt, for så snart vi undertrykker følelser, har de det med at eksplodere.”
De grimme ting i Louise Hindsgavls værker er situationer eller ting, hun selv finder svære at håndtere. Som et grotesk teaterstykke af hendes værste mareridt.
Holistisk inspirationsspiral
Hindsgavls værker er i fysisk forstand gået fra at være moderne konversationsstykker på bordet til at blive skaleret op i størrelse og forbundet med nye materialer som plexiglas, møtrikker, tekstil, farve, guld og nu aluminiumsrammer. På spørgsmålet om, om hendes udvikling de sidste ti år har foregået lineært, er svaret præcist det modsatte. Igen. For den keramiske kunstner svarer aldrig som forventet.
”Min udvikling og inspiration foregår mere som en spiral fuld af emner, tendenser og virkemidler. Der kommer hele tiden nye til, så spiralen vokser sig større, men jeg bliver ved med at vende tilbage til emnerne med jævne mellemrum. Lidt ligesom når man genlæser en roman og finder ud af, at man er blevet klogere, siden man læste den første gang, og nu forstår noget andet og mere.
Jeg ser stadig mine værker som konversationsstykker, for de SKAL anspore til samtale. De står bare ikke længere kun på bordet – og al kunst er vel dybest set konversationsstykker? Møtrikkerne kom til for at indføre et aggressivt element, der var råt og hårdt i forhold til det fine, skrøbelige porcelæn – for det er så forkert at skrue porcelæn sammen med møtrikker. De rokoko-inspirerede snore henviste til en lummer boudoir-stemning, som jeg synes var interessant. Men jeg ser ikke mine forskellige ’perioder’ som stadier, jeg er forbi, men mere som et emnekatalog, jeg er i kontinuerlig dialog med.”
Og dialogen er der. På Hans Alf Gallery i det indre København. Mellem dig som beskuer og de godt 30 værker, der både taler til dig fra sokler, tableauer og indeni de kvadratiske og sættekasselignende aluminiumskasser og fra den fotoserie, som Louise Hindsgavl skabte til sin sidste udstilling på Trapholt i selskab med andre kunstnere. En fotoserie, der sætter hendes porcelænselementer ind som attrapper i et modelignende univers af lækkerhedsrigtighed. Det er både delikat, robust, skrøbeligt, fandenivoldsk og ubehageligt på samme tid. Og meget hindsgavlsk.
