Modehåndværkets fremme

Modehåndværkets fremme

Detalje fra Freja Dalsjøs show under Copenhagen Fashion Week. Foto: CFW

af Ane Lynge-Jorlén

Ane Lynge-Jorlén er modeforsker, lektor, kurator og nu også forfatter med bogen 'Niche Fashion Magazines'. Hun er optaget af eksperimental samtidsmode, og det er blandt andet det, Ane skriver om, når hun dækker området 'mode' for designETC.

Billedserie

Copenhagen Fashion Week
AW17
31 jan - 3 feb 2017

Under sidste uges Copenhagen Fashion Week tog fire internationalt uddannede designere favntag med håndværket og den gode og bevidst dårlige pasform. Med puritanske kraver, hår under nylonstrømper og michelinbukser til mænd blev politiske tanker om kønsroller og samfund slået an.

Der er mange måder at gå til modeugen på. Ser man alle shows, er der langt mellem snapsene, men foretager man et kurateret udvalg, kan man blive begejstret over talentmassen, der har valgt at komme tilbage til Danmark efter at have slået sine folder internationalt. Den første af slagsen var Cecilie Bahnsen, som viste sin monokrome kollektion med udsigt til Holmens kreative hub fra Takkelloftet i Operaen. Der var store forventninger, efter hun sidste år vandt 500.000 kr. ved Dansk Design Talent – Magasin Prisen. Men Bahnsen er på ingen måde en novice. Med en MA i womenswear fra Royal College of Art, arbejdserfaring fra John Galliano og Christian Dior og allerede forhandlet i Dover Street Market er Bahnsen blåstemplet af det internationale etablissement.

Hendes signatur er trapezkjoler i silke og transparent tyl med smalle kantbånd og opbyggede ærmer. Opererer man i transparens, hvor der er kig hele vejen ind i konstruktionen, skal fundamentet være i orden. Men at Bahnsen er materiale- og detaljeperfektionist, er der ingen tvivl om. Inspirationen fra engelske skoleuniformer kom til udtryk med skjortekjoler i variationer af længder, kraver og ærmer. Der er noget japansk piget og infantilt appellerende over Bahnsens stil, som passer som hånd i handske til Dover Street Markets kunder. Hun deler også en vis feminin florlethed med den irske modeskaber Simone Rocha.

Cecilie Bahnsens puritanske perfektionisme var inspireret af skoleuniformer. Foto: Copenhagen Fashion Week

Heldigvis var alle looks stylet med grove vandrestøvler, som gav en modpol til den tilbageholdte kvindelighed. Da alle looks var stillet op i finalen, kunne denne skribent ikke lade være med at tænke på den amerikanske puritanisme og alt det undertrykte guf, der må ligge og ulme under mådeholdet.

Opskalleret verdensmand i København
Én af modeugens absolutte højdepunkter udspillede sig i en hal i Bella Centrets mastodontiske modemesse CIFF. Her lå to væltede stænger med hvide gardiner i et kryds foran indgangen til backstage, som, da Tonsures show gik i gang, forvandlede sig til animerede skyformationer, og ud af skyen materialiserede sig en mandegarderobe, der udfordrede herretøjets gamle kendinge.

Tonsures designer Malte Flagstad havde været i Grønland i forbindelse med et samarbejde med Great Greenland og Kopenhagen Fur – og den grønlandske inspiration fornægtede sig ikke i den nye kollektion. Fangerbukserne, der vistes under showet, var dog ikke en direkte appropriation – tænk Puk fra Nissebanden på Grønland – men dynebukser i samme voluminøse form. De er til manden, der ikke er bange for store lår. Størrelse var kodeordet i kollektionen, der spillede på skala og dimensioner: cardiganer og pea jackets (sømandsjakker i kraftig uld) med overdimensionerede revers, alt for lange ærmer og kasseformer. Et respektfuldt nik til Maison Martin Margielas opskalerede kollektioner i starten af 00’erne.

Og det var da også i designteamet hos Margiela, at Flagstad arbejdede efter at have erhvervet sig en MA-grad i menswear fra talentfabrikken Central Saint Martins. Her har Flagstad fået en grundlæggende forståelse for, hvordan man kan rykke grænser, skalaer og silhuetter, uden at det skriger langt væk af kontrært ungdomsoprør og skater-tophue.

Tonsure er til verdensmanden, der ikke er bange for store lår og lange arme. Foto: Copenhagen Fashion Week

En jakke i manipuleret sælpels lignede denim, indfarvede dynejakker changerede, og en grøn coated lædervest med minkfor gav pangmodpol til kollektionens uldent-mørke farveholdning. Kunstpels lavet i samarbejde med Steiff Teddy vil unægteligt appellere til det asiatisk-finurlige modemarked, hvor Tonsure står stærkt. Beige kasseformede bukser med bælte og bomberjakker gav en fornemmelse for 40’erne, og der var også undertoner til efterkrigstidens ungdomskulturer. Den bevidst småklodsede styling med sikkerhedsko med gummisål og hælrem er til manden, der indforstået glider fra Harald Nyborg til samtaler om ’siren suits’ på Churchills tid. Workwear med materialefetich.

Sidste år vandt Tonsure den anerkendte Woolmark-pris, som er præget af historiens vingesus med Yves Saint Laurent og Karl Lagerfeld som vindere i 50’erne. Flagstad har givet dansk herremode et gevaldigt og kærkomment internationalt nyk opad. Væk fra drengerøven og multikunstneren (intet galt med det), står en designer med stort D, der uden at forcere det kan sit håndværk, er materialenidkær og subtilt piller ved normerne for, hvordan en herresilhuet skal skæres.

En eksercits i kvindeværd
Senere på dagen blev det lummert på den handlekraftige måde i Palmehaven på D’Angleterre, da Freya Dalsjø dæmmede op for sin All Inclusive-kollektion og serverede cognac og stærke kvinder. Caroline Hendersons Made in Europe og Zuccheros Senza Una Donna indrammede kollektionens referencer til et sted mellem 80’ernes yuppiekvinde og 90’ernes bearbejdning af hende.

Dalsjø, der er uddannet på Royal Academy of Art i Antwerpen, er ikke humorforladt og har ikke den gode smag som en klods om benet. En velkomponeret kollektion defilerede forbi i noget, der bedst kan beskrives som skævknappet sekretærstil. Der var ikke tale om sexchikane med Monica Lewinsky-look, men en kvinde der tager, hvad hun vil have i kopirummet.

Sidste sæsons dekonstruktion af skjorter gik igen, men denne gang var skjortemotivet gennemarbejdet. Champagne- og syrenfarvede silkeskjorter, der var for små, så knapperne trak i stoffet og foldede uklædeligt på den helt rigtige måde. Bevidst dårlig pasform er både en teknisk undersøgelse af håndværket og en mellemfinger til det. En chemisekjole, der var integreret med en nålestribet nederdel, som var knappet skævt, så ud som om, modellen var blevet grebet i akten af uartig opførsel. Nålestribede kjoler, der så tækkelige ud foran, var opknappet bagpå med kig til silkestof. En fortolkning af trenchcoaten med en høj og åben afslutning refererede Margiela for syv-otte år siden, hvor trenchcoatjakker blev afsluttet oppe om ørene.

Det ville have været for let at køre 80’erne fuldt igennem med power suits, skarpe skuldre og Wall Street executives. Let er ikke Dalsjø. Det var derimod grimfede indslag med kropsnært storblomstret fleecesæt, en ditto morgenkåbe og en brun minkpels med rudeformede blomsterabstraktioner. De champagnefarvede bukser med påsatte rå strips kan sagtens bruges, når der skal lukkes en millionhandel. Dalsjøs bestandige ærinde er at nedbryde det sociale rums konventioner ved at påføre en slags ubehag.

Kvindelig diversitet var budskabet hos Freya Dalsjø. Foto: Copenhagen Fashion Week

At kollektionen havde et fjerdebølge feministisk budskab blev tydeligt, da alle modellerne i finalen samlede sig i al deres farverige diversitet (professionelle modeller og stærke kvinder på tværs af hudfarver og aldersgrupper og med hår på benene under nylonstrømperne). Det var en påmindelse om, at moden er en integreret identitetsmarkør og udtrykker ejerskab for seksualitet, uanset hvor, hvad og hvor meget den er rettet i mod. Godt nok var stilen à la Maggie Gyllenhals karakter i The Secretary, men Dalsjøs kvinde er ikke underdanig. Hun knapper op og ned, som hun vil, fordi hun ejer sin egen krop. Girlpower kommer ikke i nærheden af det.

Uudforsket territorium for Tan
Dagen derpå var interiørbutikken Norman Copenhagens lyserøde designunivers rammen om Mark Kenly Domino Tans kollektion, der tog afsæt i det topaktuelle immigrationstema. Det var dog ikke nutidens bådflygtninge, men sociologen og fotografen Lewis Hines billeder af immigranter og deres kasseformede og utilpassede arbejderklassetøj i starten af 1900-tallet, der var inspirationen for dagens show.

Tan, som er fra Royal College of Art i London, er en darling på de danske moderedaktioner og hos de kulturelt celebre kvinder. Hans tidligere franske fornemmelser med stive stoffer, der giver form og volumen, har denne gang veget pladsen for lag-på-lag styling, ’hverdags-pieces’ og inklusion af herrelooks. Resultatet var blandet. Det nye territorium fungerede godt ved en grå spencerkjole i uld fra Kvadrat, der blev holdt sammen af kraftig sikkerhedsnål, tilsat lårlange støvler i samme grå-uldne materiale.

Immigranters arbejdstøj i starten af 1900-tallet var inspirationen hos Mark Kenly Domino Tan. Foto: Copenhagen Fashion Week

Vi var øst for Uralbjergene med en kasseformet, beige silkeskjorte med bændellukning og åben uldnederdel med råt bælte. Kollektionens stærkeste look var et herrelook, der minder om en Sufidansers kjole, her med en halvlang kraveløs uldjakke med cremefarvede stikninger. Slagsiden kom til udtryk på et småkonet og firskåret look med bukser i brændt orange med en slå-om-nederdel i sart syren med flæsekanter. Fornyelsen var modig og tiltrængt, men kollektionen blev ikke forløst.

På trods af deres åbenlyse forskelligheder i æstetiske præferencer har Bahnsen, Tonsure, Dalsjø og Tan en håndværkspassion til fælles. Hvor Bahnsen og Tan er perfektionister, har Tonsure og Dalsjø et iboende ønske om at skrue på normerne. Kan man sit håndværk, kan man også udfordre det. Og hvor er det dog opløftende med mode, der forholder sig med saft og kraft til verden.

Del artiklen

'Modehåndværkets fremme'

Facebook