Matematikkens poesi

Matematikkens poesi

Karen Bennicke: udsnit af Green Complexity, 2014. Foto: Dorte Krogh

af Charlotte Jul

Charlotte Jul er cand.mag og chefredaktør på designETC. De sidste 17 år har hun formidlet området for design og kunsthåndværk kunstnerisk som kommercielt i tekster, artikler og via iværksætterportalen items.nu, som hun startede i 2001.

Billedserie

En bog, en soloudstilling og et livsvarigt hæderslegat fra Statens Kunstfond. Med denne tretrinsraket af anerkendelse blev keramiker Karen Bennicke for nyligt hædret for sit virke efter 50 år i feltet. designETC har besøgt den celebrerede kunsthåndværker.

Lige overfor Bregentveds Godskontor ligger den gamle smedje, hvor keramiker Karen Bennicke og hendes mand, keramiker Peder Rasmussen, bor og arbejder. Arbejder og bor. For det ene eksisterer ikke uden det andet og værkstedet ligger i stueetagen sammen med køkken, stue og bad, hvorfor det er lige så naturligt at dreje ind på værkstedet som det er at gå ind i stuen. Det er sådan det er. Sådan livet er. Sådan nødvendigheden er og har været i de 42 år, hun og Peder har haft den gamle smedje som anker.

Langsomhedens æstetik
At bo og leve med sit fag. At være i det. At lade sig opsluge og skabe distance. Karen Bennickes særkende er netop det: at lade sig suge ind i en analytisk og søgende researchfase, der kan vare hele og halve år. At forskanse sig i den grundige indsamling af materiale, viden og idéer for at teste dem i modeller, ler og glasur i en proces, der tenderer grundforskning. At have et ben i hver lejr. Som kunsthåndværker og kunstner. At insistere på resultatet og oplevelsen.

“Folk kan somme tider sige, ‘jeg har ikke forstand på keramik’, men det er noget sludder. De skal bare bruge deres øjne og opleve, hvad der foregår”.

Urban Complex VII, 2016. Glaseret stentøj. Serien er inspireret af arondissementerne i Paris.

Bennickes keramik er enkel og kompleks på samme tid. Rene, grafiske former, der er bygget op i hånden, lag på lag. Arkitektoniske bygningsværker i miniatureskala, der leger med lys og skygge. Rumlige og tredimensionale former folder sig ud alt efter hvorfra du betragter skulpturen. En langsomhedens æstetik omsat i et arkitektonisk formsprog, der aldrig er det samme. For Karen Bennicke er en evigt søgende kunstner. En nysgerrig keramisk sjæl, der skubber sit materiale i nye retninger. Ud i nye positioner. Ad nye spor.

På spørgsmålet om, hvor lang tid det tager at skabe et værk, siger hun. ”Nogle gange laver jeg fem modeller til en skulptur. Andre gange en eller to. Det afhænger af værkets kompleksitet. Men det er vigtigt ikke at haste noget igennem. Processen er vigtig for mig. Jeg skal lære skulpturen at kende. Det er jo en fysisk relation, hvor jeg afkoder dens væsen, mens jeg udvikler den”.

Den keramiske skulptør
Keramisk skulptør. Det er den kategori, hun insisterer på at indlejre sig i, hvis hun absolut skal. Altså rubriceres. Karen Bennicke er nemlig ikke til den slags statiske absolutter. Hun vil hellere krydse spor med andre genrer, ismer og ideologier. Bryde med det forventelige og forholde sig åben for muligheden. For inspirationen og sit tingfinder-gen. Som når halvdelen af en plasticklemme pludselig ligger der på jorden, ryger i lommen og videre op på opslagstavlen – for senere at danne forlæg for et udendørs relief på en mur.

Halvdelen af en klemme på jorden røg i lommen og dannede senere forlæg for dette vægrelief. Foto: Dorte Krogh

Keramikeren er kendt for at blive forført og inspireret af de mest uforudsigelige og hverdagslige ting: som et kort over arrondissementerne i Paris. En organisk cykelbane-struktur. En hat i en film. Afrikanske spiseredskaber eller videnskabelige modeller for brillantslibning. Inspirationskilder, som hun til tider nærmest kan mærke fysisk, når de tager bo i hende og som er så langt fra de gængse i faget, at man næsten tror det er løgn. En tur rundt på værkstedets hylder cementerer mistanken. Bennicke er virkelig en nørdet keramiker. For her står fysiske modeller til flere af Karens værker. Sirligt klæbet sammen af nummererede stykker karton og malertape. Omhyggeligt omsatte 3D modeller af Paris som grid i noget, der ligner et molekyle ved siden af ordnede bunker af yderligere inspirationsmateriale.

Green Form, 2008. En grafisk cykelbaneoversigt danner forlæg for denne serie af skulpturer.

Modellernes matematik
Karen Bennicke er altså nørdet i den positive betydning af ordet. En akademiker, der lader sig indrulle i ny viden og matematiske systemer. En ingeniør, der tegner sig frem til et matematisk system, hun kan bygge sine skulpturer op efter. En formekspert, der gemmer sine slidte håndsæber pga. deres forførende transparens og form. En opfinder, der omsætter videnskabelige modeller til kunstneriske udsagn i ler. En materialerytter, der tænker farver ind som en understøttende del af sit ærinde. For at kontrastere formen. For at reagere imod det kantede udtryk. For at sætte andre associationer i gang via farvernes kodning. Hvis arkitektur er hendes inspiration er matematikken hendes intuition. Hendes metode. Et redskab, der giver de organiske og kunstneriske idéer struktur og formalitet.

”Der er megen poesi i matematik”, forklarer hun mig. ”Og jazz. Jeg er fascineret af matematiske modeller. Og lige nu er jeg optaget af de matematiske udregningsmodeller for brillantslibning, fordi jeg er begyndt at arbejde mig ned i det krystallinske felt. I diamanternes formsprog, i kanterne og i farvespillet mellem fladerne. Men jeg er både tal- og ordblind, så jeg kan ikke regne mig frem til de matematiske modeller, men jeg kan tegne mig frem til dem. Som en kobling mellem min logiske sans og min visuelle forståelse. De modeller omsætter jeg først i karton, papir eller gips, siden i i ler, som jeg fx gjorde det med værket Snowball.”

Arkitekturen og kontrasterne
I 1994 oplevede Bennicke et markant inpirationsskred, da hun fik til opgave at udsmykke Håndværkerhøjskolen i Haslev. Her blev arkitekturen for alvor en vedholdende følgesvend. Arkitektur i form af bygningsværker, der fortolkes til skulpturer. Arkitektur, der opstår i leret, når idéer og matematiske modeller morfer sig ind i rumlige dimensioner af åbne og lukkede rum.

Den erfarne keramikers sprog er også kontrasternes. For det er her spændingerne ligger. Her der er noget på færde. I modsætningerne mellem lys og skygge. Mellem ru og glat. Mellem sofistikeret og tacky. Mellem det forførende og tillukkede.

Som om konstrasterne skaber et rum mellem de to yderpoler, hvor indholdet kan lægge sig og falde til ro.

A sign from Le Corbusier, 2005. Glaseret stentøj. Værket står i dag på Victoria and Albert Museum i London. Foto: Ole Akhøj

Bennicke arbejder serielt – både med konstrasternes polære betydninger og med de værker, der oftest bliver til i serier af flere. Som brødre og søstre. Som relationer mellem store og små betydningslag, formudtryk, glaseringer, fraseringer, detaljer og nybrud. Den serielle arbejdsproces fik plads i Bennickes arbejdsliv i starten af 1980’erne, da hun for alvor arbejdede sig op i skala i såvel konkret som overført betydning. Fra det brugsorienterede pottemagerhjul og over i den frie kunst.

”At arbejde serielt handler om at finde en figur. Og så se, hvad der er af muligheder i den. Dreje, vende og skære ind til benet. Jeg giver næsten altid mig selv et benspænd. Det giver mig en kreativ frihed, som jeg folder ud indenfor den opsatte ramme. Når jeg er færdig med værkerne, er det ikke sikkert man kan se eller forstå opdraget eller mit opstillede benspænd. Men det er heller ikke vigtigt. Det vigtigste er, at værket taler for sig selv. Det vigtigste er resultatet”.

Sproget og farvernes rytme
Keramikerens skulpturelle værker har engelske titler. Blue Object, Urban Complex, Construction. De er egentlig bare opstået forklarer hun mig. Opstået fordi der er noget musikalsk ved det engelske sprog. Det er mere rytmisk.

”Det engelske sprog skaber distance til værkerne, så jeg bedre kan se dem for mig. De engelske ord bliver lyde. Til rytmiske forløb, der passer til mine ting”.

Hvis Karen Bennicke har et sprog og alfabetet består af det rumlige, det usete, det lukkede og det sakrale, er accenterne de engelske titler og farverne. For ligesom det engelske sprog har rytmik, har farverne en sanselig stoflighed og en mættet følelse af ladet betydning. Af tiltrækning og overfladeæstetik. Af historier og symboler, man intuitivt fornemmer og som går i dialog med Bennickes grafiske former.

Urban Complex XI, 2015. Glaseret stentøj. En tredimensionel transformation af Paris arondissementer

”Den lyserøde farve på Urban Complex XI bløder op på værkets kantede, krystallinske udtryk. Gør det mere humant, blødt og indbydende. Hvis værket havde været sort ville det have fortalt en helt anden historie. Farverne er betydningsbærere, men formen er altid vigtigst”.

Der er ingen tvivl her. Ingen luden der. For leret er hendes materiale. Et materiale der formidler kunstnerens idéer og kan håndhæve sine kvaliteter så at sige. Ved at være hårdt. Sprødt. Sårbart og kompakt. Ved at spille på de ekstra lag, som keramikken har ved hånden i form af overflader, glasurer og strukturer.

Karen Bennicke ved til punkt og prikke, hvilke farver værkerne skal have, når hun er færdig med udviklingen af dem. Ved hvordan de vil opføre sig i ovnen. Ved at hun ikke har problemer med at sende dem ud i verden bagefter, fordi de er stærke nok til at tale deres eget tydelige sprog.

Læs mere om Karen Bennicke her

Bogen Rumlig destabiliering udkom i efteråret 2016 på Strandberg Publishing med tekster af Lars Dybdahl, Anne-Louise Sommer, Alison Britton og Lisbeth Bonde. Bogen findes også i en engelsk udgave.

I slutningen af 2016 blev Karen Bennicke indstillet til at modtage Statens Kunstfonds hædersydelse.

Del artiklen

'Matematikkens poesi'

Facebook