Ordløse fortællinger

Ordløse fortællinger

Den stedsspecifikke udstilling So Near and Yet So Far byder på et stille virvar af keramiske former, farver og overflader. Foto: Ole Akhøj

af Anne Louise Bang

Anne Louise Bang er en af de få tekstildesignere, der er gået i akademisk dybde med sit fag og har taget en ph.d. I dag er hun Forsknings- og Udviklingschef på Designskolen Kolding.

Vis billedserie

So Near and Yet So Far
PLADS artspace
Vestergade 62 8000 Aarhus C
Til 21 okt

Indlevelse, fantasi og taktile erindringer skal i sving for at give det fulde udbytte af de dragende former, strukturer og farver på keramiker Mariko Wadas udstilling So Near and Yet So Far på Galleri PLADS artspace i Aarhus.

PLADS artspace holder til i et lavloftet lokale et par trin under gadens niveau. Jeg træder ind i et forholdsvis lille rum, der er fyldt til randen med hvidmalede stiger, der går fra gulv til loft i skæve vinkler. Mellem stigernes trin ligger hvidmalede hylder, hvor værkerne er udstillet. Den umiddelbare stemning i lokalet er tyst, men med en vibrerende undertone, som man skal gøre sig umage for at opfange.

Sequences fra 2017 består af hule ekstruderede rør. Værkerne på billedet minder om forstørrede kruseduller, som man får lyst til at krølle videre på. Foto: Ole Akhøj

Mariko Wada viser værker fra de seneste 10 år på So Near and Yet So Far. Udstillingen markerer de år, der er gået efter uddannelsen til keramiker på Designskolen Kolding, men indleder også en periode med arbejdsro, som det nylige treårige arbejdslegat fra Statens Kunstfond giver. Udstillingen er således både en statusopgørelse og en kunstnerisk udforskning af porteføljens muligheder.

Wadas grå værk i serien Sequences på udstillingen So Near and Yet So Far. Foto: Ole Akhøj

Et stille virvar af former, farver og overflader
Mange af værkerne – 10 ud af 27 – er fra 2017, og mellem dem er en serie af helt nye værker kaldet Sequences fra et nyligt ophold på European Ceramic Workcentre i Holland. Sequences er baseret på hule ekstruderede rør, der i bearbejdningen får liv ved at blive mast, klemt, trykket, snoet, og nogle endda skåret op og suppleret med modellerede partier.

Glasurerne og overfladerne på værkerne er en historie for sig selv. Der er knastørre pulveragtigt udseende overflader, der næsten får en til at nyse. Der er spejlblanke metalliske overflader, der får en til at spørge, om det egentlig er keramik. Der er overflader, der tydeligt signalerer, at glasuren har været påvirket af brændingen og tykkelsen af det påførte lag.

Hemmelighedens Anatomi fra 2013 ligner ved første øjekast venlige små spøgelser eller draperede stykker tekstil. Foto: Ole Akhøj

Sammen med Sequences står også værket Hemmelighedens Anatomi fra 2013 centralt i udstillingen. Værkerne, der er modellerede, er bearbejdet, så de fremstår som knastørre og stivnede draperede lerplader. De ligner venlige spøgelser, eller også dækker de over hjemlige småting, som man kun kan gisne om. Rundt langs væggene ligger eller hænger flere værker, heriblandt Mørke Hemmeligheder (2017), Ønskebrønd (2016), Skyggen (2010) og State of Mind (2014). Jeg fornemmer ikke, at der er et planlagt narrativ i udstillingen, en særlig rækkefølge, jeg skal tilgå værkerne i for at få det fulde udbytte.

Distance og indlevelse
Jeg oplever udstillingen fra to perspektiver: Det ene er overblikket, det distancerede blik, der tager snapshots af virkeligheden og opretholder en vis distance til den emotionelle oplevelse og de følelsesmæssige associationer. Hvad er det for en verden, jeg er trådt ind i? Hvordan agerer jeg i de smalle passager mellem værkerne? Er der et system, og hvad er egentlig meningen?

Går man tæt på værkerne, kan man forsvinde ind i sin helt egen verden af uendelige sansemættede indtryk. Foto: Ole Akhøj

Det andet perspektiv er indlevelsen, der sanser gennem en form, et udsnit eller en overflade. Med det blik forsvinder jeg ind i et univers, der er mit helt eget, og hvor historierne står i kø for at minde mig om fornemmelser, situationer og genstande, jeg har rørt ved, krammet, været i eller sanset.

Wadas So Near and Yet So Far får mig til at tænke på den finske arkitekt og teoretiker Juhani Pallasmaa. I bogen Arkitekturen og Sanserne udtaler han, at ”Følesansen er den sans, som integrerer vores oplevelse af verden med vores oplevelse af os selv.”

PLADS artspace lægger hus til Mariko Wadas ordløse fortællinger, der er iscenesat på et væld af hvide stiger. Foto: Ole Akhøj

Det er præcis, den fornemmelse jeg har, når jeg på én gang registrerer udstillingen og lever mig ind i den gennem sanseerfaringer. Værkerne åbner sig for en unik og meget personlig oplevelse.

So Near and Yet So Far er en udstilling, der skal tages ind i små bidder. Udstillingen er fri for forklarende tekster og nærer som sådan stor tillid til gæsternes egen evne til at fremmane fortællinger. Desværre må man ikke røre ved værkerne, så fantasi, erindring, minder og personlige associationer må give hjernen de taktile input, der er så vigtige for oplevelsen af udstillingen.

Suverænt håndværk
Som denne anmeldelse tydeligt bærer præg af, er So Near and Yet So Far en udstilling, der er svær at beskrive med ord, medmindre man går i dybden med deciderede værkanalyser, og det vil i mine øjne være en fattig måde at beskrive den på. Det er dog tankevækkende, hvor vigtig den håndværksmæssige udførelse bliver i et univers, der så tydeligt er interesseret i historiefortælling gennem form, æstetik og sanselighed. Selvom der er referencer til noget genkendeligt som i værkerne Cycles (2012) og Æbler (2009-2016), virker Wada på ingen måde interesseret i at pådutte gæsten en afsluttet fortælling.

I denne udgave af Sequences fornemmer man tydeligt den håndværksmæssige overlegenhed, der tillader Mariko Wada at give det bløde ler en spændstig form, der giver indtryk af, at den er skabt i et øjebliks kådhed. Foto: Ole Akhøj

Værkernes suveræne og overlegne udførelse inviterer derimod til fordybelse. Man bliver ikke et sekund standset af den irritation, som dårligt håndværk kan afstedkomme. Det er paradoksalt nok også min eneste anke ved udstillingen. Der er ikke noget, der larmer, skratter eller beder om tilgivelse. Selvom det ikke er et kvalitetstegn i sig selv, leder ’fejl’ og ’mangler’ ofte til undren og giver plads til, at man stopper op og fordyber sig.

Heldigvis vinder fornøjelsen ved at opleve, hvordan stor faglig ekspertise og håndværksmæssig kunnen bidrager til udstillingens kvalitet. Ikke blot er det spændende og vedkommende at opleve og leve sig (selv) ind i de ordløse keramiske fortællinger. Det er fantastisk at gøre det på så kvalificeret et grundlag, som der tilbydes her. Jeg kan kun anbefale, at man tager til PLADS artspace i Aarhus for at mærke Mariko Wadas vidunderlige univers og ordløse fortællinger.

Kommentarer

Del artiklen

'Ordløse fortællinger'

Facebook