Thorvald Bindesbøll Medalje til Karen Bennicke

Thorvald Bindesbøll Medalje til Karen Bennicke

Karen Bennickes skulptur Black Turbulence fra 2007 H. 52 cm. Foto: Ole Akhøj

af Susanne Hviid

Susanne er cand. mag. i Fransk, Æstetik og Kultur og har bl.a. en fortid på DR. Nu er hun Sekretariatsleder i Kunsten Media Fonden, men er stadig tilknyttet designETC.

Keramiker Karen Bennickes anerkendelser fra 2016, hvor hun både modtog Statens Kunstfonds livslange hæder, udkom med en bog og udstillede i Museumsbygningen, fortsætter i 2017 med tildelingen af Thorvald Bindesbøll Medaljen.

Med Thorvald Bindesbøll Medaljen udmærker Det Kongelige Akademi for de skønne Kunster et menneske, der har ydet en indsats af høj kvalitet inden for brugskunst og industriel grafik. Akademiet for de skønne Kunster indstiftede medaljen i 1979 i femoghalvfjerdsåret for trykningen af Thorvald Bindesbølls “Carlsberg Pilsner” etiket.

Keramiker Karen Bennicke er tildelt det faglige og anerkendende skulderklap med følgende motivering:

”Karen Bennicke kom baglæns ind i verden, siger hun selv, og sådan har det været lige siden. Det er derfor heller ikke mærkværdigt, at hun formelt set er kunsthåndværker og keramiker, men bevæger sig i et felt mellem billedkunsten, arkitekturen og den funktionalitet, der hører kunsthåndværket til.

Green Form, 2008. En grafisk cykelbaneoversigt danner forlæg for denne serie af skulpturer.

Strategien for hendes arbejde er det klart formulerede projekt. Det vil sige et projekt, hvor der er noget at undersøge, noget at give svar på, noget at stille spørgsmål med. Karen Bennickes arbejder er så geometrisk komplekse, at beskueren må undre sig – ikke bare én gang, men hver gang, skulpturen studeres. Øjet finder ikke ro, forundringen afsluttes ikke med afklaret forståelse, og det er netop det fine ved det samlede værk. Forundringen indeholder en energi, der tilføjer værket tyngde.

Karen Bennicke karakteriserer det keramiske ler som et taknemmeligt materiale. Det er føjeligt, foranderligt og uforudsigeligt. Karen Bennickes værk bliver til i et stabilt projektarbejde fra morgen til aften, fra dag til dag. Vi forundres, forbløffes og glædes over konsekvensen og den håndværksmæssige formåen, hvorfor Karen Bennicke hædres med Thorvald Bindesbøll Medaljen.”

Tidligere modtagere af Thorvald Bindesbøll Medaljen har bla. været multidesigner Henrik Vibskov og møbeldesignerne Boris Berlin og Cecilie Manz.

Kilde: Det Kongelige Akademi for de skønne Kunster

Del artiklen

'Thorvald Bindesbøll Medalje til Karen Bennicke'

Facebook