Kronjuvelen i 80’er-turbanen

”Jeg er sort velour, sort chiffon og sofistikeret”, udtalte Erik Mortensen i et interview i Politiken i 1994. Mortensens personificering af mode er blevet til den svulstige titel I am Black Velvet, og hans forkærlighed for sort velour ses tydeligt på udstillingen.

Men det er nu ikke første gang, at Monsieur Erik, der skabte rober til Thailands dronning Sirikit og præsidentfrue Danielle Mitterrand, udstilles i Danmark. Helt tilbage i 1989 blev Erik Mortensen udstillet på KUNSTEN – Museum of Modern Art i Aalborg, ikke langt fra Mortensens fødeby Frederikshavn.

I 1996 indtog hans rober også Statens Museum for Kunst under den ufrivilligt morsomme titel Klassisk Kunst. Begge steder stod giner med bedagede parykker og ‘betragtede’ kunsten. Det åbenlyst misforståede greb var at køre Mortensen ind med kunsten. Parnasset udsatte SMKs daværende direktør Allis Helleland for en shitstorm for, hvad der blev betragtet som et oplevelsesøkonomisk sell-out. Meget er heldigvis sket med modens kulturelle og artistiske status siden 1996, selvom SMK ikke efterfølgende har rørt ved mode.

Nu 19 år efter sin død er Erik Mortensen (1926-1998) ‘kommet hjem’ hos Designmuseum Danmark, hvor museumsinspektør og kurator Kirsten Toftegaard er gået grundigt og respektfuldt til værks. I syv lysdæmpede rum vises 70 giner iklædt haute couture skabt i perioden 1982-95 fra hans tid som chefdesigner for de franske modehuse Pierre Balmain og Jean-Louis Scherrer.

Arvesølv og håndværkets ekstravagance
Sort velour, asymmetri og flæser byder dramatisk indenfor. Ginerne står på sorte podier i forskellige niveauer, og sølvfarvet transparent stof laver mindre afskærmninger som rum-i-rummene. Man ledes gennem udstillingen i et behageligt tempo, og de mange vægtekster tager én pædagogisk i hånden.

Fortællingen om ikonet Erik Mortensen, som oprindelig blev trænet hos Holger Blom – der var én af dansk salonmodes tre store B’er – bliver fortalt gennem haute couturens prisme. Haute couture-sporet bredes ud i informationsrige vægtekster, der gennemgår den finere skrædderkunsts historie, håndværk og praksis.

I et rum står en kjole med en kappe med ‘flammebroderi’ overfor renæssancelignede aftenkjoler med smalle ærmer og paillet- og perlebroderede overdele. Alt er lavet i hånden. Mortensens signaturbroderier er genskabt i lille skala med imponerende væghængte broderiprøver lavet af den danske brodeuse Berthe Bramsen. Man møder ekstravagance og svunden stil, skulpturelle stropløse cocktailkjoler, overdimensionerede sløjfer, velour, flæser, unikabroderier, pailletter, kanter med strudsefjer, aftenkjoler med lange liv og store ærmer en masse.

Mortensens hang til sort vises i udstillingens stærkeste rum med udelukkende sorte kjoler, som er opstillet på et bryllupskageformet podie med forskellige niveauer med et forhæng i tynde, sorte tråde, som både skærmer og dramatiserer kjolerne. Det sansebaserede greb understøttes af musik, som med fordel kunne have været spillet i hele udstillingen, så flere sanser var blevet stimuleret.

Man har vovet pelsen og befriet kjolerne for glasmontre og forløst dem med udstillingsdesign skabt af udstillingsdesignerne Dark Matters. Det er en kærkommen sparringspartner, som gelinde styrer udstillingen uden om traditionel dragthistorisk opstilling. Kjolernes stoflighed kommer langt bedre til sin ret fritstående, hvilket man sjældent gør med dragt- og modesamlinger, fordi de i konserveringshenseende er underlagt nøje foreskrevne udstillingsregler.

Selvom udstillingsdesignet ikke er vildt og vovet, men er holdt i en kontrolleret snor, er grebet et behageligt møde mellem grundig dragtindsigt og nutidig dramatisk iscenesættelse. Projekterede collager og videoklip fra modeshows giver ikke bare de udstillede kjoler krop i bevægelse, men også pariservendinger, markant makeup og tiltrængt firserkontekst.

Vulgær pomp og pragt?
Rummenes dunkle andægtighed brydes af kjolernes fremtrædende svulstighed, changerende stoffer og pompøse silhuetter. Hvad er den æstetiske kvalitet af aftenkjoler med ballon- og vingeærmer, vovede slidser, turbaner og bermudashorts? Svaret skal findes i den tid, de blev skabt, men det firser-stilhistoriske spor bliver desværre ikke udfoldet på vægteksterne.

Her kunne man med fordel have givet kontekst med tidens overstyrede glamour, dress for success, cykelshorts, lårkort i kombination af brede skuldre og den begyndende dekonstruktion af modetøjet- og systemet.

Selvom Mortensen var rundet af den gamle skole, som ikke er præget af de hurtige stilskift, der kendetegner nutidens opkørte modesystem, har han ikke skabt mode ind i en hermetisk lukket tidslomme eller været upåvirket af samtidens modeluner. Det ser man også tydeligt på de projekterede catwalkshows, hvor modellernes styling og posering har fulgt med tiden.

Løbende forklares Mortensens signatur på materiale- og farveplan, hvor velour, transparens og sort identificeres, og bolden spilles også op af Chanel og Yves Saint Laurent. Men det føres ikke op til firserne og starten af halvfemserne, hvor de fleste udstillede kjoler blev undfanget.

Ved en gruppe aftenkjoler, der med nutidige øjne minder om Donatella Versaces haute couture, spørges der retorisk på vægteksten, om transparens er ”provokerende, vulgært og ordinært?” Hvor ville det have være modigt, hvis Mortensens olieprinsesse- og Ivana-Trump-opulent-iøjnefaldende-stil var italesat i teksterne.

Er man årvågen, kan man godt se forbindelsen til Balmains nuværende kreative chef Olivier Rousteing og hans Instagrambesatte Kardashian-armé. Men den stilhistoriske kontekst er dog et mindre savn i en ellers vellykket udstilling.

Efter en catwalkopstilling af den kollektion Mortensen vandt Det Gyldne Fingerbøl med i 1987 (han modtog prisen tre gange), når man udstillingens grande finale med en brudekjole, som det var kutyme ved haute couture-præsentationer. Her vises også modeillustrationer fra Mortensens hånd, som giver indblik i designforlægget, og dokumentarfilm hvoraf det ene interview med Mortensen desværre ikke er udstyret med høretelefoner.

”Et skatkammer” kalder Designmuseum Danmark selv den Erik Mortensen-donation, som museet fik tilbage i 2002, og det er den, der sammen med 30 indlånte kjoler fra Balmainarkivet i Paris, som nu endelig udstilles.

Erik Mortensen er den første danske modedesigner, der nåede helt til tops i Paris. Som indbegrebet af dansk modehistories arvesølv er han yderst vigtig for dansk modes selvopfattelse – og det markerer udstillingen. Selvom sulten efter stilhistorisk sammenhæng ikke helt er blevet stillet, går man derfra med kollegial glæde over, at Designmuseum Danmark endelig får vist samlingens kronjuvel grundigt og behørigt. Man kan håbe, at det er startskuddet til en mere identitetsskabende udstillingspraksis.