Sanselige nyskabelser og tabuiserede samfundstemaer

Sanselige nyskabelser og tabuiserede samfundstemaer

Designstuderende fra VIA University College deltog på dette års prestigefyldte Milan Design Week '17 og høstede ros for deres innovative design: Foto: Jannick Boerlum

af Susanne Hviid

Susanne er cand. mag. i Fransk, Æstetik og Kultur og har bl.a. en fortid på DR. Nu er hun Sekretariatsleder i Kunsten Media Fonden, men er stadig tilknyttet designETC.

Billedserie

Statens Kunstfonds Legatudvalg for Kunsthåndværk og Design har præmieret fem projekter, der viser spændvidden i feltet fra det delikate over det dramatiske til designstuderendes favntag med tabuer.

På Milan Design Week ’17 viste studerende fra VIAs møbeldesignlinje deres kreative evner kombineret med samfundsansvar. Udstillingen, Remedy Rush, der er kurateret af designerne Øjvind Slaatto og Nils-Ole Zib, høstede flere internationale og begejstrede omtaler. I begrundelsen for præmieringen på 25.000 kr. skriver legatudvalget, at de studerende har formået: “at bearbejde en række stigmatiserende og tabubelagte emner på en overbevisende måde og derved demonstrere, hvad den nye generation af designere og kunsthåndværkere kan og vil med faget.”

Signe Land Iversens Sumo chair er tænkt som et ‘stort kram’. Den er særligt udviklet til mennesker med angst. Foto: Jannick Boerlum

Remedy Rush er et imponerende opbud af æstetiske og funktionelle løsninger, som gør livet nemmere for mennesker med fysiske eller psykiske handicaps. Således præsenterede Signe Øland Iversen en Sumo chair, som er en ’krammestol’, der skal berolige mennesker med angst, og Lise Vester viste et sæt højttalere til at have om halsen, som skal lindre og berolige terminalpatienter, fordi høresansen er den, der forsvinder som det sidste inden døden.

Lise Vesters Pallium</i< højttalere, som skal berolige terminalpatienter, fordi høresansen er det sidste, der forsvinder inden døden. Foto: Jannick Boerlum

Der var også bud på terapilamper, en skammel der gør det nemmere for ældre og rygpatienter at tage strømper og sko på, en mekanisk vugge til børn med kolik og meget mere.

Simon Christensens Binary Sunset er lysterapi formgivet, så lampen også er æstetisk udover at være helende. Foto: Jannick Boerlum

Guldsmed Kasia Gasparski har også taget livtag med det tabuiserede. På dette års Biennale for Kunsthåndværk og Design udstillede hun Møntindkast en serie brocher udformet som gammeldags møntautomatsbeslag. Fem brocher med individuel inskription udstillet på hver sin fotostat, der portrætterer forskellige udsatte mennesker i vores samfund: Den hjemløse, flygtningen, bandemedlemmet, trofæ-konen og postordre-bruden. For Gasparski handler det om: ”relationer, hvor der ikke burde være penge imellem folk, men hvor relationen alligevel er blevet en form for handelsvare.”  For sit modige værk præmieres Kasia Gasparski med 25.000 kr.

Delikate historiefortællinger – og dramatiske
Tekstildesigner Anne Mette Larsen har også modtaget 25.000 kr. for The Running Table Runner, som blev udstillet i april i Butik for Borddækning. Værket præmieres for  sin “historiefortællende, kraftfulde, friske, humoristiske og ganske anderledes måde at formidle tekstil på.” The Running Table Runner er en næsten ni meter lang løber, vævet af fire kilo papirgarn, indfarvet i 30 farvebade og monteret på et fire meter langt transportbånd. Anne Mette Larsens løber er humoristisk historiefortælling, der giver associationer til barndommens campingvogne, voksduge i køkkentern og plastiktermokander.

Tekstildesigner Anne Mette Larsen er præmieret for sit humoristiske og historiefortællende værk The Rolling Table Runner. Foto: Ole Akhøj

Remains of Rains er væver Helle Rude Trolles sanselige afsøgninger af vejrfænomener. Med sine tekstile værker bestående af uvævede tråde – bl.a. fisketråd – har hun fortolket det særlige moment, hvor den grå dag står skinnende våd efter regnbygen. Gennem vævede strukturer og mønstre undersøger hun regnens logik med forskellige iriserede tråde, indkøbt under en rejse til Japan. Regn er sommetider synlig, andre gange usynlig, og det er denne foranderlighed Helle Rude Trolle har forsøgt at indfange i Remains of Rain, der blev iscenesat på Officinet i februar 2017 i samarbejde med scenograf David Gehrt. Helle Rude Trolle er tildelt 25.000 kr. med følgende begrundelse:

”Smukt håndværk, der bærer præg af en lang og kompleks arbejdsproces, der ender i en omfattende fortælling. Nøje planlagte farveblandinger og nuancer, der fanger lyset og en fin iscenesættelse, der underbygger de delikate værker.”

Sarah Busk og Stine Aagesens værk Skyggeland blev præmieret med 30.000 kr. De fire overdimensionerede tekstilbaner i syntetisk bast, viskose og papirgarn blev udstillet på Charlottenborg i foråret og anerkendes for deres nyskabende, sanselige og livgivende indspark på væveområdet. Skyggeland balancerer mellem det kaotiske og eksplosive med sine fine farvekompositioner, udflydende nuancer og lette vævninger, der minder om fejende formationer af skyer eller skygger. Eller, om persienner der er trukket skævt ned med kig til verden udenfor.

Det store tekstile værk Skyggeland blev udført på Statens Værsteder for Kunst. Foto: Sarah Busk og Stine Aagesen

På CLAY Keramikmuseum Danmark har kunstnergruppen VERSUS tolket på tro og irrationalitet i fortællingen om den moderne keramiske talisman. Kunstnergruppen – bestående af keramikerne Ane Fabricius Christiansen, Camille Rishøj Nielsen, Lea Mi Engholm, Mariko Wada og Sissel Wathne – har indtaget museets store udstillingsrum med en samling skulpturelle keramiske værker, hvor nogle har direkte referencer til okkulte handlinger, mens andre blot er uudgrundelige og iscenesat i stemningsmættet mystik. VERSUS er tildelt 50.000 kr. for deres dramatiske keramikfortolkninger, der udfordrer og skubber til vores nutidige, rationelle tænkning.

 

 

Læs Statens Kunstfonds egen tekst her

Del artiklen

'Sanselige nyskabelser og tabuiserede samfundstemaer'

Facebook