Tubaisten, der blev designer

Tubaisten, der blev designer

Det modulære højtalersystem BeoSound Shape består af sekskantede moduler, der både er højtalere og akustikdæmpere, som kan formes som et personligt værk på væggen. Det er Øivind Slaatos andet design for Bang & Olufsen. Pressefoto

af Christina B. Kjeldsen

Christina B. Kjeldsen er freelanceskribent for diverse interiørmagasiner og er bl.a. medforfatter til bogen Kunsthåndværkerhjem.

Billedserie

Øivind Slaatto trækker på sin musikalske opvækst og dannelse, uanset om han designer højtalere for B&O eller lamper for Louis Poulsen. Følelser, disciplin og leg er en del af den værktøjskasse, der har hjulpet ham i overgangen fra klassisk musiker til prisbelønnet designer.

Den store, blanke tuba ligner et intrigant lokomotiv i hænderne på solotubaist Jørgen Arnsted fra Odense Symfoniorkester. Han kan få lyden af et hvilket som helst dyr fra Zoologisk Have ud af sit instrument sammen med det overdøvende brøl af et bombefly eller drønet fra en racerbil. Til stor fornøjelse for den 11-årige Øivind Slaatto, som fordriver tiden under sine forældres orkesterprøver sammen med venlige musikere og deres instrumenter – heriblandt den legendariske tubaist Jørgen Arnsted, som især fanger den unge Øivinds opmærksomhed.

Slaattos første design i produktion var højtaleren Beoplay A9 fra 2012, et design, som Slaatto selv kalder “venligt og musikalsk”. Pressefoto

”Jeg spillede oprindeligt violin som barn og er vokset op i et hjem med strygerinstrumenter og det meget virtuose repertoire, der følger med. Men hvor violinen har en meget tynd og let klang, havde tubaen – i hænderne på Jørgen Arnsted – en fed og dyb lyd, der gjorde et stort indtryk på mig. Sammen med hans både legende og krævende tilgang til tubaen og det musikalske og venlige menneske han er,” fortæller Øivind Slaatto.

En musikalsk opvækst
Øivind Slaatto blev født i Tyskland som det næstældste barn ud af en søskendeflok på fem af to klassiske musikere, en tysk mor og en norsk far. I forbindelse med, at faren Helge Slaatto fik job som koncertmester i Odense Symfoniorkester, flyttede familien til Danmark. Øivind skiftede instrument fra den virtuose violin til den store, skinnede tuba, som fulgte ham hele vejen ind på det klassiske musikkonservatorium i København.

Øivind Alexander Slaato (f. 1978) er vokset op i musikermiljøet og spillede i mange år tuba. Han forlod Det Kongelige Danske Musikkonservatorium til fordel for Designskolen i 2002. Pressefoto

”Jeg gjorde meget ud af at bryde grænserne for, hvad det her instrument skulle kunne, og det var et mere eller mindre konstant projekt med at få elefanten til at flyve,” fortæller Øivind Slaatto, der primært bevægede sig inden for den grænsebrydende avantgardemusik. Alligevel var fordommene om tubaens begrænsninger en hæmsko, der i sidste ende trak Øivind Slaatto i en ny retning.

”Repertoiret som tubaist var for begrænset, og jeg slap ideen om at blive professionel musiker til fordel for designuddannelsen, hvor jeg ikke oplevede samme begrænsning. Som designer kan jeg lave en tandbørste eller en rumraket – der er ikke noget facit, ikke noget ‘orkester’, jeg skal glide ind i. Designfaget er i høj grad en uddannelse, hvor du bliver trænet i hele tiden at stille spørgsmål og være nysgerrig,” forklarer Øivind Slaatto.

Men selv om Øivind Slaatto ikke længere kalder sig musiker, har han videreført mange af arbejdsmetoderne og musikaliteten fra sin opvækst og uddannelse til sit virke som designer:

”Det handler stadig om at få elefanten til at flyve. Musikken har mere end noget andet lært mig at visualisere noget, der ikke findes endnu sammen med evnen til at arbejde med og forfølge det billede eller den ide, jeg har i mit hoved eller mærker i min mave. Jeg har virkelig den her dybdeliggende tillid til, at du som menneske kan alt, og jeg har utrolig stor tillid til individet. At alt er muligt, at alle dybest set er geniale og kan lykkes med det, de vil – så længe man lægger nok tid, arbejde, disciplin og kræfter i det,” siger Øivind Slaatto.

Ikonisk design for B&O
At Øivind Slaattos første design i produktion blev en højtaler – Bang & Olufsens Beoplay A9 fra 2012 – er netop et udtryk for Slaattos urokkelige tro på, at alt er muligt, mere end hans musikalske baggrund. Selv om det unægtelig synes skæbnebestemt på en poetisk måde.

”Jeg var helt frisk uddannet fra Designskolen og var lige kommet mig over en hjernerystelse, der havde begrænset mig gennem længere tid, så jeg var totalt på røven. Bang & Olufsen var de ypperste, jeg kunne forestille mig at designe for, så jeg gik direkte til toppen. Jeg havde intet at miste,” fortæller Øivind Slaatto, der endte med at designe en af de mest ikoniske højtalere for Bang og Olufsen – A9’eren.

”Jeg havde en helt klar intention om at lave et musikalsk design. A9’eren er blød, venlig og nærmest menneskelig – den fortæller i sit design, at den spiller musik. Da jeg spillede tuba, handlede det hele tiden om at visualisere lyd; er den hård, blød, flydende, varm? Hvilken farve har den? Det er jo dét, jeg er trænet i, så måske har musikken kickstartet min designproces længe før, jeg var klar over det,” pointerer Slaatto.

Idéen til det væghængte og modulære højtalersystem med indbyggede akustikdæmpere blev affødt af Øivind Slaattos egen følsomhed, eller overfølsomhed, over for dårlig lyd. Pressefoto

Giv lyd, tag lyd
Da Øivind Slaatto et par år efter A9’eren præsenterede en ny idé for Bang & Olufsen, et højtalersystem med akustikdæmpende egenskaber, blev den modtaget med moderat interesse og efterfølgende lagt i skuffen. Lige indtil den nye designchef, Marie Kristine Schmidt, fandt tegningerne frem og ryddede bordet for det, der skulle blive til BeoSound Shape, som blev lanceret tidligere i år. Ideen til det væghængte og modulære højtalersystem med indbyggede akustikdæmpere blev affødt af Øivind Slaattos egen følsomhed, eller overfølsomhed, over for dårlig lyd.

”Jeg er del af et tegnestuefællesskab, hvor vi tidligere havde en forfærdelig akustik. Jeg begyndte at tænke på akustikmoduler og på B&O, som er gode til at give lyd. Så hvorfor ikke også gøre dem gode til at absorbere lyd? Det var oplagt i min verden, men kombinationen af højtaler og lyddæmper var mærkeligt nok ikke er set før, ” siger Øivind Slaatto, der fik en del af inspirationen til BeoSound Shapes vinklede, modulære struktur fra snedyngerne på en skitur til Norge.

”Det er jo de bedste løsninger, som overlever i naturen. Dermed ikke sagt, at man som designer skal kopiere naturen, men principperne kan man lade sig inspirere af. ’Honeycomben’, den sekskantede figur, som BeoSound Shape er bygget op af, finder du i naturen, og zoomer du ind på snefnug, ser du, at de alle er sekskantede. De er formede efter ét regelsæt, men er aldrig nogensinde ens. På den måde kan man sige, at jeg tog naturens regler og prøvede at overføre dem til mit design – som et snefnug med lyd, der falder forskelligt alt efter, hvor i stuen, du hænger højtalerne op.”

Naturen er en stor inspirationskilde for Slaatto, der især er fascineret af de intrigante regelsæt, der ligger bag alt fra bikubens form til måden, sneen falder på. Øivind Slaatto har designet pendlen Patera for Louis Poulsen. Pressefoto

Outsiderens blik
Sidenløbende med sit arbejde for Bang & Olufsen har Slaatto også designet lamper for både Le Klint og Louis Poulsen, udover at han sammen med kollegerne Thomas Albertsen og Antonio Scaffidi har grundlagt designalliancen Danish Design Makers, der med årlige udstillinger sætter spot på dansk design fra mange perspektiver. Selv har Øivind Slaatto altid opfattet sig som en outsider, men i ordets allerbedste betydning. Han bevæger sig nemlig gerne i nicherne, hvad enten det handler om avantgardemusik eller undersøgelsen af et design, og han drager kontinuerligt nytte af sin opvækst og baggrund.

”Jeg tænker ikke over, at jeg kommer fra Tyskland eller fra Norge, men jeg har altid set tingene lidt udefra. Og det tror jeg er en kæmpe fordel. Min succes er i høj grad et resultat af det samfund, jeg er vokset op i og ikke bare et resultat af mine evner. Samfundet betalte for, at jeg kunne bruge flere år af mit liv på at dygtiggøre mig i noget så perifert som at spille tuba. Efter nogle år på en af landets dyreste uddannelser, Det Kgl. Danske Musikkonservatorium, følte jeg, at jeg hellere ville være designer. Værsgo – det betaler vi også for! På Danmarks Designskole blev vi – frem for blot at skoles i at give det, som markedet ville have – opfordret til at udfordre frem for blot at tilfredsstille, hvilket jeg allerede havde øvet mig i gennem mange år som musiker uden at vide det.

”Jeg tænker ikke over, at jeg kommer fra Tyskland eller fra Norge, men jeg har altid set tingene lidt udefra. Og det tror jeg er en kæmpe fordel”, siger Øivind Slaatto. Pressefoto

Med andre ord har jeg fået en start, som de færreste har råd til andre steder i verden. Det, at vi værdsætter kvalitet og er villige til at betale for den i form af tid og usikkerhed – og værdsætter at man tør undersøge andre veje end de gængse og tør stille spørgsmål til autoriteterne, er forudsætningen for, at der bliver lavet så meget bemærkelsesværdigt design i så lille et land som Danmark,” siger Slaatto, der samtidigt peger på det følelsesregister, han er trænet i at formidle gennem musikken, som et vigtigt parameter for sin egen succes som designer. Og så tid. Masser af tid.

”Følelserne er essensen i det at være musiker, og man skal være god til at udtrykke glæde, sorg, begejstring, frustration, afmagt og kedsomhed – for det er jo det, musikken handler om. At man skal være så meget i kontakt med sine følelser, at du mærker intentionen, selv om udtryksformen er fremmed for dig. Det er meget godt at tænke over, når man sidder midt i en meget teknisk designprocess. I virkeligheden handler det om at lede og blive ved med at søge. Jeg snubler mig frem efter den følelse og fornemmelse, som jeg ser for mig. Jeg ved, den er der, og så gælder det om at lede. Søg og du skal finde … Og den proces kan godt tage tid.”

 

Del artiklen

'Tubaisten, der blev designer'

Facebook